Palle Mikkelborg har i fire årtier været på vej. Kunstneren har netop modtaget Wilhelm Hansens Komponistpris 1997
INTERVIEW
"Min livslange rejse i musikken og dens magi har dybest set haft ét formål: At få fred i sindet." Sådan siger Palle Mikkelborg til Informations udsendte.
Som kunstner er Palle Mikkelborg autodidakt - han har lært af sig selv og af livet, som han selv udtrykker det. Om Mikkelborgs kunst kunne man fristes til at citere den gamle sætning: Ikke for skolen, men for livet. Den musikalske skoledannelse har aldrig været interessant for kunstneren.
Mikkelborg kom ved et tilfælde til at spille trompet. Om barndomsårene beretter han:
"I min barndom modellerede jeg og i al beskedenhed var jeg ret god til det. Den samme vidunderlige fornemmelse jeg husker af at sidde alene i 'boblen' og modellere, er identisk med den fornemmelse af ro, glæde og stilhed jeg senere fik i livet - og som jeg også i dag kan føle, når jeg skriver min musik."
Chokolademanden henne på hjørnet, Ludvigsen, som spillede i Cirkus Schumann, havde en søn som Mikkelborg legede med. Inde i baglokalet lå Ludvigsens trompet. Ludvigsen kunne se, at Palle og trompeten hurtigt 'fandt hinanden' så godt, at Ludvigsen bad Palles forældre om at købe en trompet til drengen:
"Hos Wilhelm Hansen købte jeg de kendte trompetskoler Arban og Schlossberg. Jeg sparede sammen til at købe et bedre instrument. Den gamle King blev skiftet ud med en ny Olds. Mine senere lydlige ønsker er blevet klangligt realiseret af mine tre trofaste Martin-trompeter, som jeg den dag i dag har en kreativ dialog med."
Inspirationskilder
Palle Mikkelborg begyndte at spille sammen med venner i nabolaget og de første kompositioner så dagens lys. Han var 16 år og blev medlem af Bent Ronaks Bigband og begyndte at spille i kunstnertemplet Vingården på Nikolaj Plads, i Finn Mickelborgs orkester. Da Radiojazzgruppen blev etableret i begyndelsen af 60'erne, var den 20-årige Mikkelborg med. Og da Ib Glindemann startede Det Ny Radiodanseorkester (det senere Radioens Big Band), var Mikkelborg også med.
"Det var under disse meget gunstige vilkår, at jeg lærte at spille. Hvor flere af mine venner og kolleger søgte konservatorievejen, valgte jeg den 'hårde' professionelle musikertilværelse. Som en Stefan Zweigsk stjernestund husker jeg mødet med Miles Davis' udgave af When Lights are low. Pludselig forstod jeg, hvor jeg klangligt hørte til. Oplevelsen af instrumentet så tæt på den menneskelige stemme, betog mig dybt og har været mit klanglige ideal lige siden. Naturligvis sideløbende med min glæde ved at lytte til Clifford Brown, Chet Baker, Booker Little, Dizzy, Armstrong..."
"Det føles næsten overflødigt at sige, at Miles' og Gil Evans' mesterværker Sketches of Spain og Porgy and Bess var og er helt centrale. Også som inspiration da min interesse for at komponere voksede.
Når vi taler om stjernestunder, er det helt relevant at nævne Ives' The Unanswered Question, Messiaens Turangalîla-symfoni, Stravinskys Sacre og Ravels Daphnis et Chloë. Disse gjorde et uudsletteligt indtryk på mig, og de står stadig som lysende stjernestunder for mig - naturligvis sammen med de mange, der er kommet til."
"Via mit arbejde i Radiohuset havde jeg mulighed for at overvære prøveforløb med Radiosymfoniorkestret. Min spirende dirigentvirksomhed fik ekstra grobund ved, at jeg kunne overvære prøver med dirigenter som f.eks. Sergiu Celibidache. Plus at jeg naturligvis fik hørt en fantastisk masse ny musik, idet jeg også i de år var fast abonnent på Torsdagskoncerterne. Når jeg tænker på de mange oplevelser, hæfter jeg mig ved Per Nørgårds 3. Symfoni, Pende-reckis Lucaspassion, Axel Borup-Jørgensens Marin og naturligvis Celibidaches betagende fortolkninger af Ravel og Debussy."
Henimod Aura
Mikkelborg var i flere perioder i 70'erne og 80'erne dirigent for Radioens Big Band og Radiojazzgruppen og i den periode blev hans første stort anlagte kompositioner opført af de ovennævnte orkestre. De mere symfonisk anlagte værker blev bestilt og opført af Radiounderholdningsorkestret.
Også igennem 70'erne var Mikkelborg en eftertragtet solist i forskellige bands, f.eks. Peter Herbolzheimer Big Band og George Gruntz Big Band. Mikkelborg selv stod som leder af V-8 og senere Entrance. I 1980'erne var det samarbejdet med orkestre og musikere som Gil Evans Big Band, George Russell Big Band, Hermeto Pascoal, Gary Peacock, Terje Rypdal, Jan Garbarek og den danske trio Heart to Heart, der stod i centrum.
Af centrale kompositioner af Mikkelborg kan nævnes Mysterious Corona (1967),
Louisiana Suite (1972), Mayas Slør (1973), Rejsen mod... (1978, rev. 1988), A Simple Prayer (1981), Alt er betydningsfuldt (1987), Soundscape (Lyset og linien - 1995), The Noone of Night (1997) - og ikke mindst værket Aura (1984, rev. 1985), en hyldest til Miles Davis i anledning af at Davis modtog Leonie Sonnings Musikpris i 1984.
I disse værker bruger Mikkelborg ikke fusionen eller det grænseoverskridende som mål, men som et naturligt udtryksmiddel baseret på erfaringer fra både den klassiske musik og improvisationsmusikken.
Mikkelborg sammenfatter sit virke sådan:
"Min livslange rejse i musikken og dens magi har dybest set haft ét formål: At få fred i sindet. Min personlige lyd og mit koncertkoncept er naturligt inspireret af min dybe interesse for livets spirituelle sider."
I Mikkelborgs musik er der kommet stadigt flere lange toner. Musikken ønsker at hvile i sig selv. Måske stadier på vej mod den omtalte fred i sindet?
En nordisk lyd
Er der en nordisk tone i Mikkelborgs musik? Kunstneren svarer:
"Vi er ubetinget et produkt af vores opvækst og vores lyd, og uanset min store interesse for den amerikanske jazzmusik, kan jeg alligevel i dag konstatere, at jeg nok i højere grad har været en dybt fascineret turist. Mit sande jeg hører nok til i blandingen af inspirationen og det smukke nordiske lys."
Mikkelborg refererer her til en udtalelse af den amerikanske komponist George Russell. Mikkelborg var i en periode som den eneste europæiske musiker med i Russells orkester. Den danske kunstner spurgte Russell, hvorfor han ville have danskeren til at åbne koncerten med en trompet-solo med sit elektroniske udstyr. Russell svarede:
"Det er interessant at opleve en musiker, der sender en tone ud i verden med ekko, og tør vente på, at ekkoet kommer tilbage. I Amerika ville man sandsynligvis ikke have givet sig tid til at vente." Det var Russells karakteristik af den timing, som er forskellig i nordisk og i amerikansk musik.
Mikkelborgs kunst har med jævne mellemrum naturligt været til diskussion. Man ved jo aldrig hvor man har ham...
Tidligt i livet blev han opfordret til at søge medlemsskab i Dansk Komponist Forening, men dengang var man ikke så modtagelig for Mikkelborgs musik og tanke. I dag, som medlem af foreningen, erindrer han:
"Jeg har et brev fra Dansk Komponistforening, som jeg fik tilbage i anledning af min ansøgning om at blive medlem. I brevet står der: "De kan desværre ikke optages i Komponistforeningen, da Deres værker er for underholdende."
Om tiden er en anden eller om jeg har forandret mig - jeg kan ikke svare på det. Lige nu kan jeg kun glæde mig."
