Læsetid: 5 min.

Skolekamp iUSA

29. november 1997

Chefen for New Yorks skolesystem advarer nu mod et totalt sammenbrud i de offentlige skoler i USA. Men de konservative og de liberale skoleideologer har svært ved at enes

Problemerne skal løses indenfor de næste ti år. Ellers kan vi godt sige farvel til den offentligt finansierede folkeskole. Sådan lød for nyligt den dramatiske advarsel fra Rudy Crew, den afro-amerikanske chef for New Yorks skolesystem. I et avisinterview hævdede han, at de enkelte skoledistrikter i New York var blevet forvandlet til "jobmaskiner" for lokalpolitikere.
Mange lærere var ikke kvalificerede til at undervise, og selvom Rudy Crew var ansvarlig for forvaltningen af byens skoler, havde han ikke indflydelse til at forbedre den akademiske standard i skolen. Derfor krævede han mere magt, og det har Crew siden fået fra politisk hold.
Det er let at anvende ordet krise om den situation, amerikanske folkeskoler befinder sig i. Men få kan blive enige om, hvordan krisen skal defineres. Krisesymptomer kan måles på mange måder.
I storbyernes såkaldte ghettokvarterer finder man skoler, hvor det regner gennem taget og ned i klasseværelset, hvor der ikke er penge nok til at dele fotokopier ud til eleverne og indkøbe bøger til biblioteket og hvor et lille mindretal af ustyrlige drenge og piger er i stand til at mobbe resten af klassen.
I forstæder og ude på landet eksisterer disse problemer i et langt mindre omfang. Her drejer debatten sig mest om andre emner af metodisk og ideologisk natur. Skal læseundervisningen følge den fonetiske metode eller en anden? Skal man afholde skolebøn hver morgen, som krævet af et kristeligt og konservativ flertal i det politisk valgte skoleråd i kommunen?
På forbundsniveau diskuterer politikere og eksperter, hvad man skal gøre for at give borgerne en uddannelse, som sikrer USA's førerstilling i den globale økonomi. Nogle mener, at løsningen er at indføre en minimumsstandard for en elevs kundskaber i f.eks. engelsk og matematik på et givent klassetrin og afholde nationale eksaminer i stedet for at bevare et decentraliseret system, hvor delstaterne, kommunerne og i mange tilfælde den enkelte skole og lærer fastsætter normerne.
Det protesterer mange minoritetsgrupper imod. Organisationer, der repræsenterer amerikanere af afrikansk og latinsk afstamning, hævder, at deres børn ville lide af forskellige typer handicap af både sproglig og socio-økonomisk art, hvis de skulle leve op til en national akademisk standard. Sammen med venstreorienterede og libertære grupper af hvide amerikanere frygter mindretallene også, at nationale normer i folkeskolen ville være ensbetydende med en udelukkelse af deres specifikke historie og kultur.
De fleste kan blive enige om, at pendulet er svunget for langt væk fra undervisning i elementære kundskaber, men vejene skilles i debatten om indhold. Konservative skoletænkere ser sig selv som forsvarere af en amerikansk civilisation, som blev bygget på basis af et nordeuropæisk og protestantisk verdenssyn. De vender sig mod den "kulturrevolution", der blev født i amerikanske skoler i kølvandet på borgerretsbevægelsen og protesten mod Vietnam-krigen i 1960'erne.
Men selv på højrefløjen kan man ikke opnå konsensus om vejen frem. Kristne fundamentalister tager afstand fra nationale normer, fordi de er imod statslig indblanding i skolepolitik og ud fra den betragtning, at de kan opnå større indflydelse over pensum i et decentralt skolesystem. Udogmatiske konservative tænker mere på uddannelse som en national sikkerhedsinteresse, idet USA's stilling som global supermagt efter deres mening bliver undermineret uden en akademisk minimumsstandard i folkeskolen.

Venstrefløjen er lige så splittet. Lærernes organisationer og fagforeningerne støtter stort set idéen om nationale normer, fordi det vil give lærere og elever en ramme og tilføre undervisningen mere disciplin og struktur. Men nogle hævder, at et mere eller mindre ens undervisningsmateriale på landsniveau og delstaternes egne kundskabsprøver svarer til at have én national standard. Derfor skal forbundsstaten ikke rykke ved status quo ved at indføre nye prøver og normer.
Andre tænkere på venstrefløjen vil slet ikke høre tale om, at præsidenten og Kongressen tager sig den frihed at pålægge skolerne et pensum. Det ville være forfatningsstridigt, da politikerne - alt efter hvem der sidder ved magten - så kunne indoktrinere elever med deres ideologi. De kalder det et skridt i retning af et politisk tyranni, som disse tænkere ville bekæmpe igennem retssystemet.
Skillelinien handler også om klasseprincippet. Konservative vil væk fra den integrerede klasse, hvor de dygtige ikke har plads til at udfolde sig, fordi det akademiske niveau bliver trukket ned af "dumme" eller "forstyrrede" børn. I stedet foreslår de eksaminer, som kan skille fårene fra bukkene, en model som bliver afprøvet på nogle folkeskoler med en vis succes.
Venstrefløjstænkere og minoritetsgrupper afviser de konservatives argument med, at socialt handicappede børn i så fald risikerer at blive dømt til permanent udstødelse af samfundet. De frygter især, at sorte og latinske børn vil høre til denne marginalgruppe og peger på, at raceintegration i amerikanske folkeskoler bør betragtes som en investering i skabelsen af et mere retfærdigt og bedre fungerende samfund.
Udannelse har lige siden antikken være et stridbart emne. I USA's historie har hver generation gennemgået sin skolekrise, og til trods for mange forudsigelser om dommedag, er USA i dag forblevet klodens eneste supermagt.
Men når noget går galt for en nation, får skolerne som regel pålagt ansvaret. I slutningen af 1980'erne hed det f.eks., at den elendige skoleuddannelse i USA havde skylden for den økonomiske recession. Siden 1993 har landet været inde i en opgangsperiode, men ingen debattører har af den grund reviderer deres syn. Amerika plages stadig af dårlige folkeskoler, påstår man.
Den ene undersøgelse efter den anden har vist, at skolebørns færdigheder i USA ligger på et bundniveau i forhold til europæiske lande og Japan. Men resultater afhænger altid af den metode, man bruger til at måle, og af de kulturelle forskelle mellem nationers skolesystemer.
Amerikanske konservative peger f. eks. på, at den gennemsnitlige scoring på den såkaldte SAT-test, som mange universiteter anvender som adgangskriterium, er faldet siden 1970, mens den amerikanske forbundsstat, delstaterne og kommunerne har tredoblet deres budget for folkeskolen. Hvad de imidlertid glemmer at nævne er, at USA i kraft af sit masseuddannelsessystem optager både revl og krat i sine skoler.
Det trækker selvfølgelig det nationale gennemsnit ned, når man skal sammenligne det akademiske niveau med en periode, hvor langt færre amerikanere gik i gymnasium og kun eliten på universitet. Som i 1950'erne og 1960'erne.
I et forsøg på at få afdækket to hovedsynspunkter i debatten om den amerikanske folkeskole har Information talt med Bruce Scott, professor på Harvard Business School i Boston, og juraprofessor Stephen Arons på University of Massachusetts i Amherst.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu