Læsetid: 3 min.

Risiko for finansiel nedsmeltning

19. november 1997

Hans-Peter Martin fra det tyske ugemagasin Der Spiegel, der er forfatter til bog om globaliseringsfælden advarer mod nedsmeltning på det globale finansmarked

Alarmklokkerne blinker på det globale finansmarked, hvor den sydøstasiatiske krise har bredt sig til Sydkorea. Den koreanske valuta, won'en, satte tirsdag nye bundrekorder overfor den amerikanske dollar. Mens man i Sydkorea spekulerer over, hvornår Den Internationale Valutafond (IMF) kommer landet til undsætning med en redningspakke, er Clintonadministrationen i USA dybt bekymret over, om smitten for alvorlig breder sig til Japan. Mandag gik Japans tiende største bank, Hokkaido Takushoku, konkurs, og flere gældsatte finansinstitutioner risikerer at følge efter.
Den amerikanke finansminister Robert Rubin har sendt et advarselsbrev til Tokyo om at lave et økonomisk hasteindgreb. Og samtidig rapporterer avisen International Herald Tribune, at der på grund af overkapacitet i en række industrier er risiko for en dominoeffekt i den globale økonomi.
Den pessimisme deler Hans-Peter Martin, der er redaktør for det tyske ugemagasin Der Spiegel og medforfatter til den internationale bestseller, Globaliseringsfælden. Angrebet på demokrati og velstand, som netop er udkommet på dansk på forlaget Borgen.
I interview med Information siger han:
"Jeg er bekymret. Se blot på, hvad der er sket i de sidste få uger. Det er alvorligt. Vi kan høre, at et tordenvejr er på vej på det internationale finansmarked."
- Er vi på vej mod et stort aktiekrak?
"Jeg tror, at vi er på vej mod en meget alvorlig krise på finansmarkedet. Det er alarmerende, at flere analytikere i de seneste dage har kunnet sammenligne finansmarkedet med faren fra atomkraftværker. International Herald Tribune skriver, at der er fare for en nedsmeltning i Japan."
- Hvorfor er Robert Rubin bekymret og sender advarselsbreve til Japan? "Fordi japanerne er dem, der ejer flest amerikanske statsobligationer, og hvis japanerne - på grund af en finansiel nedsmeltning i Japan - tvinges til at sælge amerikanske statsobligationer, vil det få alvorlige konsekvenser for finansmarkedet i USA.
Man kan på det finansielle marked, som med atomkraften, indbygge nogle sikkerhedssystemer, men man ved aldrig, hvad der vil ske."

Stakket frist
Siden krisen med den thailandske Bath tog fart i juli måned og spredte sig overalt i Asien, har Den Internationale Valutafond i samarbejde med en række regeringer mobiliseret ekstraordinære lån til Thailand, Filippinerne og Indonesien på ialt 60 milliarder dollar. Men Hans-Peter Martin mener, belært af erfaringerne fra Mexicos peso-krise i 1994, at det blot er en stakket frist:
"Vi har været vidner til endnu en meget dyr økonomisk redningsaktion. Men de kan ikke dæmme op for krisen, der er alvorlige vanskeligheder i Sydkorea og Japan er virkelig udsat."
- I modsætning til den mexicanske peso-krise i 1994 har USA og EU-landene ikke været villige til at støtte en "bail out" i Asien?
"Men hvad betyder hjælp? I pesokrisen var det en redningspakke til fondsmanagere, der havde spekuleret. Man kan ikke have spekulation med et socialt sikkerhedsnet. Det opmuntrer til endnu mere spekulation, hvis folk på forhånd ved, at den gode bedstefar kommer og redder dem, når det går galt. De folk, der tager de risikofyldte positioner på aktiemarkedet og på ejendomsmarkedet, minder om unge teenagere, der kører bil, altid i tophastighed, og når noget går galt, ender det med en total smadring."
- Men en finansiel nedsmeltning har også mange andre ofre end spekulanterne?
"Ja, sådan siger man altid, men det er forkert at se det på den måde. Vi taler kun om brandmænd og redningsaktioner, men vi burde i stedet tale om ordentlige reguleringer, så finansmarkedet ikke udvikler sig så vildt," siger Hans-Peter Martin, der foreslår, at EU, Japan og Nordamerika indfører en afgift på een procent på alle valutatransaktioner, som foreslået af den amerikanske nobelpristager i økonomi, James Tobin.

(1. udgave af avisen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu