En ny bog om de danske græsrødder har fod på deres politiske fortjenester men ikke på deres kulturelle betydning
Politik
Det traditionelle politiske system, som bæres af de politiske partier, bliver jævnligt diskuteret, ikke mindst fordi de gamle massepartier smuldrer. Det politiske system er i efterkrigstiden blevet udfordret fra anden side end medlemsflugt og stigende gennemsnitsalder, nemlig fra de såkaldte bevægelser, nogengange kaldt græsrodsbevægelser. Fredsbevægelser, kvindebevægelser, atomkampagner, Vietnambevægelser osv. Deres antal er uoverskueligt stort.
Historikeren Søren Hein Rasmussen har udvalgt en række af disse efterkrigstidens bevægelser til undersøgelse i en stort anlagt analyse med titlen Sære alliancer. Analysens største afsnit er en historisk del, som forsøger at rekonstruere disse udvalgte bevægelsers udvikling. En mindre del gennemgår forskningen i græsrodsbevægelser og formulerer på baggrund heraf et skelet til forståelse af græsrodsbevægelsens karakter. Bevægelserne, som bogen gennemgår er Fredens Tilhængere og Fredskonferencerne, Atomkampagnen, Vietnambevægelsen, EF-bevægelsen, anti-atomkraftbevægelsen og 80'ernes fredsbevægelse.
Forfatteren har tidligere sammen med Johs. Nordentoft udgivet en bog om Atomkampagnen og Vietnambevægelsen, som derfor er behandlet noget stedmoderligt i bogen her. Men for de øvrige bevægelser er der tale om et pionerarbejde. I hvert fald finder man ingen andre steder så grundig en redegørelse for disse bevægelsers historie.
Så vidt jeg kan se, er det et grundigt og hæderligt arbejde, som i det store og hele fremstiller historien rimeligt nuanceret. For mange af dem, som selv har deltaget i disse bevægelser, vil det sikkert være lærerigt at se bevægelsens historie udefra. For den deltagende kan det nemlig være svært at skaffe sig et overblik.
Tordenskjolds soldater
Den interesse, som styrer fremstillingen er politikhistorisk. Det er udviklingen i politiske temaer og bevægelsernes mulige effekt på det politiske etablissement, som optager Søren Hein Rasmussen. Selvom han er historiker, deler han i høj grad interesse med politologerne. Det bestemmer to afgørende træk ved bogen: udvalget af bevægelser og det samlende synspunkt i historien. De udvalgte bevægelser har alle det til fælles, at de tager afsæt i politiske ændringer, som kommer til Danmark udefra og som bevægelserne reagerer negativt på. Han kunne jo have taget andre bevægelser med som kvindebevægelsen, kollektivbevægelsen, seksualreformbevægelsen, økologibevægelsen osv. Havde han gjort det, havde han måttet ændre mange af sine overvejelser og flyttet fokus fra politik til politik og kultur.
Når han forfølger de udvalgte bevægelser, ser han en meget høj grad af kontinuitet, når det gælder personer og politiske baggrundsmiljøer. Faktisk ser han en lille gruppe af Tordenskjolds soldater, som PET sikkert har samlet i et særligt kartotek som 'overopviglere'. Denne kontinuitet er ikke forkert. Men den er heller ikke hele sandheden. Og det hænger ret præcist sammen med, at han kun har øje for politikkens historie.
Første ungdomskultur
Sammenligner vi f.eks. 50'ernes fredsbevægelse med Kampagnen mod Atomvåben er det naturligvis rigtigt, at de personer, som indgik i ledelsen af den sidste, alle havde en fortid i den første. Men på tværs af denne kontinuitet går et helt afgørende brud i kultur: 50'ernes fredsbevægelse havde udviklet sig i et klima, hvor alt var enten-eller, Øst-Vest. Kampagnen var imod atomvåben både i Øst og i Vest og købte ikke DKP's ide om at russernes atomvåben var fredsbomber. Denne hverken-eller holdning var begyndelsen til en ny radikal kultur i høj grad båret af helt unge mennesker. Det var en kultur, som ikke bare handlede om politik, men også om alle mulige andre ting. Kampagnen var én af vores tidligste eksempler på en ungdomskultur. Måske var atomkampagnens væsentligste aspekter slet ikke på politikkens område, men på identitetens og kulturens.
Søren Hein Rasmussen definerer politiske bevægelser som noget, der foregår udelukkende på politikkens område. Havde han medtaget nogle af de andre bevægelser, var hans definition, som er knyttet til politik og organisation, faldet. Men i stedet havde han måske også fået et socialt og kulturelt felt, hvor aktivisterne var deltagere i flere bevægelser på én gang, som tegnede omridset af en sammenhængende måde at forholde sig til tilværelsen på.
Bogens historiske del ville nok i en vis udstrækning blive berørt af en sådan ændring af synspunkt og metode. Men der er så meget godt i den historiske fortælling, at bogen alligevel er af stor nytte for dem, som vil arbejde videre med forståelsen af bevægelserne og deres rolle. Den er et bidrag.
*Søren Hein Rasmussen: Sære alliancer. Politiske bevægelser i efterkrigstidens Danmark, 367s., 300 kr. Odense Universitetsforlag
