Læsetid: 12 min.

Sokrates' Velkommen til Jorden-hjemmeside

21. november 1997

Sokrates går på world wide web. Umberto Eco holder sig foreløbig fra nettet. Hyperteksten, det associative, ikke-lineære søgesystem, er genial som vores hjerner. Marshall McLuhan overså Project Gutenberg i den elektroniske galakse. Dædalos konstruerede Labyrinten, Knossos, og vinger til sig selv og Ikaros. Men kan han lære os at flyve i webbet?

TILLÆG (2. SEKTION side 8)
ESSAY
Sokrates' spørgemetode kaldes den maieutiske. Det betyder egentlig jordemoderkunst. Kun ved at spørge, definere og blive enig med andre gennem dialogen bliver man klogere. Når han var en slags jordemoder eller fødselshjælper, var det, fordi han var ironisk; han sagde, at det eneste, han vidste, var, at han intet vidste - og det kan han selvfølgelig aldrig selv have troet. Som den spørgende hjælper fik han sine samtalepartnere til at præcisere, hvad det var, de vidste på forhånd. Til at kende sig selv.
Samtalepartnerne måtte indse, at deres meninger skulle være logisk holdbare, indse, at intet skulle tages for givet, indse, at de selv kunne tænke og derfor ikke behøvede at forlade sig på, hvad eventuelle autoriteter skulle mene om dette og hint.
Bagved hele Sokrates' maieutik lå en antirelativistisk overbevisning - en tro på, at der findes sandhed, skønhed, retfærdighed, godhed - og det var egentlig denne overbevisning, han med sin metode missionerede for, men det fortalte han ikke. Ved spørgemetoden skulle man nemlig finde ind til den indre stemme, det absolutte.
For Sokrates og maieutikken var visdom det samme som en teknik. Groft sagt.

Det anarkistiske net
At spørge, at være kritisk, at researche kan være den største visdom. I dag er det i udpræget grad sådan. Med den informationsbølge, vi har set vokse og vokse siden Gutenberg, kan ingen vide alt. Det ved selv børn.
Et af de bedste steder at spørge er på webbet. Som det fungerer nu kort før årtusindskiftet, er webbet ikke altid helt så effektivt, som man skulle tro. Men der er ingen tvivl om, at det i løbet af ganske få år vil være udviklet i en sådan grad, at der er tale om en gigantisk vidensrevolution, der måske kun kan sammenlignes med opfindelsen af skriften og opfindelsen af bogtrykkerkunsten.
World wide web er en del af Internettet, der igen er en del af det, der på engelsk kaldes the matrix. Matricen indeholder foruden Internettet også kommercielle on-line-tjenester, der ikke selv er en del af Internettet. Og e-post sender man gennem Internettet, ikke gennem webbet. Bare lige for at få adskilt tingene.
Internettet er anarkistisk. Der er ingen, der styrer det, og der er ingen central computerbase. Det består af en række netværk, der er koblet sammen i et stort netværk, og de kommercielle foretagender, amatørerne, foreningerne, organisationerne og universiteterne arbejder sammen i en skøn samdrægtighed.
Hypertekstsystemet blev opfundet i 1991 af Tim Berners-Lee på forskningscenteret CERN i Genève. Det var forudsætningen for webbet med den grafiske brugerflade, vi kan surfe rundt på med musen i hånden. World wide web er genialt, fordi det er så simpelt og logisk. Og fordi det er en metafor. En metafor for hjernen. Det benytter sig af præcis den samme metode som hjernens associationer (hjernen kan naturligvis en masse andet, som ingen computer kan). Hjernen eller rettere bevidstheden kan forstås som en hypertekst. Bevidstheden er alt andet end lineær, den er et kreativt kaos, og det samme er webbet, 'spindet'.
Webbet og hypertekst- eller hypermediasystemet vil betyde utrolig meget for den måde, vi læser på. Man kan metaforisk tale om, at vi går fra at læse todimensionalt til at læse tredimensionalt - fra at læse lineært til at læse på tværs. (Dette gælder dog i første omgang nok ikke skønlitteraturen). Hvor bogskriften - som en skolebog - ofte har standardiseret vores viden, vil hyperteksten individualisere den. Tilsvarende kan en søgeagent i fremtiden skræddersy den personlige elektroniske avis til os ud fra vores egne interesseområder og spare os for bunker af ligegyldigheder.
Hyperspring kan man sagtens foretage med bøger på et almindeligt, velforsynet bibliotek, men for det første er det ikke alle biblioteker, der er velforsynede eller har bøgerne hjemme, og for det andet opfordrer webbet til hyperspring. World wide web vil medføre en radikal bevidsthedsændring.
Webbet vil også medføre en radikal forskydning af visdomsbegrebet. Stadig vil ethvert menneske kunne trække på sine erfaringer og på den kritiske sans, der bliver opbygget igennem et langt liv, men den vigtigste ressource vil blive den maieutiske. Evnen til at spørge, kombinere og tage stilling. Men også evnen til ikke at lade sig overvælde af, at der er 11.000 referencer, 11.000 mulige hyperspring, fra Thomas Aquinas til Jerusalem.

Ecos moderate optimisme
11.000 referencer var, hvad den store mand fra Bologna, Umberto Eco, fandt på Aquinas-hyperteksten. I et stort interview med Patrick Coppock fra februar 1995, som ligger på webbet, udbreder forfatteren og semiotikeren samt mediekritikeren sig om dette og meget andet. A Conversation on Information.
"Der var omkring 11.000 henvisninger... Tja, på det tidspunkt gav jeg op! At arbejde med 11.000 referencer er helt umuligt. Det er alt for mange."
"Engang plejede jeg at gå på biblioteket og tage notater. Jeg knoklede med det, men til sidst havde jeg måske 30 kartoteksoplysninger om et bestemt emne. Når jeg nu går på biblioteket, finder jeg masser af ting, som jeg kopierer og kopierer og kopierer for at få dem med. Når jeg kommer hjem med dem allesammen, læser jeg dem aldrig. Jeg læser dem overhovedet aldrig!"
Mod denne "overdrevne tilgængelighed af information" foreslår Eco "decimeringskunsten" som medicin. "Du dræber kun én ud af ti personer." Man må simpelthen tynde ud i stoffet, om det så af nødvendighed bliver efter et tilfældighedsprincip. Man må oprette filtre - som videnskabsmanden kender det fra litteratur og bibliografier, hvor filtrene er en artikels forfatter, bibliografiske liste og en hastig skimning efter nyhedsværdi, relevans og troværdighed, foruden det eksterne filter, der består i, at andre artikler kan have henvist til denne artikel.
Hvis Eco får en e-post-adresse, vil hans problem være, at postkassen kommer til at bugne af henvendelser - eller stopper til. Eco besvarer ikke telefonopkald, læser ikke uopfordrede faxer, modtager ikke beskeder. Han får omkring ti bøger tilsendt dagligt, og hvad skal han gøre med dem? Hvis han beholdt dem alle, ville han være nødt til at skifte bolig hvert femte år, og allerede nu bor han i en lejlighed på 500 kvadratmeter, hvoraf en meget stor del af arealet fungerer som bogmagasin.
Eco er optimist angående de nye medier og kommunikations- og vidensformer. Men det afholder ham ikke fra at kritisere dem på samme tid - det ser han netop som sin opgave. Han mener aldrig, at den skønlitterære bog vil blive erstattet af elektroniske udgaver på webbet eller cd-rom. Hvem vil læse en ny digtsamling på diskette?
Men alt, hvad der er af opslags- og referenceværker, må digitaliseres. Det vil spare ufattelige ressourcer med hensyn til plads og papir, for ikke at sige penge. Information om alt vil blive langt lettere tilgængeligt, og muligheden for løbende opdatering vil gøre alting hurtigere og mere præcist. Virtuel virkelighed skal bruges til videnskabelige landvindinger, ikke til ensom onani.
Internettet skal bruges til at skabe personlige og lokale kontakter, ikke kun til at mødes i et teknologisk tomrum. Nettet og webbet skal bruges til at skabe små 'samfund', som den diskussionsliste om filosoffen Charles Sanders Peirce, Eco deltager i.

Insekter, ikke mikrober
Ecos midtsøgende holdning til internetmediet har en parallel i hans litteraturteoretiske udvikling; med den tidlige udgivelse Opera aperta (Det åbne værk) agiterer han imod strukturalismens tro på faste, fastlåste betydninger ved at fokusere på læserens rolle, men i 1991, hvor han udgiver I limiti dell'interpretazione (Grænser for fortolkning) har han fået nok af den poststrukturalistisk-dekonstruktive relativisme og mener nu, at der findes fortolkninger, som logisk set er forkerte.
Eco søger altid efter en kerne af sund fornuft. Der er plads til begejstring, til leg, men alting har en kant. Biblioteket har en vogter, i Rosens navn hedder han, den blinde seer, Jorge fra Burgos - Jorge Luis Borges!
Professor Eco har selv forestået udgivelsen af cd-rom-værket Encyclomedia, der indeholder mere information end hele Encyclopædia Britannica. Det er et multimedialt opslagsværk lavet som hypertekst. Søgningen er dermed ikke-lineær og består af krydshenvisninger. Man kan selvfølgelig kritisere de på forhånd givne links for at begrænse associationsmulighederne, men det burde kunne reduceres til et teoretisk problem, hvis der er tilstrækkeligt mange ord, der henviser til andre ord. Edderkoppespindet fanger insekter, ikke mikrober.

Den elektroniske galakse
Medieforskeren Marshall McLuhan fra Canada var opfinderen af udtryk som "global village" (med tv som stammetromme), "the medium is the message" og "The Gutenberg Galaxy". Vi var altså i 60'erne ifølge den canadiske forsker på vej til at sætte form over indhold, elektronisk kommunikation over skriftlig og landsbykulturen over storbylivet.
Medierne strukturerer vores bevidsthed, og det gælder både 'medierne', som de forstås i daglig tale, altså nyheds- og massemedierne, og alle øvrige kommunikationsformer som tale og gestik. Når man taler, hører man også en tone, når man ser gestik, opfatter man også et ansigtsudtryk. Det talte skal være klart og derfor indeholde gentagelser - være redundant - hvor det skrevne kan være mindre redundant og sværere at opfatte, idet man jo bare kan læse det igen.
McLuhan sammenlignede udbredelsen af de nye elektroniske medier - tv, radio, film, plader, telefon - med opfindelsen af bogtryk-kunsten i 1440'erne og dets eksplosive spredning gennem hele Europa. (I Det Osmanniske Rige blev der hurtigt indført dødsstraf for at trykke bøger).
McLuhan mener, at den vigtigste sans før Gutenberg var hørelsen, eftersom det talte sprog rummede den største kulturelle viden og magt, og efter Gutenberg var synet det vigtigste, fordi man kunne læse sig til så meget. Hukommelsen tabte terræn til opslaget i en bog, klostrene med deres dyrebare fastlænkede håndskrifter på læsesale og i biblioteker mistede magt i forhold til borgerskabet, der kunne købe sig til hele Europas viden.
Bogmesserne blomstrede i Lyon, Frankfurt, Leipzig. Med "den elektroniske galakse" bliver kulturen gen-oraliseret, skriften taber terræn. Vores verden er audio-visuel. Vores bevidsthed vil ændre sig i retning af for eksempel middelalderens mundtlige kultur.
Men arkiverne bevares. Det er den væsentligste forskel, hvis nogen skulle finde på at sige, vi nærmer os en ny middelalder. I middelalderen var hukommelsen vigtig, viden esoterisk, arkiver utilgængelige. I dag er hukommelsen kun nødvendig for at kunne associere kreativt, konkret viden får vi spyttet i ansigtet, og så godt som alle arkiver i hele verden er åbne.
McLuhan kendte ikke i 60'erne til webbet, nettet og pc'en og kan have overset, at også søgningen efter data bliver en småbørnsforeteelse:
Forælderen i køkkenet kan råbe til barnet foran skærmen, at det skal finde en opskrift med tomat, og selv hvis det ikke kan læse og skrive, vil det nok om nogle år være muligt for poden at klikke sig frem til en lækkert udseende spaghetti bolognese. Derefter klikker barnet på lydknappen, skruer op for lyden og lader mor eller far ude i køkkenet åbne en dåse af det Warhol'ske masseprodukt.

Det elektroniske bibliotek
Project Gutenberg fra University of Illinois blev grundlagt i 1971 (og har sin nordiske, svenskdominerede pendant i Projekt Runeberg). Dets målsætning er følgende: "Electronic Texts (Etexts) created by Project Gutenberg are to be made available in the simplest, easiest to use forms available." Flest mulige tekster til flest mulige mennesker. Derfor bruger man the American Standard Code for Information Interchange, ASCII. Den er en slags laveste fællesnævner for elektronisk tekstbehandling med faste standarder for kursivering, fremhævning og tegnsystemer.
Uanset hvad der sker med de programmer, der hele tiden udvikler sig, vil Project Gutenbergs tekster således kunne læses af enhver pc. Kæmpebiblioteket er aldeles gratis at bruge for alle mennesker i verden. Det tilsigter ikke videnskabelig nøjagtighed, men et demokratisk ideal om, at de fleste mennesker skal kunne have glæde af det. Altså ingen plads til filologiske gniderier.
Project Gutenberg har som foreløbigt mål at have et elektronisk bibliotek med 10.000 bøger og større tekster færdigt inden år 2002. Der går altså et stykke tid, før man kan begynde at ane et nogenlunde altomfattende elektronisk arkiv.
Projektets store problem - og aversion - er copyright; det kan jo kun lægge tekster ud, som ikke er beskyttet af ophavsretten. Michael Hart, projektets leder, giver dette realistisk-satiriske eksempel: Hvis en person på 25 år ønsker at få fat i den elektroniske udgave af et nyt værk af en forfatter, der er 50 år gammel, vil der statistisk set gå 75 år, før det kan lade sig gøre, og han vil så være 100 år gammel, idet forfatteren gennemsnitligt vil leve 25 år mere, og der derudover er 50 års copyright på hans tekster.

Sokrates og skriften
Webbet kan blive et næsten altomfattende arkiv, et kæmpestort blomstrende topos-træ, et genialt spørgested. Maieutikken var at spørge og finde svar, men nu kan vi også spørge, indrømme, at vi ikke kender svaret, og finde det. Vi må være blevet klogere, visere.
Sokrates burde spytte skarntydesaften ud og vende glad tilbage til Jorden. Hans tekniske hjernes tomme tavle vil blive beskrevet, så kridtet bliver slidt ned til fingrenes neglespidser, og det skingre hyl fra jordemodermesterens tavle vil synge duet med det nyfødte menneskebarn efter klasket i numsen, der sætter dets ånde og ånd i gang. Når navlestrengen klippes over, vil barnet have grebet musen og klikket på opdragelse. På maieutik. På Sokrates' Velkommen Til Jorden-hjemmeside.
Men Sokrates bliver ved med at surmule. Som sin kollega Eco kritiserer han altid. Tidsrummet år 500-300 før vor tidsregning betød en omfattende bevidsthedsrevolution i den græske verden. Skriften vandt udbredelse, og man tog afsked med det orale univers. Virkeligheden skulle ikke længere fortælles - mytologisk - men beskrives, sproget blev adskilt fra virkeligheden, blev refererende. Abstrakterne blev til som afløsere for antiteserne, der lå bedre i den mundtlige hukommelse. Subjektet blev til som idé, jeg'et er et abstrakt fænomen, nærmest en ånd, der kunne adskilles fra sine erfaringer.
Sokrates er en del af denne proces og ser det naturligvis ikke med historiens fugleperspektiv. Han er en del af tidens labyrint med dens omveje og blindgyder, ikke det flyvende menneske, der kan skue det hele fra oven.
I dialogen Faidros kvier Sokrates sig over det nye. Han mener, at opfindelsen af skriften er af det onde, fordi "glemsomhed vil blive den sjælelige følge for de mennesker, der lærer at skrive."
Det er sandt, at vores hukommelse ikke rummer så meget, som den har gjort engang. Ikke af sammenhængende viden, ikke af fortællinger. Men Sokrates forsøger at standse den flod, som han selv sejler ned ad. Med sin maeiutik søger han efter de abstrakte, absolutte værdier, retfærdigheden, ikke historien om de gode og de onde. Han lader, som om han intet ved, men henter alle argumenter i sin egen viden, sin mundtlige hukommelse. Han modsiger sig selv i sin bestræbelse på at bekæmpe sofismen, relativismen, de nye retoriske talenter, "der kan gøre sort til hvidt og hvidt til sort."
Sokrates er havnet i en labyrint. Hans vandring er den maieutiske teknik, og hans mål er den visdom, der gemmer sig i labyrintens midte. Men for at komme derind, må han benytte den visdom, som han ikke har. Sokrates skulle have haft vinger.

Dædalos og labyrinten
Kong Minos af Kreta bad Dædalos, den græske mytologis snilde håndværker, kunstner og opfinder, om at konstruere en bygning med form af en labyrint, Knossos. Kong Minos anbragte det uhyrlige tyremenneske Minotauros derinde (men senere kom Theseus med Ariadnes tråd og hjælp ind og fik det dræbt). Dædalos og hans søn Ikaros blev spærret inde i Labyrinten som hævn for at have hjulpet Poseidons tyr med at bespringe dronning Pasifae ved at bygge en kunstig ko af træ. Men Dædalos konstruerer vinger af fjer og bivoks, så han og Ikaros kan stige op over Labyrinten, overskue den og flygte fra den kretensiske enehersker. Dædalos flyver hele vejen til Sicilien - den overmodige Ikaros styrter ned i havet.
Dædalos er det tekniske geni, hvis snilde fører til visdom. Han er den, der kan overskue strukturerne i de indviklede indretninger, de snoede systemer. Han er den, der kan bygge bro mellem Jorden og himlen.
Webbet er vor tids labyrint. Lad os håbe, at Theseus kan dræbe uhyret i den. Lad os håbe, at Dædalos kan lære os at flyve. Lad os håbe, at labyrinten bliver overskuelig.

Rune Stefansson er BA i litteraturvidenskab

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her