Læsetid: 3 min.

Rusyneren Andrej Warhola

12. november 1997

Det Danske Filmværksteds SneakBar byder i november på film om Andy Warhol

NY FILM
November måneds mest bemærkelsesværdige indslag i Filmhusets såkaldte SneakBar - præsentationen af nye produktioner fra Det Danske Filmværksted - er en dokumentarfilm, der sporer Andy Warhols rødder tilbage til den slovakiske landsby Miková.
Efter kommunismens sammenbrud har flere østeuropæ-iske lande gjort krav på at have fostret popkunstens betydeligste ikon, men for nogle år siden blev det slået fast, at Warhols forældre stammede fra Miková, og at de dermed tilhørte den etniske minoritet rusynerne, et bjergfolk fra et område af Karpaterne, som strækker sig hen over græn-serne mellem Polen, Slovakiet, Ungarn, Ukraine og Rumænien.
Som omtalt i lørdagsavisen var den rusynske minoritet i denne weekend emnet for en international konference i København. Rusynerne har indtil for nylig levet i relativ ubemærkethed, men i de senere år har man - bl.a. med Warhol som løftestang - forsøgt at oprette et hjemmestyre og at opnå en vis grad af autonomi. Problemet er, at Ukraine, hvor størstedelen af rusynerne bor - 650.000 - hidtil har nægtet at anerkende dem som etnisk minoritet.

Warhol festival
I filmen The Warhol Nation har de to unge danske dokumentarister Jakob Høgel og Tom Trier besøgt Miková og talt med en række mennesker, der enten hævder at være beslægtede med Warhola-familien, eller som kan bruge den afdøde New York-kunstner i bestræbelserne på at placere rusynerne på det nye, brogede Europakort.
Rusynernes dyrkelse af Warhol bakkes op af The Warhol Foundation, som med broren John Warhola i spidsen har støttet etableringen af et Andy Warhol Familiemuseum for Moderne Kunst i regionens eneste større by Med-zilaborce. Her afholder man hver sommer en Andy Warhol festival, og i en af filmens mest bizarre scener ser man en gruppe rusynske folkedansere i aktion mellem to kæmpemæssige Campbell's suppedåser placeret foran museets indgang.
I en ligefrem og ukunstlet stil fortæller The Warhol Nation en absurd historie, der under overfladen af kuriøse detaljer rummer et sigende billede af behovet for identitet og selvfølelse hos de mange regioner, som i disse år mærker følgerne af Østeuropas nye statsdannelser og turbulente samfundsomvæltninger.
Der siges at være ældre rusynere, som uden at have forladt deres landsby har levet i syv forskellige stater op gennem dette århundrede. Det er derfor ikke ganske uden grund, når den lokale 'warholiker' Jozef Keselica ved filmens indledning peger på, at Warhols statement "I come from nowhere" er en følelse, som de fleste rusynere kan nikke genkendende til.
For Jozef Keselica, der under kommunismen samlede på tyggegummipapir, colaflasker og alt, hvad der blot smagte den mindste smule af Vesten, fremstår Warhol som en åbenbaring. Andre er måske mindre fanatiske, men alle kan på deres egen måde bruge den kunstner, som selv gjorde en dyd ud af at bøje sin identitet efter omstændighederne.

Samlingspunkt
Borgmesteren i Miková taler om Warhol som et samlingspunkt for et splittet folk. En vis Jan Zavadski - angiveligt Warhols fætter - fortæller, hvordan hans tante (Warhols mor) som så mange andre østeuropæere udvandrede til USA i 1911. Og man hører, hvordan en række forskere og kuratorer vrider kendsgerninger og myter for at dekonstruere figuren Warhol og tilpasse den funktionen som rusynernes pejlemærke. Eksempelvis erstattes Warhols påståede homoseksualitet med diagnosen 'neurotisk impotens', og snarere end fremhæve hans kunstneriske projekt hæfter man sig ved hans genetiske forankring i den rusynske arvemasse.
Ved filmens slutning drikker 'warholikeren' Jozef Ke-selica sågar den 'rusynske guds' blod ud af en Campbell's suppedåse.
Andy Warhol besøgte aldrig Slovakiet, mens han var i live, men der er noget, som tyder på, at hans udødelighed på længere sigt hverken vil blive forankret i Pittsburgh eller New York, men snarere i den rusynske landsby Miková i Karpaterne.
Foruden filmen om Warhols rødder indgår følgende i novembers SneakBar: 50 Minutes Rome af Jannick Spidsboel, en detaljerig og absolut seværdig collage, hvor filminstruktøren Bernardo Bertolucci og en række andre fortæller om deres forhold til den italienske hovedstad; Optimisten af Morten Dragsted, en fjollet novellefilm om en mand, der forsøger at overbevise sig selv om, at det er tilfredsstillende at være single; samt Heinz Buys a Tomato af Niels P. Meldgaard og Thomas Eikrem, en moralsk historie fortalt i diabolske tegninger og på klingende Valbyengelsk.

*SneakBar, Det Danske Film-værksted. Filmhuset. København. Hver torsdag i nov., kl. 21:00.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu