Læsetid: 7 min.

Ridder Rap

21. november 1997

Fra en avis i to eksemplarer over Dylan Thomas' walisiske brægen - sådan blev jeg forfatter

TILLÆG (2. SEKTION)
Om jeg skriver, når jeg er beruset? Jamen, jeg beruser mig i skrift. Har De det? Var det Pylreposten, De sagde De kom fra? Hvad si'r De? Byldepesten? Nå, Pylderposen! Ja, der er mere mellem himmel og jord end den nød, der lærer nøgen mand at pisse i vasken.
Og det var jo faktisk i Pylderposen, det begyndte. Dengang havde jeg ingen tøjler på Pegasus, og den galopperede lige ind med en Lune Jyder. Måske var det Pomona. Jeg var vel ikke mere end lige godt ti.
Før det udgav jeg Aftenbladet i et dagligt oplag på to hjemme i Odder, så far kunne se, hvad der var sket i det lille hjem, når han kom hjem fra kontoret. En original og en kopi. Min lillesøster udgav en konkurrerende sladdersprøjte, der - så vidt jeg husker - hed Glimt. Jeg trykte Aftenbladet i et bliklåg husblas med hektografblæk efter en opskrift fra Populær Mekanik. Det var bloddryppende kedeligt, og jeg vidste ikke, at poesien lå lige om hjørnet og bjæffede, da jeg lidt senere begyndte at referere fodbold i en af de lokale aviser.
Odder lå dengang i toppen af serie I og spillede hvert år oprykningskampe til mesterrækken. De tabte hver gang. Især til Ikast men også indimellem til Videbæk. Vores centerforward havde ikke bare koldt højreben, det var stift. Efter en trafikulykke. Men han var en ren Lundberg med venstre og god med hovedet. Som jeg husker det bestod holdet mest af fordrukne slagteriarbejdere med en skolelærer som højre wing og en disponent som stopper. Han kom senere til AGF og på landsholdet. Orla havde spillet i B 93 og været i de store aviser.
Folk råbte jo det sædvanlige, men jeg råbte sjældent. Reportere råber ikke. Men en dag gik optugtelsen over naturen, og jeg skreg så højt jeg kunne, helt alene: "Ud med dommer'n, han har lort i lommer'n!" Hvad der nu skete var et tegn fra himlen. Det lille sorte røvhul blæste hele kampen af og kom direkte ud til mig for at spørge, hvad jeg mente med det. Jeg kan ikke huske, om jeg svarede. Jeg var en af de udvalgte. Jeg var helt knust.
Og selvfølgelig fortolkede jeg det på hovedet. Det var oplagt, at jeg var sat på jorden for at poetisere sportsjournalistikken, og det var først langt senere, jeg indså, at det var omvendt.

Så hvad skulle jeg i gymnasiet. Ingen i min familie havde nogensinde været sådan et sted før. Jeg ville ikke. Jeg strittede imod. Jeg ville i hvert fald være matematiker. Jeg vidste vel, hvad der ventede mig.
Men jeg kom der, og som nysproglig. Derved gik jeg heldigvis glip af den indføring i Gunnar Björling, som Finn Stein Larsen på Århus Katedralskole gav matematikerne. Jeg ville langtfra have været moden til det. Det ville have ødelagt alt, før det begyndte. Jeg ville have set mig selv, før jeg vidste, at jeg var. Og jeg ville ikke. Jeg ville ikke. Men det kom alligevel.
Pludselig midt i en engelsktime blev jeg vækket af en højlydt, melodisk syngende brægen med walisisk accent oppe fra lærerens båndmaskine: "Now as I was young and easy under the apple boughs," sagde det, "about the lilting house and happy as the grass was green, the night above the dingle starry, time let me hail and climb golden in the heydays of his eyes, and honoured among wagons I was prince of the apple towns and once below a time I lordly had the trees and leaves trail with daisies and barley down the rivers of the windfall light."
Og der kom fem mere af den slags, og "all the sun long it was running, it was lovely, det var flying with the ricks, and the horses flashing into the dark on to the fields of praise. Halleluja! And nothing I cared, at my sky blue trades, that time allows in all his tun'eful turning so few and such morning songs before the children green and golden follow him out of grace," for var det ikke nøjagtig som manden sagde: "Oh as I was young and easy in the mercy of his means, time held me green and dying though I sang in my chains like the sea."

Dylan Thomas hed han, og jeg forstod ikke en skid, og jeg forstod det hele, det var ligesom de lange breve med blækstift fra moster Sara, og verden stod tændt som et juletræ, og alting var gratis, og sneen faldt i dynger og spurven sad så stum bag kvist, og jeg var født. Det var Aakjær, Blicher og ikke mindst Robert Burns:

To a mouse, on turning her up in her nest, with the plough, november 1785.

WEE, sleeket, cowran,
tim'rous beastie,
O, what a panic's in
thy breastie!
Thou need na start awa
sae hasty,
Wi' bickering brattle!
I wad be laith to rin'
an' chase thee,
Wi' munrd'ring pattle!

I'm truly sorry Man's
dominion
Has broken Nature's
social union,
An' justifies that ill opinion,
Which makes thee startle,
At me, thy poor,
earth-born companion,
An' fellow mortal!

I doubt na, whyles,
but thou may thieve;
What then? poor beastie,
thou maun live!
A daimen-icker in a thrave
'S a sma' request:
I'll get a blessin wi' the lave,
An' never miss't!

Thy wee-bit housie, too,
in ruin!
It's silly wa's the win's
are strewin!
An' naething, now,
to big a new ane,
O' foggage green!
An' bleak December's
winds ensuin,
Baith snell an' keen!

Thou saw the fields laid
bare an' wast,
An' weary Winter comin fast,
An' cozie here, beneath
the blast,
Thou thought to dwell,
Till crash! the cruel
coulter past
Out thro' thy cell.

That wee-bit heap
o' leaves an' stibble,
Has cost thee monie
a weary nibble!
Now thou's turni'd out,
for a' thy trouble,
But house or hald,
To thole the Winter's
sleety dribble,
An' cranreuch cauld!

But Mousie, thou art
no thy-lane,
In proving foresight
may be vain:
The best laid schemes
o' Mice an' Men,
Gang aft agley,
An' lea's us nought
but grief an' pain,
For promis'd joy!

Still, thou art blest,
compar'd wi' me!
The present only
toucheth thee:
Eut Och! I backward
cast my e'e,
On prospects drear!
An forward, tho' I canna see,
I guess an' fear!

Indtil da havde jeg ikke vidst det, men nu gjorde jeg. Poesi er ikke tanke, det er sang og handling, det er hellig jublende blå snak og musikken kom tumlende ind med Jack Kerouac, og hans bøger kunne man købe i billige amerikanske udgaver hos Clausen på Rådhuspladsen i Århus og på det hjørne, hvor der nu er Mackie's Pizza.
Det var slut på 50'erne, verden var åbnet, erkendelsens dør blev revet af i hængslerne og brændt på begejstringens bål, og en strøm af elendige digte besatte det næste par år.
Jeg troede jo, at jeg havde fundet min stemme. Sådan er det. Så jeg var Olson, jeg var Kerouac, jeg var Aakjær og Burns, jeg var Faulkner. Dengang midt om natten, da min far uforvarende kom til at køre en hest ned med sin Ford Oxford 1930 på landevejen syd for Horsens, var jeg endda Hemingway. Det var perfekt. Projektører. Regn. Asfalt. Døende hest. Blod og skrig. Og lille Peter med sin notesblok: Se, hør, udhold, skriv!

Og det gjorde han så. Og det hele blev sendt til Hvedekorn, hvor Uffe Harder sad og ikke ville have det. Han gav gode råd, og jeg rasede og skældte ud, for kom jeg ikke her med det nyeste nye i ny poesi direkte fra de store vidder i os allesammen, der hvor alle stemmer er én, nemlig min?
Til sidst sendte jeg så i stedet til Ord och Bild i Sverige, hvor jeg var skvattet over konkrete digte af Jarl Hammarberg, både håndskrevne bogstaver, side op og side ned, fart og udtryk og ingenting blæst tværs igennem kraniet, og de svenskere tog det sgu. Og de skrev bagefter, at den her Laugesen var en ung talentfuld dansk digter, der havde sendt dem det der og "om han också vill ha pengar får han sända sin adress". Pengar!
Det gjorde jeg: American Express, Paris! Og de lå der. En formue. Nok til en nat på hotel med brusebad, så var det ned på flodbredden igen med et dansk pas som værn mod de brutale politirazziaer, der gik målrettet efter magrebinere. Og Hvedekorn sagde ja lige bagefter - tag det roligt, skrev Uffe, og det brev dukkede op i min mors papirer, da jeg ryddede op efter hendes død.
Nu ser jeg Samuel Beckett sige til en ung beundrer, at det ikke er det at få det udgivet, det handler om. Man skriver for at kunne trække vejret. Det er så sandt som det er banalt, og til sidst trækker man vejret gennem en skrivemaskine og nogen beder en fortælle, hvordan det begyndte. Det begynder nu. Vil de trykke det?

Til far og mor for det der lå under juletræet 1960: Dylan Thomas' 'Collected Poems' og 'Portrait of The Artist As a Young Dog'

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu