Iraks stædighed har spoleret russiske forsøg på at hindre en eskalering af krisen - et diplomati, der også er ansporet af russiske strategiske og økonomiske interesser
Rusland har under den eskalerende konflikt om udvisningen af de amerikanske FN-inspektører fra Irak fulgt en konsistent linje: Offentlig fordømmelse af den irakiske regerings skridt, kategorisk afvisning af FN-sanktionerede militære straffeaktioner - samt et stille diplomati, der skulle få Bagdad til at bakke ud af konflikten uden at tabe ansigt.
Rusland stemte onsdag aften for FN's sikkerhedsråds resolution, der indførte et rejseforbud for de irakiske regeringsembedsmænd, der var ansvarlige for at hindre FN's våbeninspektører i Irak i at udføre deres arbejde. Resolutionen advarede desuden Irak om, at der vil blive taget "yderligere forholdsregler", hvis Bagdad ikke tilbagekalder beslutningen om at udelukke alle amerikanere blandt FN-våbeninspektørerne.
Samtidig erklærede den russiske FN-ambassadør, Sergej Lavrov, kategorisk, at "militæraktioner (mod Irak, red.) ikke vil blive støttet af Sikkerhedsrådet" - underforstået: vil blive blokeret af Ruslands veto.
Det russiske parlament, Duma'en, gik endnu videre, da det fredag vedtog en resolution, der sagde, at Irak havde opfyldt praktisk taget alle FN-resolutioner, bl.a. kravet om at destruere alle illegale våbenarsenaler.
Forgæves mægling
Når Rusland alligevel stemte ja i Sikkerhedsrådet til en relativ hårdt formuleret resolution, som Moskva tidligere - sammen med Kina og Frankrig - har afvist at støtte, skyldes ifølge politiske iagttagere, at russiske forsøg på at mægle i konflikten med Irak er slået fejl - først og fremmest på grund af Bagdads stejlhed.
Diplomatiske kilder ved FN siger til nyhedsbureauet Reuter, at den russiske udenrigsminister, Jevgenij Primakov, som har et solidt kendskab til Mellemøsten og taler arabisk flydende, personligt var involveret i sidste minuts-forhandlinger med den irakiske vice-ministerpræsident, Tariq Aziz, med et formål at opnå en fredelig løsning af krisen - men at forhandlingerne slog fejl.
Ifølge de samme kilder forsøgte Primakov at få Irak med på en handel: Bagdad skulle tilbagekalde beslutningen om at udvise de amerikanske våbeninspektører mod at FN ville fremskynde våbeninspektørernes vurdering af, hvorvidt Irak har levet op til kravet om at nedruste.
Det er denne vurdering, der - hvis den er positiv - kan føre til, at de internationale sanktioner mod Irak kan afvikles.
Men dette forsøg på at fortælle Irak, at der er lys for enden af tunnellen, mislykkedes, da Irak ikke viste den mindste bevægelighed i spørgsmålet om de amerikanske FN-inspektører.
Ruslands dilemma
"Ruslands politik over for Irak kan bedst betegnes som modsætningsfyldt", vurderer professor Bertel Heurlin, forskningschef på Dansk Udenrigspolitisk Institut (DUPI).
"På den ene side er der den grundlæggende interesse i russisk udenrigspolitik - nemlig at bevare og udbygge samarbejdet med Vesten. Moskva kan indgå nok så mange aftaler med Japan og Kina - Ruslands fremtid ligger i Europa. Det har Moskva erkendt, og derfor har man bl.a. accepteret NATO-udvidelsen".
"Men på den anden side har Rusland andre interesser, som gør, at man nu ikke - som i 1990-91 - indgår i en USA-ledet alliance mod Saddam Hussein".
Bertel Heurlin nævner tre forhold:
*Rusland ønsker at understrege - som Frankrig og Kina iøvrigt - at man nok accepterer USA's rolle som eneste tilbageværende supermagt, men at man ikke af den grund accepterer, at Washington udsteder diktater i international politik, men ønsker at fastholde, at regionale stormagter - som Rusland - skal have indflydelse.
*Rusland er - som iøvrigt Washington - bekymret for, at Irak bryder sammen som stat, hvis Saddam Hussein tvinges fra magten, og at pro-iranske grupper i Irak styrkes. Moskva foretrækker til enhver tid en kontrolleret Saddam Hussein fremfor et yderligere styrket fundamentalistisk-islamisk Iran med interesser langt inde på det tidligere Sovjetunionens territorium.
*Endelig har Rusland - lige som Frankrig, men i modsætning til USA - stærke økonomiske interesser i en afskaffelse af sanktionerne mod Irak.
Olie-interesser
De tætte forbindelser daterer sig helt tilbage til Sovjetunionens dage - og Irak skylder stadig mia. af dollars, de lånte af de daværende magthavere i Moskva.
For tiden venter det største russiske olieselskab, Lukoil, sammen med flere partnere på, at de rettigheder, konsortiet købte i april på udvinding af olie fra det irakiske Western Qurna-felt, kan realiseres. Den skønnede produktion er på 600.000 tønder om dagen, og feltet menes at indeholde mellem 15 og 30 mia. tønder. Netop for øjeblikket foregår forhandlinger mellem Irak og det russiske selskab Masjinoimport om retten til udvinding af olie og gas fra North Rumelia-feltet, skriver Reuter.
Men i sidste ende forventer Bertel Heurlin, at det bliver Ruslands ønske om tæt tilknytning til Vesten, der sejrer.
"Rusland vil ikke stemme for FN-sanktionerede væbnede angreb mod Irak. Men man kan udmærket forestille sig, at USA - alene eller sammen med de nærmeste allierede - foretager målrettede og begrænsede militære angreb. Rusland vil nok protestere, men stiltiende acceptere sådanne aktioner", mener Bertel Heurlin.
