Læsetid: 7 min.

Den sadistiske optimisme

14. november 1997

Socialdemokratiet har mistet sin sociale indignation. Hvem skal så tale de udstødtes sag? Da vel ikke Pia Kjærsgaard

Frie ord
Det er ikke mere end to og en halv måned siden - helt nøjagtig den 31. august 1997 - at en "erfaren" dansk regeringspolitiker i "organet for den højeste oplysning" superoptimistisk erklærede, at det simpelt hen går strygende.
Det pågældende organ var og er dagbladet Politiken; den pågældende "erfarne" politiker, som Politiken kaldte ham, var og er (endnu) finansminister Mogens Lykketoft.
"Den erfarne politiker er tydeligvis irriteret over, at han snart fem år efter, at han har sat sig i finansministerstolen stadig skal høre på, at han ikke har leveret varen," skrev Politiken og citerede optimisten for følgende: "Du kan ikke finde en eneste artikel fra en eneste politisk iagttager eller klog økonom fra 1993, der påstår, at vi i 1997-98 var i denne beskæftigelsessituation og havde så solide offentlige finanser, (som tilfældet faktisk er i dag). Det er jo sagen, ikke? Der er jo heller ikke nogen, der i dag sætter spørgsmålstegn ved, at det går strygende. Men det er der ikke nogen, der taler om. Det bliver bare indkasseret som 'nå ja, men hvorfor får I så ikke mere ud af det?'"
Organet for den højeste oplysning var enig i, at "samtlige regeringens nøgletal peger i den rigtige retning." Socialdemokratiets meningsmålingstal gjorde det bare ikke - allerede dengang.
Siden er de som bekendt blevet meget værre.
"Vi er nødt til at finde ud af, hvad det er, vi ikke har gjort godt nok. Opinionstallene er ikke tilfredsstillende. Vi kan konstatere, at befolkningen ikke længere tvivler på, at det går godt, men danskerne har ikke været så tilbøjelige til at tildele regeringen en rimelig del af æren for det," sagde Mogens Lykketoft. Som "alt andet lige ikke troede, at en borgerlig regering ville blive mødt med den samme kritik fra økonomer og eksperter som en S-ledet regering.
Nu, en måned efter Pia Kjærsgaards gennembrud i meningsmålingerne, kunne selv Uffe Ellemann-Jensens mest svinske provokationer ikke lokke den "erfarne politiker" til at gentage påstandene om, at der i dag jo ikke er nogen, som sætter spørgsmålstegn ved, at det går strygende!
Det skulle da være ad helvede til.
Socialdemokraten Mogens Lykketoft véd lige så godt som sin partifælle og borgmester i Albertslund, Finn Aaberg, at "Pia Kjærsgaards støtter (hvoraf en grov hoben kommer fra Socialdemokratiet) hverken er racister eller bodegadanskere hele bundet. De er snarere rasende."
Her, fire dage før kommunevalget, er selv superoptimisten Mogens Lykketoft blevet ude af stand til at "konstatere, at befolkningen ikke længere tvivler på, at det går godt."
Den erfarne politiker var altså ikke erfaren nok.
Eller var der snarere erfaringer, han - og mange andre - ikke ville høre tale om?

OMTRENT på samme tid som Lykketoft erklærede, at det bare går strygende, og Politiken fandt, at samtlige regeringens nøgletal peger i den rigtige retning, holdt dr. pæd. Steen Larsen sin festforelæsning ved indvielsen af Danmarks Pædagoghøjskole. Magisterbladet bragte følgende referat i sit septembernummer:
"90 procent af alle børn bruger 30 procent af deres tid i institutionerne, fordi regeringen har fået den sygeste tanke, der nogensinde er fostret, at give alle børn pasningsgaranti, så forældrene trygt kan forlade dem hver morgen kl. 7. Vi skal være foregangsland, hedder det, ja tak foregangsland i at gå på røven. Jamen, skal kvinderne da hjem til kødgryderne, spørger man så. Det rager mig en fjer. Man kan som bekendt ikke tjene to herrer på én gang, og jeg har besluttet mig for at tjene barnets interesser; hvem der står bag kødgryderne er mig så inderligt ligegyldigt. Problemerne omkring børnenes dårlige læsefærdigheder kan ikke løses i skolen, for i skolen er det for sent. Der er aldrig nogen, der har lært et barn at læse, men man kan tilrettelægge noget på en måde, så barnet lærer sig at læse. Løsningen er ikke at lade børnehavebørn sidde og klappe fonetiske sandkager, men at give dem mulighed for at udvikle sig og skabe deres egne læreprocesser."
Steen Larsen ligger helt på linje med, hvad der blev sagt i interviewet med den Erik Sigsgaard, tilknyttet forskningsenheden på Højvang Seminariet i Glostrup, som indledte vores sommerartikler om vreden, der forsvandt:
"I partilederdebatterne kan toppolitikerne altid blive enige om, at folkeskolen skal gøres bedre ved yderlige fagundervisning i dansk og matematik og ved at gøre også børnehaveklassen obligatorisk. Må jeg gøre opmærksom på, at påstandene er fuldstændig uden dokumentation: Hvad nu, hvis dansklæsningen og -skrivningen er dårlig, fordi børnene og de unge i dette genneminstitutionaliserede land har siddet for meget stille?"
"Et barn, der om morgenen afleveres eller sendes afsted på en institution, ved godt at det skal bringes af vejen, uanset hvor kærligt der tages afsked med det. 'Skal du ikke ud og lege?' 'Gå nu ind på dit værelse.' Den unge er godt klar over, hvad det også betyder. "
"Og så taler man om at sætte grænser for barnet og den unge! Børn og unge har brug for grænser, hedder det med stigende styrke for tiden! Som om det ikke er forældrene og de voksne i det hele taget, der har brug for at "sætte grænser" for børn og unge, så de selv kan komme til...! Passe arbejdet, dyrke karrieren, klare sig i konkurrencen, skaffe sig tid og rum til efteruddannelsen, pleje egne fritidsinteresser, eller være travlt optaget af at forbedre verden, drive politik og så videre."
"Børn og unge bliver udelukket og så afvist. Det er min grundpåstand."

HVORDAN kan en "erfaren politiker" som Mogens Lykketoft for bare to og en halv måned siden påstå, at det går strygende, og at hele befolkningen ikke længere tvivler på, at det går godt, når så erfarne pædagoger som Steen Larsen og Erik Sigsgaard siger det modsatte? Hvordan kan organet for den højeste oplysning finde på at bringe den oplysning til torvs, at samtlige regeringens nøgletal peger i den rigtige retning, når tallene for noget så sigende som tale- og læsefærdighed peger i den forkerte retning?
Det er da udmærket, at organet i denne uge har haft to hovedhistorier, der dels konstaterer, at "skolen svigter de svage" og "småbørn taler dårligere", men det er ikke nyheder. Det er derimod en nyhed, at selv OECD nu er forfærdet over at tyve til halvtreds procent af befolkningerne i Vestens avancerede lande slet ikke eller ikke rigtig fatter, hvad Udviklingens avancerede fremskridt egentlig går ud på.
Steen Larsen og Erik Sigsgaard og enkelte andre har i årevis prøvet at råbe mainstream-optimismen op med gode og frugtbare advarsler mod den sadisme, som det priviligerede totredjedelssamfunds dyrkelse af Udviklingen som det evige fremskridt er udtryk for - over for den udstødte fjerde- eller tredjedel, hvortil de priviligeredes egne børn og unge til en vis grad må henregnes. Børnene stuves sammen i institutioner, hvor hvert barn kun har to kvadratmeter at udfolde sig på, mens der på parkeringspladsen er afsat mere end dobbelt så megen plads til pædagogens bil, gjorde Steen Larsen opmærksom på i sin festlige tale for et par måneder siden. Det gjorde intet indtryk på optimisten Mogens Lykketoft. Først en Pia Kjærsgaard fik ham til at erklære sig opskræmt. Hvis det ikke var så sørgeligt, var det til at grine ad. Hvad kunne en Holberg, en Scherfig, dog ikke have fået ud af det. Nu må en Jan Søndergaard tage over.

I SAMME NUMMER af Magisterbladet bliver Anne Brockenhuus-Schacks og Vagn Christensens nye bog Børn og den sociale arv (Forlaget Fremad) også omtalt:
Som eksempel på hvor koncentreret problemerne er i bestemt boligområder nævner Vagn Christensen en 20 år gammel undersøgelse fra Århus, der viste, at fem procent af børnene i de børnehaver, der lå i villakvartererne, havde udviklingsproblemer, mens det i boligkarreerne med mange enlige mødre gjaldt 40 procent af børnene. En anden undersøgelse, der blev foretaget for 10 år siden i en børnehave i Gellerup ved Århus viser, at ud af 52 børn fungerede kun seks normalt. 80-90 procent af børnene havde symptomer på fejludvikling. Som det hedder i nogen: "Dem stuvede man så sammen på for lidt plads og med for lidt personale, og nu kan man ikke forstå, at man har ungdomsproblemer i Århus..."
Mange undersøgelser har i de seneste mange år forsøgt at råbe optimismen op med de nøgne kendsgerninger om ødelagt helbred og svigtende færdigheder og fremtidsangst i den fjerde- eller tredjedel af EU-landenes befolkninger, som føler sig udstødte. Fordi de er udstødte. Uden at det har kunnet kalde en socialt indigneret venstrefløj til orde.
Det vender jeg tilbage til i næste Frie ord. Jeg slutter med at gøre opmærksom på, hvordan det først i denne kommunalvalgkamp er kommet for en dag, at det pæne Frederiksberg i årevis har skjult en stor social undertrykkelse og udstødning. Skønt kommunen i gennemsnit har en indkomst under gennemsnittet i Københavns Amt, har den dog en lavere skatteprocent end selv den langt rigere Gentofte kommune med færre sociale skader og ulykker.
Resultatet er blandt andet, at "de ejendomme, hvortil kommunen har anvisningsret, kan alle betegnes som utidssvarende og nedslidte. De penge, der afsættes til ejendommenes vedligeholdelse, bruges i stor udstrækning til udbedring efter hærværk," som skrevet står i en rapport. Så styrtende ringe står det til, når man som medlem af det priviligerede totredjedelssamfund ikke lader sig forblinde af både regeringspartiernes og oppositionens optimisme over Udviklingens evige fremskridt.
"Vi har et ansvar for de svage i samfundet" har Pia Kjærsgaard skrevet i sit partis tidsskrift. Med dæmonisk kraft sætter hun ind - lige i optimisternes ømme punkt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu