Læsetid: 5 min.

Sprængt skærm

1. november 1997

I tv-serien 'Wild Palms' udvider filminstruktøren Oliver Stone reglerne for hvad man kan og ikke kan på den lille skærm

TV-SERIE
Harry Wyckoff finder et næsehorn i sin Swimmingpool, hvorefter han hører sin søn skrige om hjælp. Og vågner op badet i sved. Det var bare et mareridt, som han har haft før, og som han går til psykiater for at slippe af med. Senere flytter næsehornet i drømmen ind i køkkenet, mens Wyckoffs liv synes at falde fra hinanden.
Harry Wyckoff er hovedpersonen i den Oliver Stone-producerede tv-serie Wild Palmes, som starter på TV2 i dag. Stone plejer at være garant for usædvanligheder og konspirationer i stor stil - Nixon og JFK - og Wild Palms er da heller ingen undtagelse. Skabt i samarbejde med Bruce Wagner, hvis tegenserie tv-serien er bygget over, er Wild Palms et studie i underligheder, besynderlige karakterer og er nærmest indhyldet i en klaustrofobisk, kafkask stemning, som hele tiden truer med at trække tæppet væk under vores hovedperson Harry Wyckoff.
Freudianere vil sikkert nyde at sætte tænderne i Wild Palms, der mest af alt minder om en associationsrække bundet sammen af en diminuitiv handling og en smule dialog.
Kort fortalt foregår serien i år 2007, og handler altså om Henry Wyckoff (James Belushi), patentadvokat i et stort firma, som langsomt bliver en del af den magtfulde, sekteriske og halvreligiøse organisation Wild Palms.
Lederen af organisationen er den magtfulde senator, Anton Kerutzer (Robert Loggia), der også skrev bogen Synbiotik for mange år siden, og organisationens mål synes at være total dominans på tv-området via deres overlegne virtual reality- og cyberspace-teknologi.
I serien optræder også to grupper, Fædrene og Vennerne, der bekriger hinanden, og som alle seriens karakterer har en tilknytning til, undtagen Harry, der synes uvidende om deres eksistens, men langsomt aner en sammenhæng - en konspiration.

Skelsættende
Wild Palms er fra 1993 og er på mange måder Oliver Stones svar på David Lynchs fremragende Twin Peaks fra 1990. Det er selvfølgelig ikke helt fair at holde Wild Palms op mod Twin Peaks, men fælles for de to tv-serier er nemlig, at de trækker på de seneste mange års amerikanske populærkultur og konstant kommer med referencer til film, bøger, musik og begivenheder, som man skal være mere end almindeligt opmærksom for at få med alle sammen. Således optræder cyberpunk-forfatteren William Gibson i rollen som sig selv, mens Oliver Stone, også som sig selv, kommenterer sin egen gamle film JFK.
Men det mest skelsættende ved de to tv-serier er, at de bryder nogle af de uskrevne regler, som tv-mediet har trukket ned over hovedet på sig selv gennem mange år.
Visuelt tør de mere. Billederne vinkles anderledes, kameraet spiller en mere aktiv rolle, og klipningen bliver både mere aggressiv og mere afdæmpet. Men især er historierne mere eksperimenterende og ligger sig på tværs af almindelige handlingsforløb. Lynch og Stone, der jo begge er inkarnerede filmfolk, har set mulighederne i et stivnet og rigoristisk tv-medie, hvor de mange regler og rammer traditionelt har spændt ben for anderledes, nyskabende og interessant fiktion.
Selvom Twin Peaks og Wild Palms ligger henholdsvis syv og fire år tilbage, så har de gjort deres indflydelse gældende på flere senere tv-folk, som måske også har deres rødder i filmen eller er på vej dertil.

Hyperrealisme
Instruktøren Barry Levinson skabte for et par år siden krimiserien Homocide: Life on the Streets, der med sin fragmentariske stil og håndholdte kamera blev en direkte inspiration for tv-giganten Steven Bocchos strålende New York Blues og - mere hjemligt - Lars von Triers Riget. Homocides forsøg på at imitere virkeligheden - en art hyperrealisme - og dermed transcendere mere tungt fortalte klassikere som District Hill Street, synes også at have påvirket forfatteren og instruktøren Michael Crichton, da han begyndte at producere hospitals-drama-serien Skadestuen.
Parallellen mellem alle de ralitets-baserede tv-serier og så Twin Peaks og Wild Palms ligger ikke så meget i det tematiske eller i formen - med mindre vi taler om Riget eller Ole Bornedals ligeledes metafysiske Charlot og Charlotte - men mere i det faktum, at David Lynch som en af de første tog tv-mediet alvorligt og udforskede det på mere filmiske præmisser og opdagede, at begrænsningerne satte man selv.
Manuskripterne kræver lige så meget arbejde og omhu som et filmmanuskript, skuespillerne skal være ligeså gode, og ikke mindst skal instruktørerne forstå at udnytte og gerne udvide mediets muligheder tilfulde.
Det har også givet den sidegevinst, at tv-serier i dag bliver taget mere alvorligt end nogensinde. Kvaliteten af serierne synes at være for opadgående, seer-tallene stiger, og seriernes dramatiske og visuelle kvaliteter anerkendes som kunst på linie med filmens.
En mere uheldig bivirkning er selvfølgelig de store mængder af dårlige tv-serier, som hoved- og fantasiløst plagierer alle de store succeser - som oftest med et kedeligt og uinteressant produkt som resultat.

Saltvandsindsprøjtning
Både amerikanske og danske tv-producenter begyndt at importere filminstruktører til at give deres tv-serier en tiltrængt saltvandsindsprøjtning. Wild Palms er bl.a. instrueret af unge talenter som Kathryn Bigelow og Phil Joanou, mens X-Files-klonen Dark Skies for de første afsnits vedkommende blev instrueret af gyserinstruktøren Tobe Hooper, som nok er bedst kendt for Motorsavsmassakren og Poltergeist. Vampyr-serien Kindred havde Peter Medak (The Krays, Romeo is Bleeding) ved roret, og herhjemme trak brødrene Thorsboe bl.a. Niels Gråbøl og Anders Refn ind for på skift at instruere anden omgang af deres soap-serie Landsbyen. Det samme forsøger Stig Thorsboe nu med held i Taxa-serien, hvor Morten Arnfred, Rumle Hammerich og Anders Refn er tre af de filminstruktører, der har tacklet livet på en dansk taxa-central med et godt resultat tilfølge.
Der er tilmed ved at gå mode i at instruere tv, hvilket kan tilskrives den allestedsnærværende og hippe Quentin Tarantino, der selv ønskede og fik lov til at instruere et afsnit af Skadestuen - desværre har han endnu ikke fået lov til at begave X-Files med sin tilstedeværelse
Egentlig har det altid været omvendt. At instruktørerne samlede erfaringer med tv-arbejdet for derefter at tage springet til film. Steven Spielberg, Jonathan Demme, Brad Silberling (Casper) og Mimi Leder (debuterer med næste måneds Peacemaker) har alle instrueret afsnit af en eller flere tv-serier, før de fik chancen med deres første spillefilm.
Så selvom springet fra Wild Palmes og Twin Peaks til Riget og Taxa synes stort og umuligt, så er der ingen tvivl om, at Oliver Stone og især David Lynch har været med til at åbne tv-verdenens øjne for film og omvendt. Og det har givet os nogle fantastiske oplevelser på tv - som fx Wild Palms.

*Wild Palms. Af Oliver Stone og Bruce Wagner. Første del af i alt fem vises i aften på TV2

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu