Læsetid: 8 min.

Et spørgsmål om nærvær

28. november 1997

Det drejer sig om at møde et medmenneske som medmenneske. Psykologen Maria Damsholt, der netop har stiftet et 'Center for bevidst liv og død' med frivillige, der besøger døende i hjemmet, fortæller om baggrunden. Og om hvad der sker, når man kommer af egen fri vilje, uden løn

INTERVIEW
I 1990 var der tilfældigvis en sygeplejerske, der spurgte Maria Damsholt, om det ikke var noget for hende at arbejde med døende. Og tilfældigvis havde hun på dette tidspunkt netop købt en bog om emnet. Så på en eller anden måde slog tanken rod.
Foråret 1991 tilbragte Maria, der er buddhist, i 'tilbagetrækning', den buddhistiske betegnelse for i en periode at trække sig tilbage fra verden for at meditere og koncentrere sig om sin åndelige udvikling. Det foregik i Dharamsala, stedet for Dalai Lamas eksilsæde i Himchal Pradesh i indisk Himalaya. I 1993 og igen i '94 deltog Maria Damsholt i amerikaneren Elizabeth Kübler-Ross' kurser. Kübler-Ross har blandt andet forsket i folk, der har oplevet de såkaldte nær-døds-oplevelser og skrevet standardværket Døden og den døende.
Mellem de sidste to kurser i 1994 tog Maria Damsholt arbejde som frivillig på et hospice. Af uddannelse er hun psykolog og specialiseret i bioenergetik, en reichiansk inspireret tilgang til behandlingen, hvor kroppen og dens reaktioner indtager en ligeværdig plads ved siden af psyken.
Og under hele dette forløb modnedes den tanke, der nu er resulteret i oprettelsen af Center for bevidst liv og død, en sammenslutning af mennesker, der arbejder for at give medmenneskelig støtte til terminale patienter og deres familie. Centret arbejder for at forbedre det enkelte menneskes mulighed for at forblive i sit eget hjem, når det skal dø, og meningen er, at det skal fungere som et supplement til hjemmepleje og til hjemmesygepleje.

Den ikke-eksisterende død
Alt arbejde er frivilligt, og det betyder ifølge Maria Damsholt, at der opstår en anden situation, end hvis der havde været tale om lønnede medarbejdere.
"Eftersom der ikke er penge involveret, bliver der tale om et rent medmenneskeligt forhold," siger hun.
Center for bevidst liv og død har forbindelse med Tong Nyi Nying Je Ling, et buddhistisk center, men denne tilknytning betyder ikke, at Center for bevidst liv og død er buddhistisk. Det er for alle religioner, og dets grundtanke er respekten for den døendes egne præmisser. Centret har netop uddannet det første hold på syv frivillige, og under denne uddannelse hører også en introduktion i kristendommens, islams, jødedommens og buddhismens forhold til døden - ved en præst, en muslim, en jøde og en tibetansk lama.
Netop på grund af denne respektfulde grundholdning til den døende, kunne man få den tanke, at centret var oprettet i protest mod den vestlige verdens moderne hospitalsdød. Men sigtet rækker videre, siger Maria Damsholt.
"Det værste er, når døden er ikke-eksisterende. I Vesten lever vi, som om der ikke er nogen, der dør. Døden kommer bag på folk. Og sådan må det være, hvis man kun har en forestilling om livet her og nu. Da jeg arbejdede på hospice i USA, tænkte jeg: Hvor er der dog megen lidelse i Amerika! Senere fandt jeg ud af, at det er der jo også i Danmark."
"Men bortset fra det er arbejdet på et hospice det skønneste arbejde, man kan forestille sig. Når folk skal dø, holder de op med at bekymre sig om rudekuverter og rensning af tagrenden. Det er ofte, som om folk på tærsklen til døden finder ud af, hvad livet drejer sig om. Det er medmennesket, der bliver tilbage, når alle hverdagens bekymringer falder bort."
"Elizabeth Kübler-Ross byggede sine kurser op om den grundsætning, at man ikke kan være med dem, der lider, med mindre man er i stand til at konfrontere sine egne smertepunkter. Ellers kommer man til at forsvare sig mod smerten og dermed til at lægge afstand til den anden."

Fire elementer
- Selvom jeres arbejde går på tværs af religioner og tro, har I valgt at kalde det Centret for bevidst liv og død. Mig bekendt er det kun buddhismen der direkte betoner vigtigheden af at dø bevidst?
"Buddhismen ved en masse om dødsprocesser og om døden. Og i buddhismen mener man, at det betyder meget, at man dør bevidst. Vi arbejder efter tre principper, nemlig at døden er en naturlig foreteelse, at vi ikke er alene: der er mange, der dør hele tiden, og endelig at ens sindstilstand omkring dødstidpunktet er vigtig."
"Selve dødsprocessen beskriver de tibetanske buddhister som en opløsning af fire elementer. Til opløsningen af jordelementet svarer en oplevelse af tyngde. De syner, man får, er luftspejlinger af forskellig art. Med opløsningen af vandelementet kan man ikke længere skelne mellem lyst og smerte. I synerne viser sig røg. Ved ild-elementets opløsning er man ikke længere klar over, hvem der er omkring én, men man ser gnister, 'ildfluer', og endelig betyder opløsningen af vindelementet, at ind og udånding stopper."
"Men beskrivelsen slutter ikke her. Hvor vi i Vesten siger, at en person er død, når åndedrættet er ophørt, siger man i den tibetanske tradition, at der stadig er bevidsthed tilbage i kroppen, og den vil være til stede længe, hvis man har mediteret meget."
"Blandt andet Elizabeth Kübler-Ross har jo vist overensstemmelsen mellem folks beskrivelse af nær-døds-oplevelser og de tibetanske beskrivelser. I beskrivelserne af nær-dødsoplevelserne finder man ofte, at folk føres ind i en sort tunnel, hvorfra de kommer ud i dødens klare lys. Om man giver dette en form eller ej - eksempelvis som Jesus - er afhængigt af den religiøse tradition, man befinder sig i. Der er også meditationsformer, som går ud på at forblive i dødens klare lys."
"I Centret har vi besluttet os for formuleringen, at vi er "inspireret af den tibetanske buddhisme", men vi har også andre inspirationskilder, og de andre medarbejdere har forskellige religioner. Men min erfaring er, at mennesker, der har et religiøst liv, har mere tilfælles end det, der skiller dem på grund af deres forskellige konfessioner."

Total smerte
"Vi forholder os eksempelvis til WHO's definition på det, der hedder 'pallilativ omsorg', det vil sige den omsorg, der gives, når al behandling er opgivet. Her lyder principperne, at man skal bekræfte livet og betragte døden som en naturlig proces. Man skal hverken fremskynde eller udsætte døden. Man skal lindre smerte og andre symptomer og endelig skal man integrere omsorgens psykologiske og åndelige aspekter."
"Der ud over tilbyder vi at støtte patienten i at leve så aktivt som muligt indtil døden, og vi tilbyder støtte til familien under patientens sygdom og i sorgen over tabet."
"Også Cecily Saunders, der startede hospice-bevægelsen har været en inspiration. Hun taler om 'total smerte', nemlig at smerte har en fysisk, en følelsesmæssig, en social og en åndelig komponent. I uddannelsen af vore frivillige lægger vi vægt på alle fire aspekter. Der indgår en psykolog fra en smerteklinik, vi arbejder med visualisering og afspænding, og der er en sygeplejerske, der forklarer om, hvordan man arbejder med den fysiske smerte. Desuden underviser som sagt repræsentanter for forskellige religioner. At arbejde med døende mennesker er et tværfagligt arbejde."
- Hvad gør man, hvis den døende klamrer sig til livet og er vred og bitter over at skulle dø?
"Man må respektere både bitterheden og vreden. Men det er jo noget, der kan arbejdes med. Bag vreden kan der ligge andre følelser såsom sorg og behov for kærlighed. At gøre noget ved det, er rent psykologisk arbejde."
"De åndelige aspekter kommer ind, hvis man kan gøre sin død meningsfuld. Eksempelvis en gammel dame, der begynder at forære sine ejendele væk. Man ser glæden hos sine børn ved gaverne, og det gør det nemmere at tage afsted, at man giver det bort, man har."
"Det, der sker, er jo, psykologisk betragtet, at egoet falder sammen. Det opløses, vi skal slippe livet, forbindelserne til vore kære, til vore ejendele etc. Derfor taler vi i Vesten også om, at kriser er den lille død. Under kriser oplever vi ligeledes tilværelsens impermanens, vi bliver tvunget til at slippe, at indstille os på andre vilkår, og det er egentlig, hvad sorgarbejde går ud på: at acceptere adskillelse og at give slip. At slippe styrker identiteten, man bliver klar over dybere kvaliteter i sig selv."
"Det er det samme, der sker i dødsprocessen. Man slipper det forgængelige og bliver mere klar over sin sande natur, det buddhister kalder Buddhanaturen, og som man i den kristne tradition beskriver ved, at alle er skabt i Guds billede."

Respekt
- Hvordan udvælges folk til at blive frivillige?
"Vi er skrappe med udvælgelsen. Arbejdet kræver, at man har indsigt i sine egne smertepunkter, og derudover kræver vi, at man har levet 21 år i god sundhedstilstand, samt at man har en sund motivation for at blive frivillig. At man er nået dertil, hvor man godt kan gøre noget for andre uden at skulle have gengæld. Man må heller ikke være dømmende, og man skal 100 procent respektere andres tro - og så har man selvfølgelig tavshedspligt. I det hele taget kræver arbejdet følelsesmæssig modenhed."
"Det er ikke alle, der vil tale om, at de skal dø. Også her må man have respekt for den andens verden og den andens valg."
"Personlig har jeg oplevet to diametralt modsatte eksempler på holdninger. Det ene var en patient, der kun var interesseret i, om jeg kunne gøre noget for, at han fik det fysisk bedre. To dage senere var han død."
"Den anden var en kvinde, der ligeud spurgte: 'Hvordan gør man'? Hun følte spontant behovet for at dø bevidst."
- Opfatter I jer som et alternativ til den etablerede behandling?
"Ikke som et alternativ, men som et supplement. At forholde sig til smerte og yde pallilativ omsorg er ikke muligt for nogen enkelt faggruppe alene. Ved siden af vores arbejde er der stadig behov for hjemmepleje, og for at aflaste familien. Selvom folk har plejeorlov, er der tale om et meget stort arbejde for familien."
- Ville der være behov for jer, hvis den etablerede behandling var god nok?
"Hvis ikke man kan se sin egen dødelighed i øjnene og have et forhold til sin egen smerte, så lukker man af i forhold til døende. Nærvær kræver, at man har kontakt med den allermest sårbare side af det menneskelige hos en selv. Desuden er sundhedsvæsenet i det hele taget bygget op på at helbrede, og når det pludselig ikke lykkes, er det en helt anden holdning, der skal til. Man skal kunne erkende, at det ikke er nogen fejl, at man ikke kan behandle sig ud af problemet, og det kan være svært, hvis hele ens uddannelse er gået ud på, at det var måden at gøre det på."
"Derfor tror jeg, at det er en god idé at adskille tingene, således at hospiceafdelinger skilles fra almindelige hospitalsafdelinger. Vores bestræbelse går ud på at møde et medmenneske hjerte til hjerte."
- Kan man det med en person, man slet ikke kender?
"Mennesker, der skal dø, slipper, som jeg har sagt, behovet for at bekymre sig om hverdagslige problemer. Og hvad er der så tilbage? Kærligheden."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu