Læsetid: 3 min.

Rejsen fra fødsel til død

4. november 1997

Højstemte, sprogligt snublende digte af 18-årig vejlenser

NY BOG
En moders tidlige død udgør den dystre erfaringsbaggrund for 18-årige Jonas Breums debut med 38 titelløse, gravalvorlige digte. Enkelte af dem er korte og knappe, men de fleste er lange og fulde af gloser, skønt digteren gang på gang klager over sin mangel på ord.
Bogens navn, Manuskript uden Titel, tyder på at teksterne handler om hvad som helst, siden deres indhold ikke kan bringes på formel. Men det er noget krukkeri, for samtlige tekster kredser om døden og anskuer livet som eksistens udspændt i tid. Undervejs og i bevægelse er enhver uvægerlig, "på vej til tiden" og gennem tiden, underkastet tiden. Der findes ingen ord, hævder Breum, "kun en rejse fra fødsel til død / når en tåre sejler ned ad glasset / rammer jorden / og fordamper." Det eneste eksisterende er "skabelse og udslettelse / alt imellem, disse linjer inklusive, / kommer til os som tid, og med tiden os selv". Døden vokser i os, omkring os, "som kernehuset i æblet, / det erkender jeg."

Mirakler og banalitet
Over for denne tidsbevidsthed og stædigt fastholdte dødsvished sætter Jonas Breum i sine digte håb om tilgivelse og nåde, eller små nærværsmirakler, som da tagrenden et sted løber fuld af gulspurve, eller som da kirkegårdens kontemplative ro pludselig gør livet intenst.
Men modstanden mod døden ligger primært i skriften selv, med dens brud på mange års tavshed og dens ungdommelige søgen efter så store ting som sandhed og oprindelighed. "Jeg længes," skriver digteren i et af bogens korteste stykker, "efter at bryde gulve op / og gennem en indre lava af glødende sten / styrte helt til sagens kerne / for der at finde mindst én sandhed / at falde i ét med."
Dette læser man som et udsagn om længsel efter nye begyndelser, men også som en fortættet personlig poetik.
Læg imidlertid mærke til passagen "en indre lava af glødende sten". Den virker lavet, konstrueret. For hvad skulle lava ellers være lavet af? Samme tendens til tautologier ses, når digteren påstår, at "isen er frossen året rundt". Det at være frossen står faktisk som definitionen på is. At "livet kan reduceres til det / der ligger mellem fødsel og død", præsenteres i et digt som en dyb erkendelse, men er vel blot en banal konstatering.

Et oplagt talent
Jonas Breum har oplagt poetisk talent, han gør præcise fund i sproget, og han går ikke af vejen for stort anlagte, arabeskagtigt slyngede sætninger. Men man bliver skeptisk, når en digter erklærer: "Jeg har ikke flere ord", og straks efter grifler ufortrødent videre. Så slår jo digtet sig selv for munden! Men Jonas Breum kan tilsyneladende ikke stå for fristelsen til at tage munden meget fuld: "den sidste olie fik jeg allerede den sommer / jeg bragtes fra fødeklinikken." Det var ellers ikke småting! Dog, at jeg'et undervejs fra fødeklinik til kirkegård passerer en døbefond (med d), må da vist være en stavefejl og ikke en ny dybsindighed.
Man spørger sig selv, hvorvidt Jonas Breum kunne have fået en endnu flottere debut, om han var kommet i hænderne på en redaktør, der stilede højere end til et Manuskript uden Titel. Jeg tror det.
Selv om bogen bugner af sprogligt overskud og af en dyrekøbt livserfaring, er den ikke gjort færdig som poesi. Flothederne, den hule højstemthed og tendensen til tomgang skæmmer, hvad der i øvrigt ligner begyndelser til ægte og ærlig kunst.

*Jonas Breum: Manuskript uden Titel. Digte. 47 s. 152 kr. Borgen. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu