Læsetid: 5 min.

Skæbnen arbejder i små detaljer

15. november 1997

Nye korttekster og fortællinger af Peter Seeberg

NY BOG
Hvis man betragter tilværelsen med et uhildet og let resigneret blik, består den af tilpas meningsløshed.
Sådan omtrent kunne man måske, kun lidt modereret, tolke formlen amor fati, kærlighed til skæbnen, som har været bærende grundlag for så meget af Peter Seebergs digtning. Det er i hvert fald det indtryk, der danner sig under læsningen af hans nye samling prosastykker, Halvdelen af natten, der er en kompositorisk pendant til den syv år gamle Rejsen til Ribe, i et så godt som identisk udstyr til understregning af sammenhængen. Seks sekvenser danner en rytmisk spændbue fra første dels korttekster, over de følgende novelleagtige fortællinger, via stykker, der bliver kortere og kortere for endelig at ligne lyriske digte og slutte af med en sjette del, en coda på blot tre linjer om "Flagermus":
"I sommernætterne holder vi ud til det første morgenlys springer ud over østhimlen. Jo, det er sandt, vi er flagermus, vi er bange for lyset..."
Uræd selverkendelse, selvfølgeligt kammeratskab, accept af vilkår, punktum - eller rettere tre punktummer til åbning af et videre ræsonnement.
Hvad halvdelen af nætterne kan gå med, fortælles i titelnovellen. Den består af søvnløshed og en kvindes enetale til selvopfundne mænd: forskellige talemanøvrer for at kunne slippe en roterende utilfredshed. Gribende og rørende på det elementære plan, dér hvor Seeberg aflytter sine personer, er hendes erindringsbillede af den røde, bageste lygte på nattoget, der kører ud fra Varde station med veninden Terese fra Ølgod, hvor hun så snart vil være hjemme. Men det er ikke nok til en udtoning. Natten vil gå, helt frem til erindringen om ægtemanden, Just, der kom fuld hjem sent og kaldte ind af brevsprækken. Hvad skulle hun så gøre?
"Jeg lukker ham vel ind."
Det er en verden af resignation, af ensomhed og en mærkelig frustrationens ro. For det er jo ikke hele natten. Kun halvdelen.
Med sine tidsforskydninger og den indforståede lavmælthed er det en karakteristisk Seeberg-beretning, hvor pointen er så blid, at det virker, som om han med hensigt går forbi den.
"Skæbnen arbejdede i de små detailler," står der i en helt anden novelle.

Flydende tid
Genremæssigt adskiller Seebergs stykker sig både fra det klassiske novellebegreb og fra short storyen ved ikke at hæfte sig særligt ved begivenheden, men ved fraværet af markante hændelser. Er der en hændelse, belyses snarere tomheden før eller efter, i det eksistentielle vakuum, der ligner hverdagens snurrige selvfølgelighed af sprog, af skæve replikker, af almindelige beslutninger, der sætter livet i relief, af det meget lidt bemærkelsesværdige, som man måske selv er stolt af.
"Ingen kunne gøre det så stille som han.
Han kunne kunne gå hen over loftet, uden at det kom til at knage.
Han kunne lægge servicet ned i skuffen uden at det skramlede.
Ja, ingen bemærkede det, alle fandt tilsyneladende, at det bare var i orden."
Det er selve bogens indledning, "Påstande", om en dreng, der må finde sin egen stil i en verden af stiv almindelighed og stive vedtægter, bl.a. om fænomenet tid. Han gider ikke have alle de armbåndsure, de efterhånden giver ham: De skulle slås i stykker i en morter, de skulle knuses til tidsstøv og puttes i leverpostej. For "den sande tid randt, en lille bæk i en eng, det var den flydende tid, den ville han gerne stå model til."
Et stort civilisationskritisk tema, der kunne ligne romantik, er her trukket nær og ned i en usentimental enkelhed.

Nedskrivning
Man taler om minimalisme, mest som form. Hos Seeberg er det også en indholdsbestemmelse. Korthed er en aktuel struktur i tidens litteratur ved siden af overbuddets svulmetrang. Klaus Rif-bjerg kan skrive superkorte digte. Hans nye noveller Andre tider er alle deciderede korthistorier. Men hvor sonderne dér går i dybet, indkredser Seeberg punkter på tidslinien, som han dernæst ophæver. Den korteste tekst er demonstrativ, hedder "Repertoire" og består kun af en dato på en blank side: 27.7.1996. Andet var der så ikke den dag.
Et digt hedder "Ingenting" og afskriver det hele gennem begrebsmæssige modsætninger, men slutter fortrøstningsfuldt "Men i det mindste ikke ingenting."
Nedskrivning kunne man måske i al tvetydighed sige om de tekster, der indskriver alderdommens og dødens perspektiv, svækkelsen, med antydning af alzheimer, begyndende demens og momentan afasi - eller konsekvente "Slåfejl", når der stadig rammes forkert på skrivemaskinen: g for k, Børen for Søren, syre er lyre, bane er fane, vente er hente. Men så fortrøstningen: "I sammenhængen retter fejlene sig ind og man forstår det, der skal forståes."
Men det bliver snart værre, véd man.

Krop og ting og sprog
Forsonligheden, livstilliden findes dog på skrabede vilkår, hvor gensidigheden mellem folk er minimal, og hvor angsten for store følelser hersker. Borgerlige miljøer forekommer, men mest er de iagttagende, de handlende og talende personer, og de tavse, hentet uden for hovedstaden, i små omgivelser, landlige, provinsielle, blandt dem der før kaldtes almue, senere små-borgere, nu dem, man ikke sådan tør sætte etiket på. Ikke eliten.
"Nok en gang reddet" hedder fortællingen om en stor og en lille rødspætte. Den store bliver skåret op og spist, den lille smidt ud igen. Sikke en glæde, sikke en fornøjelse! siger den til sig selv. Den klarer sig endnu en gang med en forsoren lykke.
"Udsigt i Provence" er ikke turisternes, men en såkaldt "forhutlet" mark, en losseplads, et ingensted, men detaljeret skildret med en helt fænomenologisk kærlighed gemt i sproget. Og den rejsende ser mere på tingene i "en let kuffert" end på rejsens mål. Et kosmos kan etableres af opbrugte genstande, op-blødte, glemte bolde i gammelt græs, hvor regnormene syder.
En sproglig vending som "udbredt nedbør" afsætter en situation ved et stoppested. En mand der hævder, at bryllupsritualet hedder "til døden skiller mig ad", kommer galt af sted med konen. En tyk mands forside beskrives indgående. "Vendte man sig nu til ryggen..." slutter den så. Som den slags uafsluttede historier må slutte.
Krop og ting og sprog. Katalysatorer for tanke- og handlingsforløb. Som en surdej, der deles, som det skildres i en samtale- og replik-novelle, fuld af forvirring, modsætninger og velmenthed hos tre kvinder.

Sproglig realisme
I en vis forstand er der tale om realisme, men ikke i social eller psykologisk forstand. Det er en sproglig, filosofisk realisme. Der er nok megen sanselighed og tingsglæde, en fortrolig nærhed til verden, men en talt eller skrevet nærhed, som er det artistiske kendemærke.
En korttekst hedder "I terrænet". Dér anbringes en 'han' i en pampasagtig ødemark, hvor han gør sine geologiske iagttagelser, men ikke som de gamle skrivere, f.eks. St. St. Blicher, "der troede på, hvad de så, uden at se sigselv så meget". Det udvikles til en antydet diskussion om tilstedeværelse, egentlig om forholdet mellem objekt og subjekt. Til slut bevæger 'han' sig fremad, opad for at se, hvad der sker bag stigningen "og understrege sin egen paradigmatiske usynlighed."
Bipersoner og Fugls føde hed tidlige bøger af Peter Seeberg. Og efterhånden jo kortere jo bedre. Jo mere overblik, des færre illusioner. Et klart syn for den principielle usammenhæng og dens særlige lovmæssighed. En stædig protest mod fortolkninger. En fundamental skepsis over for fundamentalisme.
Hvordan var det? Skæbnen arbejder i små detaljer.

*Peter Seeberg: Halvdelen af natten. 156 s. 200 kr. Gylden-dal. Udkommer i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu