Læsetid: 3 min.

De sataniske læserbreve

25. november 1997

Forfatterne Salman Rushdie og John Le Carré dænger hinanden til med perfiditeter og ætsende uforskammetheder i en debat om ytringsfrihed, der er degenereret til personlig mudderkastning

LITTERÆR FEJDE
LONDON - To giganter i det litterære parnas - Salman Rushdie og John Le Carré - tog i sidste uge et velfortjent hvil fra romanskriveriet. I stedet har de spiddet hinanden på giftige pennehoveder i en fejde, London ikke har set mage til meget længe.
John Le Carré mener, at Salman Rushdie selv er skyld i den dødsdom, som ayatolhaerne i Teheran gav ham i 1989, efter at han skrev romanen De Sataniske Vers. Man kan ikke uden risiko sådan fornærme en verdensreligion.
"Rushdie angreb en velkendt fjende og råbte 'fejl' som i en sportskamp, da den reagerede, som man kunne forvente," skrev han i dagbladet The Guardian fredag.
Og som afskedssalut skrev Le Carré, at Rushdies indlæg i debatten er "kulturel intolerance maskeret som ytringsfrihed."
Salman Rushdie kaldte dagen inden John Le Carré for "et pompøst fæ". Og han har rigtig godt af, at han for nylig i USA er blevet kritiseret for, at han seneste bog, The Tailor of Panama, er anti-semitisk. Så kan han måske selv mærke, hvordan det svider, når man bliver misforstået, mener Salman Rushdie.

De små mænd
Det var den amerikanske kritik, som satte fejden i gang. For John Le Carré forsvarede sig mod anklagerne for anti-semitisme ved at holde en tale til den anglo-israelske forening i London. Den blev optrykt i The Guardian.
Det var for meget for Salman Rushdie. Han skrev i et indlæg, at han ikke havde den fjerneste sympati for John Le Carré, for Le Carré havde jo ikke støttet ham selv i kampen for ytringsfriheden, da han efter nogles mening fornærmede Islam i De Sataniske Vers.
Altså en værdig - omend spydig - debat om ideer, der normalt regnes for at høre til selveste fundamentet for de vestlige samfund.
Men når litterære kæmper sådan svinger sig op på de svulstige højder, risikerer de også at komme til at afsløre, hvor små mænd, de i virkeligheden er.
For i går kunne The Guardian så afsløre, at striden mellem de to succesrige forfattere ikke drejer sig en pind om grænserne for ytringsfrihed, respekten for anderledes tænkende og andre højpandede idealer.

Stridens æble
Næh, striden stammer fra noget andet og meget mere banalt - en mindre end begejstret kritik, som Salman Rushdie engang skrev af John Le Carrés roman The Russia House.
Umiddelbart er det John Le Carré, som kommer dårligst ud af klammeriet.
Det fremgår af The Guardian, at han i starten støttede Salman Rushdie, da de iranske præster udstedte fatwaen over De Sataniske Vers' forfatter for otte år siden. Men så skiftede han mening.
Det skete sært nok lige efter, at Rushdie havde skrevet om ophavsmanden til The Russia House, at han ikke rigtig kunne tages seriøst som skribent. Han var og forblev en litterær bonderøv, der ikke kunne gøre sig håb om at blive 'rigtig' forfatter - højst en rimeligt gedigen håndværker inden for krimi-genren.
Le Carré, som længe har kæmpet en stædig kamp for ikke kun at være populær hos de læsende masser men også acceptabel i de litterære snirkler, blev både såret og rasende. Så meget endda, at han netop ikke støttede
Rushdie offentligt i kontroversen med Irans religiøse ledere. Således anbefalede Le Carré, at Salman Rushdie holdt inde med at sende De Sataniske Vers ud i billigudgave for ikke yderligere at hidse de iranske præster op og dermed bringe flere bogfolks liv i fare.
Efter The Guardians af-sløring ser John Le Carré altså ud til simpelt hen at have skiftet mening i en sag så alvorlig som retten til at tænke og ytre sig frit på grund af noget så trivielt som en personlig fornærmelse over en bogkritik.
Nu venter alle så på John Le Carrés forklaring på denne holdningsændring. Men i mellemtiden taber både skribenterne og læserne den egentlige debat på gulvet.
For fnidderet mellem de to romanforfattere har helt taget magten over debatten om ytringsfrihedens vilkår og grænser.
Det er selvfølgelig ganske underholdende sådan at se to kendte forfattere overdænge hinanden med mudder. Men ærligt talt er det også temmeligt skuffende. For hvis end ikke skønånderne formår at sætte sig ud over lumpen smålighed for at bibringe en af tidens følsomme debatter viden, klarhed og substans, hvem skal så?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu