Læsetid: 3 min.

De ser på os hvert fjerde år

15. november 1997

- eller hvordan man skuer hunden på hårene

BYENS LYS
De kigger ned på os fra byens lygtepæle. Her i storbyen kender vi kun ganske få af dem, og fra på tirsdag vil vi have glemt dem igen. Om fire år dukker de atter op. De vil os noget - de vil have vores stemme. Vi spekulerer måske lidt på, hvad de laver i de fire år, hvor de forsvinder fra vores blik.
Der er ikke plads til blot det mindste lille argument - til en enkelt sætning. Blot disse ansigter og et bogstav. En undtagelse er Pia Kjærsgaard, som i det særlige kodesprog opfordrer os til at "stemme dansk". Men hun er ikke engang på valg.
Det siges, at man ikke skal skue hunden på hårene. Men alle disse ukendte ansigter giver os ikke andet at skue dem på. Og det gør vi så.
Selv har jeg de sidste uger været på morgen-nik med Jens William Grav. Han hænger tæt mellem mit hus og busstoppestedet. En tilforladelig mand omkring de 50 år med et venligt smil, glade øjne og en vigende hårpragt. Kvarteret er et mellemborgerligt parcelhuskvarter fra 30'erne, hvor de fleste lige så godt kan stemme konservativt som socialdemokratisk.
Grav er opstillet af liste A, og han ligner ikke en mand, der pønser på at jage nogen fra hus og hjem. Men det gør hans lige så trinde og venlige partifælle Kaj-Erik Sørensen, som hænger på det andet hjørne, nu heller ikke. Også han har veltrimmet skæg og vigende hårgrænse, men han har briller. Det har Grav ikke.
Så kan parcelhusfolket måske være lidt mere lorent ved SF'eren Rolando Munoz. Han minder lovlig meget om en mexikansk zapatist, men kinderne er runde og smilet venligt, så det er nok ikke så slemt.

Slips og skjorte
Venstrefolkene har deres egen æstetik. Deres reklamebureau har åbenbart fortalt dem, at skjorteærmer signalerer dynamik, mens et slips beroliger.
En undtagelse er Povl Petersen, som går med rullekrave.
Han tilhører nok ikke handelshøjskolefløjen. Spidskandidat Søren Pind inviterer næsten for meget til navnesymbolsk tolkning. Det unge menneske ser ikke ud, som om det er i livets skole, han har stået i lære. Så hellere Bente Frost - på trods af, eller måske snarere fordi, hun ligner min skrappe tante. Bent Christoffersen eller Jarl Cordua bliver det ikke - de ligner for meget statsaut. revisorer, og dem har jeg dårlige erfaringer med.
Jens Kramer Mikkelsen ved jeg godt, hvem er.
Han er overborgmester, og hans persondyrkende plakater viser en mand, som er både fast, tankefuld og dynamisk.
Blot en skam, han ikke er Lars Engberg. Hospitalsborgmesteren har nemlig det perfekte plakatansigt. Hans Kennedy-agtige ungdommelighed er med årene blevet kombineret med en karakterfuld alvor. Han må ende som overborgmester.
Men hvis det skal være liste A, er der også Manja Sand. Hun ser på mig med sine tunge sovekammerøjne og har fyldige sensuelle læber. Absolut en mulighed, men nu er det jo valg til Borgerrepræsentationen, det gælder.
Hellere hende end en af hendes mere anonyme mandlige partikammerater, som udsender signaler i retning af en spejderfører med usund interesse for mindreårige.

Fremmed
Mange fremmede ansigter byder sig til. Mest fidus har jeg til den radikale Naser Khader, som er som skabt til at spille den pæne unge mand i en dansk filmudgave af Gæt hvem der kommer til middag - med Axel Strøbye og Ghita Nørby som det modstræbende, men hjertensgode prospektive svigerforældrepar.
Jeg har også min helt personlige favorit, den konservative Frank Andersen. Han bærer en slående lighed med afdøde W. C. Fields - og han var rigtig go'. Forgæves spejder man i bybilledet efter Det kosmiske Partis guru, Master Fatman.
Men hans problem er måske, at vi kender hans ansigt for godt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu