Danmark og EU foregangsland og -region i politisk kamp om mere menneskelig globalisering. SF opfordrer til politisk debat i Folketinget
SF vil nu trække den komplicerede diskussion af globaliseringen og dens følger for det danske velfærdssamfund ind i Folketingets debatter.
Det sker for at opruste den danske politik i forhold til globaliseringen og for at undgå at debatten om globaliseringen ender som en to-frontskrig mellem meget overbeviste tilhængere på den politiske højrefløj og lige så overbeviste modstandere på den politiske venstrefløj, "globaliseringen bliver enten til et meget godt eller til et meget ondt stort dyr."
"Den politiske debat i Danmark skal forholde sig til de vilkår, der er," siger SF's Jørn Jespersen, der står bag initiativet.
SF-politikeren peger på en række problemer, som globaliseringen rejser for den politiske debat.
Den gammeldags regulering af markedet må vige tilbage for en ny. Jørn Jespersen afviser en ny form for protektionisme, hvor stater beskytter deres egne virksomheder og opfordrer i stedet til international regulering.
*Oprettelsen af et internationalt konkurrenceråd. Transnationale virksomheder har i dag monopolstatus i handelen med kakao og korn. Intet nationalt konkurrenceråd kan gribe ind over for disse monopoler.
*Udvikling af internationale anerkendte øko-mærker og standarder for "fair trade".
*Respekt for ansattes faglige rettigheder skal være en forudsætning for accept af frihandelsregler.
*Grænser for frie kapitalbevægelser. Det kunne ske ved dat opkræve en international skat på handel med kapital efter den såkaldte Tobin-model.
Jørn Jespersen understreger, at internationale regler på den ene side skal forhindre en vilkårlig forskelsbehandling mellem enkelte lande eller enkelte virksomheder. På den anden side skal der være mulighed for at fremme miljørigtig produktion eller give særfordele til særligt fattige lande.
SF forbereder en faglig konference om globaliseringen til februar og indkalder derefter til politisk debat i Folketinget om konferencens konklusioner.