Analyse
Læsetid: 6 min.

Saddam kæmper for at holde gryden i kog

4. november 1997

Uanset udfaldet af ugens magtkamp mellem Irak og FN, er det lykkedes Saddam Hussein at synliggøre splittelsen i FN

En stat, som ikke erobrer, forfalder og går i opløsning.
Citatet er den italienske statsmand Macchiavellis. Det blev fremsat på tærsklen mellem 1400- og 1500-tallet og burde ikke have nogen som helst aktualitet på tærsklen til det 21. århundrede.
Men den verserende magtkamp mellem FN og Iraks præsident Saddam Hussein viser, at tanken holder endnu. Ganske vist måtte Saddam opgive at erobre Kuwait, men han har siden benyttet sig af en erobrings-type, der er nok så effektiv i den moderne medieverden: han erobrer avisoverskrifter, alias opmærksomhed, alias magt. Målet: at undgå sit eget forfald og sin egen opløsning.
Nogle analytikere har i den forgangne uges forløb hævdet, at Saddam Hussein endnu engang har forregnet sig. Det siges, at han så sit snit til at lave ballade, fordi uenigheden i FN's Sikkerhedsråd efterhånden er tydelig for enhver. USA og Storbritannien ønsker på den ene side en fortsat jernhård linje mod den gale og skrækkeligt farlige Saddam og afviser enhver tale om at lempe sanktionerne mod landet. Over for denne holdning står en voksende gruppe af lande, der snart synes, at irakerne har lidt nok, og at Saddam er banket så meget på plads, at hans realitetssans må forventes at række til en erkendelse af det vanvittige i at smide smide farligt gift i hovedet på nogen eller sende kampvogne på krydstogt over lande-
grænser. Man kan - mener denne gruppe lande - godt forsvare gradvist at lette trykket på landet.
Denne holdning kom tydeligt til udtryk, da Sikkerhedsrådet i forrige uge skulle stemme om en resolution om nye sanktioner mod irakere, der angiveligt har smækket døren i for næsen af FN's våbeninspektører, mens disse snusede rundt efter giftgasser og andre væmmelige udryddelsesmidler på irakisk territorium. USA og Storbritannien mente, at nye sanktioner var det eneste rigtige svar på tiltale, men Rusland, Kina, Frankrig, Egypten og Kenya var imod. Derfor blev det kun til trusler om nye sanktioner.

Hjemme i Bagdad har Saddam Hussein utvivlsomt følt sig opildnet af at være centrum for verdens skænderier, for er der noget, han kan lide, så er det, når vi snakker om ham. Og endnu bedre: når vi skændes om ham. Det giver ham den chance for at sætte lus i skindpelsen, der er forudsætningen for, at han kan få indflydelse. Og sen var han da heller ikke til at gribe chancen for at slå USA i hovedet ved at smide USA's våbeninspektører ud af landet. Han følte sig beskyttet af spliden i Sikkerhedsrådet.
Når nogle analytikere så siger, at han har forregnet sig, er det fordi de formoder, at Saddams seneste provokation vil få uenigheden til at forsvinde som dug i den irakiske ørken og sende de uenige lukt tilbage i hinandens favn. Men det er i høj grad spørgsmålet, om dette vil ske på andet end ganske kort sigt. Lars Erslev Andersen, der er lektor ved Center for Mellemøststudier ved Odense Universitet, tror snarere, at Saddam Hussein har set rigtigt, og at det mindst er lykkedes ham at synliggøre, hvis ikke accentuere, verdenssamfundets uenighed om Irak-politikken.
Især rører den arabiske verden på sig og viser spæde tegn på at fravige sin hidtidige stiltiende accept af USA's benhårde linje. Ikke fordi landene er glade for Saddam, men fordi de trods mangelfulde demokratiske institutioner har en intern opposition at forholde sig til. En opposition, der er lydhør over for Saddam Husseins ganske vist hykleriske nødråb på sit lidende folks vegne, og som råber højere og højere for hver gang USA smider bomber over Irak eller påvirker FN til at forlænge eller øge sanktionerne. Det gælder for Jordan såvel som Egypten og Saudi Arabien, hvoraf sidstnævnte er USA's nærmeste allierede i den arabiske verden.
Sammenslutningen af arabiske lande i den Arabiske Liga udtalte søndag, at den er meget modstander af en militær løsning på den verserende konflikt. Vestlige diplomater i Kuwait sagde samme dag til nyhedsbureauet Reuter, at en del af magteliten i Kuwait frygter, at en militær løsning vil øge splittelsen i FN, hvilket absolut ikke anses som nogen fordel for Ku-
wait, der som bekendt kender effekten af irakisk overmod.
Den arabiske verdens spæde tegn på støtte til Irak eller i hvert fald modstand mod USA's linje skyldes også, at de arabiske lande føler en voksende frustration over, hvad de anser for USA's ensidige og enøjede støtte til Israel i den jødisk-arabiske konflikt.
Saddam Hussein ved, at så længe han sørger for, at Irak er på dagsordenen og gryden er i kog, lige så længe er der håb om, at splittelsen mellem de vestlige kræfter i FN og den arabiske verden kan vokse sig større. Til hans fordel.

Men hvorfor står USA så stædigt fast på at holde Saddam Hussein i jerngreb, når man tager i betragtning, at hans land er i knæ og hans styre presset af snart syv års sanktioner og international overvågning i døgndrift?
Svaret er formentlig, at amerikanerne er overbeviste om, at Saddam Hussein aldrig kan blive en god fyr. Han er og bliver en inkarneret laban, der ved første lejlighed vil opruste og skyde løs med sit skjulte skyts, der ifølge våben-inspektørerne omfatter den dødbringende nervegas VX. Nogle få gram af denne gas er nok til at dræbe millioner af mennesker, og den er ti gange så dødelig som nervegassen sarin. I det lys er det en ringe trøst, at Irak har meddelt FN, at der kun er fremstillet nogle få kilo VX som et eksperiment. Uvisheden om, hvad der ellers gemmer sig af biologiske masse-ødelæggelsesvåben, rejser sig som en skrækvision, først og fremmest i Israel, der - nok ikke helt ubegrundet - regner sig selv som det første offer, hvis Saddam skulle få lyst til at afprøve effekten af sine eksperimentelle gasser. Den skræk har Israel naturligvis nævnt over for USA, hvilket er en anden vægtig grund til USA's uforsonlighed.
Man kunne med lige så megen ret stille spørgsmålet, hvorfor Saddam Hussein ikke bare opfører sig ordentligt og når frem til en ophævelse af sanktioner og overvågning gennem den flinke drengs taktik. Men her kommer der et indenrigspolitisk hensyn ind i billedet. Giver Saddam Hussein efter for presset udefra, vil han fremstå som en vatnisse i sit bagland. Begynder han først at slække på sin del-og-hersk-politik, risikerer han at skabe lommer for den opposi-
tion, han i dag så sikkert holder på afstand, blandt andet på grund af dennes interne etnisk-religiøse splittelse.

I mangel af det optimale scenario, nemlig at Saddam Hussein snart dør eller på anden måde tvinges fra magten, vil verden formentlig blive vidne til fortsatte pendulbevægelser: Hussein laver ballade, og USA svarer igen. Hussein laver igen ballade, og USA svarer igen igen.
Men pendulet svinger ikke uden at trække et stadig tykkere spor efter sig. For hver gang det lykkes Hussein at erobre internationale avisoverskrifter, bliver verden mindet om, at de sanktioner, den påfører Irak, langsomt er ved at tage livet af landets 18 millioner indbyggere. Overdødeligheden skønnes at være på en million mennesker om året, hvoraf lidt over halvdelen er børn.
Det er da også irakernes tarv, der bruges som argument for at løfte sanktionerne, selv om man har lov at spørge, om der er meget mere end propaganda i det. Mener Rusland, Frankrig, Italien, Spanien, Egypten og Jordan det virkelig helt alvorligt, når de fremhæver hensynet til den irakiske civilbefolkning i deres argumentation for at lempe sanktionerne mod landet? Eller tænker de lige så meget på de gode oliehandler, de kunne gøre med Irak, hvis det totale handelsforbud blev ophævet?
Hvorom alting er, må irakerne foreløbig lade sig nøje med den olie-for-mad-aftale, der blev indgået sidste år. Den tillader Irak årligt at sælge olie for to milliarder dollars, som skal bruges til at købe medicin og mad for. Men af de penge går 600 millioner i krigserstatning til Kuwait, og en hurtig udregning viser, at der - når administrationsomkostningerne er betalt - er 59 dollars tilbage pr. iraker. Det er lidt, men i irakernes øjne ikke godt nok.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her