Læsetid: 7 min.

Har man set ét træ - eller: flere citater

8. november 1997

Intermetzo
A tree is a tree. How many more do You need to look at?
Ronald Reagan

Periodisk distræt over for virkeligheden uden for filmstudierne og radikal kontrovers i forhold til de såkaldt politisk rigtige meninger - leverede den gamle skuespiller i sit livs rolle som sine landsmænds drømmepræsident engang ovenstående skarpsindige naturiagttagelse. Citatet, ét blandt mange fra Reagans smørbaritonale organ, før han påbegyndte sin sidste rejse ind i solnedgangen, stammer fra en nyttig bog: They got it wrong! The Guiness Dictionary of Regrettable Quotations. De beklagelsesværdige eller pinlige skriftsteder er redigeret af den britiske citatsamler David Milsted. Vi har vist ikke noget helt tilsvarende på dansk, skønt man jo godt kunne fylde et par bind med nationale pinagtigheder. Kr. Poulsgaards herostratiske om det alt for lille sprogområde til en ballet eller - i tidligere tid - folketingsmand Søren Kjær (1827-93), der - der konfronteret med fakta under en politisk diskussion - udtalte de stolte ord: "Hvis dét skal kaldes fakta, så benægter A fakta". Denne udødelighed kan man finde i Vogel-Jørgensens Bevingede Ord.
Englænderne er mestre for at udgive kompilatoriske håndbøger med en særlig drejning, hvoriblandt en af de populæreste fra 80'erne er den nu genoptrykte: The Bumper Book of Insults. Også bogen om verdens største løgnehistorier går som varmt brød på det engelske bogmarked. Men for at vende tilbage til They got it wrong, kan læseren fornøje sig med at studere, hvordan kendte og magtfulde folk i tidens løb har kvajet sig mere eller mindre eftertrykkeligt og jo med en sådan pondus, at kvajeriet er blevet stående for eftertiden.

Med stor stilfornemmelse lægger David Milsted ud med et citat af Londons daværende overborgmester, som man meget forståeligt vækkede, da en brand - opstået i Pudding Lane om aftenen den 13. september 1666 - så ud til at udvikle sig truende. "Åh, må jeg være fri", vrissede den søvndrukne Lord Mayor, "et sølle fruentimmer kan vel slukke den smule brand ved at pisse på den!" Få timer senere var borgmesterens førhen så stolte stad en osende brandtomt og 13.000 huse og 87 kirker fattigere.
Kejser Wilhelm citeres for en mildt sagt tragikomisk spådom i sin tale i Potsdam til de bortdragende soldater ved Første Verdenskrigs udbrud august 1914: "I vil alle være trygt hjemme igen, før bladene er faldet af træerne."
Under de totalt hæmningsløse udrensninger i Sovjetunionen i 1930'erne, hvor folk i evig rædsel knap nok turde lægge sig til at sove ved tanken om den forventelige brutale opvågnen, når NKVD sparkede døren ind ved daggry, udtalte Stalin, som jo var den store iværksætter af hele elendigheden:
"Munterhed er den mest fremherskende egenskab i Sovjetunionen". Man kan her diskutere, om Stalin fremsagde denne enestående taktløshed som en ufrivillig vits. Eller snarere om han helt bevidst og som et krydderi på sin gigantiske misantropi havde en ganske særlig fornøjelse ved at iagttage dens virkning på omgivelserne. I Edvard Radzinskys (det er også ham med The last Tsar) fremragende Stalin-biografi, der udkom på engelsk i fjor, understreges netop denne side af tyrannens væsen: det hensynsløst humoristisk morbide. Stalin havde forlængst indset, at han med sit særlige talent for terror og derfor ufravristelige greb om magten kunne gøre lige, hvad han havde lyst til. Ingen kom af letforståelige grunde med indvendinger. Og således morede den lattermilde mand sig overdådigt, når folk i hans nære kreds opførte sig eller snakkede, som om de havde en fremtid. Det vidste han jo at de ikke havde. Og dét morede ham ud over alle grænser. I den forstand er det i paradoksal forstand noget af en sandhed, at munterheden var fremherskende i Sovjetunionen. Han var jo Sovjetunionen, og han var fremherskende munter, ergo var munterheden fremherskende i Sovjetunionen. Så længe, Han var munter - og ve Sovjetunionens borgere den dag, han ikke mere var fremherskende munter, var munterheden fremherskende. Voila!

Pluralis Majestatis er et ofte forekommende sprogligt fænomen hos folk med stor magt eller autoritet. Vi alene vide, var en sammentrængning af Frederik 6.'s egenbeskrivelse af enevoldsmagten. Personen, der indehaver denne myndighed, opfatter til sidst sig selv institutionelt - hævet over det menneskelige éngangshylster. Fænomenet fik så at sige ben at gå på ved en bestemt lejlighed, da Margaret Thatcher i sin premierministertid annoncerede sit første barnebarn: - We have become a grandmother.
Et afsnit i Milsteds bog er naturligvis helliget præsident Richard Milhouse Nixon. Denne særprægede - absolut ikke ubegavede - men komplet amoralske amerikanske toppolitiker, er vistnok en af historiens største leverandører af floverter og næsten ubærlige pinligheder. Disse er ikke sjældent ledsaget af bundløse kynismer og simple usandheder - egentlig ofte ufatteligt unødvendige løgne - til tider måske ligefrem løgne for løgnens egen skyld, hvilket også fortæller noget om magtens væsen. I den berømte Checkers tale fra 1952, hvor Nixon - der her første gang benyttede tv-mediet i den grad manipulerende og i og for sig kom til at danne skole for amerikanske politikere - betonede den da unge fremadstræbende politiker sin ubestikkelige hæderlighed som vicepræsidentkandidat for Eisenhower. Blandt meget andet godt fremhævede den underligt forkert sammenskruede mand med de mørke skægstubbe og det skulende blik, at han af den bestikkelse, som de politiske modstanderne under kampagnen hævdede, han havde modtaget, kun havde modtaget én gave til sine to døtre og beholdt den: en lille hund, Checkers. Deraf navnet på talen. Omgivet af kone og børn og hund sluttede Nixon sin grådkvalte optræden med ordene: I am not a quitter, and incidentally Pat (konen) is not a quitter. After all, her name was Patricia Ryan, and she was born on Saint Patrick's Day". Rent faktisk var Pat Nixon født dagen før St. Patrick's Day, hvilket - ufatteligt at han løj om noget så simpelt at efterprøve og uden at man skal overpsykologisere - måske peger frem mod katastrofen senere. Få år efter som vicepræsident pralede han i øvrigt over for pressefolk af, at han ganske nøje havde indstuderet Checkers-talen og helt ned til sidste tåre arrangeret familiens optræden ved samme lejlighed. Endnu senere gentog han den med ikke at være a quitter - få måneder før den smertens dag, da han i forbindelse med Watergate-affæren var tvunget til at kvitte og som den første præsident i unionens historie måtte gå af. Den stærkeste af alle den problematiske præsidents tåkrummere blev dog talen ved afskeden med staben i det Hvide Hus. Først kredsede den detroniserede, der vel var på randen af et nervesammenbrud, om sin mor, der aldrig var skrevet bøger om, dernæst fastslog han over for den desorienterede forsamling: "The country needs good farmers, godd businessmen, good plumbers..." For nye læsere, der måtte begynde her, var the plumbers, blikkenslagerne, det Hvide Hus' eget kodenavn for den bande af præsidentens håndgangne, der blandt andre ulovligheder med præsidentens velsignelse og formentlig på hans direkte ordre begik det fatale indbrud i demokraternes partihovedkvarter i Watergatekomplekset.

Det siger sig selv at enhver art af forudsigelser på det politiske plan indebærer en næsten naturskabt risiko for at blive repræsenteret i den nævnte slags citatsamlinger. Herhjemme er Poul Schlüters forsikring om den stendøde union en oplagt kandidat - eller samme statsministers så sørgeligt berømte gulvtæppetale.
David Milsteds bog er ikke mindst rig på citater om kunst og modtagelsen af nye værker i offentligheden. Man kunne i den forbindelse unde særligt nidkære eller skråsikre anmeldere at være tvunget til at leve op igen et par gange og udsætte sig for eftertidens hånlatter. Om Verdis Rigoletto skrev en - lykkeligt for ham - unavngiven kritiker i Paris i 1853: "Denne opera savner enhver melodi. Værket har ingen chancer på repertoiret". Prosper Mérimée gjorde sig heller ikke just som fremsynet musikkritiker ved at beskrive Wagners Tannhäuser som noget, han selv kunne have komponeret inspireret af en kat, der tramper rundt i klaveret. Nietzsche var måske overraskende af samme opfattelse af Wagner, hvem han mente havde sygeliggjort musikken.
Alt i alt kan man sidde og varme sig ved disse retrospektive dumheder, og i øvrigt i sit stille sind være forstående over for gamle Reagans syn på træer. Elmesygen i København har vist, at træfri områder i byen også har deres skønhed. Man kunne til sidst ikke se byen for bar' træer. De udgåede elme, som nu står og venter på den fattige kommunes træfældere, varsler om en tid med udsyn og vidde. På Christianshavn kan man nu se kanalen og de nydelige huse langs dens sider. Den dag Krinsen endelig bliver ryddet for udasede træer, så man oven i købet slipper for den fantasiforladte juledekoration trukket over de døende grene som en overdimensioneret selvlysende sok, gengives Kgs. Nytorv sin mening som byens stortorv, og meget bliver bedre.
Men tænk hvis meningsmålingerne holder stik og Dansk Folkeparti og Ekstra Bladets redaktører bliver toneangivende i storstaden. Fy til grisen, som de siger i Norge, hvor folk også er tossede og stemmer på retrospektive idioter i nutid.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her