Læsetid: 4 min.

Om sorte og hvide hjerner

17. november 1997

Den såkaldte dokumentation for The Bell Curve om de mindre kloge sorte medborgere smuldrer

Naturvidenskabelig forskning er ikke bare en jævnt fremadskridende proces mod stadig dybere erkendelser. Med mellemrum oplever man, at forskningen antager karakter af fastlåst stillingskrig, hvor etablerede fronter med næsten religiøs overbevisning bekæmper hinandens teser.
Andre gange tager erkendelsen ligefrem et midlertidigt skridt baglæns, når nogen pludselig fremsætter bizarre hypoteser, som synes i strid med kendt viden, men som alligevel rummer et sådant element af dokumentation, at andre forskere bremses i deres arbejde og tvinges til at bruge år på at efterprøve den kætterske tese - for til sidst at kunne afsløre dens manglende grundlag.
Sådan kan man vælge at opfatte den langvarige kontrovers om race og intelligens. Efter nazitidens udskejelser dukkede forestillingen om nedarvet, racemæssig forskel i intelligens op i en videnskabelig iklædning, da den amerikanske psykolog Arthur R. Jensen i 1969 postulerede, at sorte amerikanere i gennemsnit havde en intelligenskvotient 15 point under de hvides, samt at årsagen var at finde i arveanlæggene.
Selv om denne forestilling holdt sig i visse dele af den - hvide? - amerikanske offentlighed, så blev den rent videnskabeligt trængt stærkt i defensiven af andre intelligensforskeres arbejde i 1970'erne og 80'erne. Der var således næsten skabt arbejdsro i det videnskabelige miljø, da forskerparret Richard Herrnstein og Charles Murray - henholdsvis psykolog og samfundsforsker - i 1994 udgav den kontroversielle bog The Bell Curve med det nøglebudskab, at sorte er mindre intelligente end hvide og gule, at denne kendsgerning er stærkt bestemt af de genetiske forskelle mellem racerne, og at intelligensen er afgørende for en persons socioøkonomiske status i samfundet. I sammentrængt form: Sorte er fra naturens hånd mindre begavede end hvide og dermed skæbnebestemt til at leve som samfundsmæssig underklasse.
Den udfordring har sat dele af det videnskabelige miljø på hårdt, uønsket ekstraarbejde de seneste år. Og nogle af de forskere, som har fundet det påkrævet at foretage en videnskabelig efterprøvning af påstandene i The Bell Curve, er nu begyndt at offentliggøre deres resultater. Resultater som ser ud til at afkræfte Herrnstein og Murrays tese.

"Dumhed breder sig"
På Cornell University i staten New York har udviklingsforsker Wendy Williams og psykolog Stephen Ceci undersøgt det udsagn i The Bell Curve, at USA's "intellektuelle kapital" undergraves, fordi de mindst begavede får flere børn end de bedre begavede. Samt udsagnet om at intelligenskløften mellem de kloge og de mindre kloge øges, fordi der i begge gruppe sker en racemæssigt og socialt betinget "indavl."
Williams og Ceci har gennemgået et digert datamateriale, omfattende mange typer intelligenstest foretaget gennem årtier blandt amerikanske studerende. De analyserede test omfattede bl.a. bedømmelser af studerendes ordforråd, matematiske sans, skrivefærdigheder m.m. samt regulære IQ-test. Sammenligninger over tid viste ifølge Williams og Ceci - hvis resultater er offentliggjort i novembernummeret af tidsskriftet American Psychologist - at de målte forskelle i intelligens mellem sorte og hvide studerende reduceredes med 50 procent i perioden fra 1970-88, hvorefter forholdet har været temmelig konstant. De to forskere fandt desuden, at afstandene i resultaterne af IQ-test foretaget blandt den socioøkonomisk bedst stillede trediedel og den ringest stillede trediedel er svundet ind med 25 procent gennem de seneste 50 år.
"Den mest dramatisk tilnærmelse i testresultater har vi set, når det gælder racemæssige forskelle i IQ i 1970'erne og 80'erne," siger Wendy Williams i en pressemeddelelse fra Cornell University.
"Vi mener, tilnærmelsen skyldes ikke-genetiske faktorer. I denne periode har nationen således brugt betydeligt flere midler på undervisning målrettet mod minoriteter . Sammenfaldende hermed er de uddannelsesmæssige resultater blandt forældre i minoritetsgrupperne blevet voldsomt forbedrede, mens familiestørrelsen er blevet mindre."
Williams og Cetis undersøgelse støtter dermed den opfattelse, at målte forskelle i IQ mellem sorte og hvide befolkningsgrupper skal tilskrives forskelle i de to befolkningsgruppers sociale og uddannelsesmæssige vilkår snarere end genetiske forskelle. Var det sidste tilfældet, ville en forbedring af uddannelsesforholdene næppe have haft så markant virkning i retning af at mindske forskellene mellem grupperne.
"Alt i alt har vi ikke fundet nogen tvingende beviser, der støtter hypotesen om, at der er en negativ tendens i gang, som undergraver USAs intellektuelle kapital," konkluderer de to intelligensforskere.

Sørgeligt kapitel
To kolleger, sociologerne Robert Hauser og Min-Hsiung Huang fra Centeret for demografi og økologi ved University of Wisconsin-Madison, har gennemgået sprogtest foretaget på 12.500 voksne hvert år i perioden 1974-94.
"Vores resutater peger på, at hvis der er en nøglevariabel i det amerikanske klassesystem, så er det de uddannelsesmæssige muligheder, ikke de erkendelsesmæssige evner," siger Robert Hauser.
"Herrnstein og Murray fremlagde meget lidt dokumentation for deres tese, og vi har kunnet finde lige så lidt støtte i udviklingen i dataene" fra sprogundersøgelserne, konkluderer Hauser og Huang i tidsskriftet Social Science Research.
Næppe nogen bestrider, at intelligens har en genetisk komponent, men holdepunkerne for, at sorte som race og af genetiske årsager skulle være 15 IQ-point dummere end hvide, bliver stadig svagere. Forskellene findes mellem individer og er primært bestemt af de sociale og uddannelsesmæssige vilkår.
Der er således andre undersøgelser end de to nye, som beskriver, hvordan sorte scorer bedre resultater i IQ-test, når de forlader de fattige landdistrikter i det sydlige USA og flytter til byerne i nord. Hvordan sorte børn, der adopteres af velstående hvide par, præsterer bedre IQ-resultater end sorte børn, der lever videre under ringere vilkår. Samt hvordan efterkrigsbørn, der havde hvide tyske kvinder som mødre og udstationerede amerikanske soldater som fædre, ikke udviste IQ-forskelle relateret til, om faderen var sort eller hvid.
"Det eneste The Bell Curve i virkeligheden beviser, er, at racismen stadig trives blandt intelligensiaen. Den markerer endnu et sørgeligt kapitel i historien om konservative socialforskere, der forsøger at retfærdiggøre social ulighed," skrev en amerikansk kommentator, da debatten om Herrnstein og Murrays bog rasede heftigst i USA. Nogle håber, at dette kapitel nu kan lukkes. jsn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu