Læsetid: 6 min.

Der stikker våben under

22. november 1997

Vinderen Saddam Hussein har haft tid til at skjule sine våben. Taberen USA må slikke sårene efter en totalt forfejlet politik

Er der nogen der tror på, at Saddam Hussein gav sig, bare fordi russerne lovede at de vil arbejde ihærdigt på at få hævet sanktionerne mod Irak?
Med det kendskab verden efterhånden har fået til Saddam Hussein, må det være indlysende, at et sådant løfte - som russerne vel at mærke var alene om at afgive - ikke i sig selv har været afgørende for Husseins beslutning om at acceptere våbeninspektørernes tilbagevenden til Bagdad.
Eksperter, som Information har talt med, er enige om, at Hussein bøjede af fordi han havde afsluttet det forehavende, der lå ham mest på sinde: At gemme det krigsmateriel af vejen, som det internationale samfund ikke må vide at han har.
Det står ikke helt klart nøjagtigt hvad, der fik Hussein til at udløse krisen for tre uger siden.
Men en plausibel mulighed er, at FN's våbeninspektører var meget tæt på at opspore særligt farligt krigsmateriel, og at det derfor var bydende nødvendigt for Saddam Hussein at sørge for, at dette materiel ikke blev opdaget.
Afvisningen af amerikanerne førte først til to ugers indefrysning af våbeninspektørernes arbejde, hvor de måske nok var til stede på irakisk territorium, men ikke fik lov til at arbejde. Da krisen spidsede til, smed Saddam Hussein amerikanerne ud, og resten af UNSCOM-holdet på i alt 100 mand fulgte efter i solidaritet med de amerikanske kolleger. Irak var dermed blæst for våbeninspektører i en uge.
"Det gav Saddam Hussein et åndehul til at gemme kemiske gasser og andet materiale af vejen," siger Paul Beaver, talsmand for det uafhængige britiske forskningscenter Janes Information Group, der forsker i internationale militære anliggender.
Paul Beaver mener, at FN's bestræbelser på at kortlægge og destruere Iraks masseødelæggelsesvåben er blevet bombet flere år tilbage.
"Hvordan kan vi efter tre ugers pause være sikre på, at lokaliteter, der er blevet efterset, stadig indeholder hvad våbeninspektørerne har bogført?" spørger Paul Beaver og forudser, at arbejdet må begynde forfra.
En anden analytiker mener, at hele affæren har opmuntret Saddam Hussein til at spænde endnu mere ben for UNSCOM end han allerede har gjort.
"Saddam Hussein har set, at det kunne betale sig at lægge pres på våbeninspektørerne," siger Hazhir Temourain, en irakisk forfatter der bor i England og er tilknyttet avisen The European.
"Saddam Hussein bad om, at der skulle være færre amerikanere blandt inspektørerne og det har USA accepteret. Resultatet er, at der kommer flere inspektører til landet, så amerikanernes forholdsmæssige andel på hidtil ti procent af inspektørholdet bliver mindre.
Formenligt bliver de nye inspektører russere og franskmænd, men hvem kan garantere, at de ligger inde med den fornødne ekspertise?
Jeg frygter, at FN's våbeninspektørers professionelle niveau vil falde som følge af den aftale, der er indgået," siger Hazhir Te-mourain.

Går det sådan, vil Hussein i hvert fald på kort sigt have vundet en militær sejr der føjer sig til den politiske, som er uomtvistelig. Det er lykkedes den irakiske diktator at få russerne til officielt at love at arbejde "energisk" på "en hastig ophævelse af sanktionerne mod Irak". Et sådant løfte er intet mindre end en triumf, som Hussein indenrigspolitisk kan bruge til at forklare, hvorfor han bøjede af og nu tillader de amerikanske inspektører at vende tilbage.
For det andet står det for den vildledte og propagandaindhyllede irakiske befolkning nu lysende klart, at dens fjende er USA og ikke Hussein. Og for det tredje - vurderer Lars Erslev Andersen, lektor ved Center for Mellemøststudier ved Odense Universitet - har Hussein til ug med kryds og slange sat rav i den internationale alliance mod Irak.
Eftersom denne alliance siden Golfkrigen har været ledet af USA, er det følgelig USA, der må forlade ringen med de fleste skrammer. USA har ikke bare været nødt til at acceptere Iraks krav til inspektørholdets sammensætning, men også - omend uofficielt - alliancepartnernes krav om at revidere sanktionspolitikken over for Irak. Det vil formentlig betyde, at Irak inden længe får lov til at sælge mere end for fire milliarder dollars olie årligt, som i øjeblikket tillades under den såkaldte olie-for-mad-aftale.

USA's udenrigsminister Madeleine Albright var allerede i sidste uge ude med udtalelser, som antydede en opblødning i USA's stejle standpunkt om, at sanktionerne skal bevares, sålænge Hussein er ved magten. Det mærkelige er ikke, at en sådan opblødning kommer, når man tager i betragtning, at syv års sanktioner ikke har haft den ønskede effekt, og at sanktionerne forlængst har fået USA's arabiske allierede samt Frankrig og Rusland til at mukke.
Det man kan undre sig over er derimod, hvorfor USA ikke selv tog initiativet til en kursændring i tide, når det nu var så åbenlyst utilstrækkeligt og upopulært kun at fortsætte i sanktionernes spor. Hvorfor gjorde verdens eneste supermagt det så nemt for Hussein at vinde point?
Svaret er, at USA's præsident Bill Clinton har et problematisk forhold til Mellemøsten.
"Clinton har fejlagtigt troet, at det, der foregår i den ene ende af Mellemøsten, ikke påvirker den anden ende," siger Augustus Richard Norton, der er professor i internationale forhold ved Boston University i USA. Norton mener, at Clinton-administrationen har overset den effekt, som den strandede fredsproces mellem Israel og palæstinenserne har haft på de arabiske lederes humør. En af hovedårsagerne til mukkeriet over USA's Irak-politik blandt USA's allierede i Mellemøsten - især Egypten og Saudi Arabien - er netop, at USA så entydigt støtter israelerne.
"Clinton-regeringen har været helt ekstremt partisk til israelsk side og er i uhyggelig grad ude af balance," siger Norton og peger på hensynet til de amerikanske
jøders gunst som årsagen. Men umiddelbart burde det ikke være nødvendigt, da 85 procent af jøderne allerede stemmer på Demokraterne. Mange opfordrer oven i købet Clinton til at lægge mere pres på Israels højrenationalistiske ministerpræsident Benjamin Netanyahu.
"Min vurdering er, at Clinton med sin pro-israelske politik forsøger at vinde de 15 procent af de amerikanske jøder, der støtter Republikanerne. Det er den ene forklaring. Den anden er, at Kongressen (med republikansk flertal, red.) har fået langt større indflydelse på regeringens udenrigspolitik og presser Clinton til en højredrejning," siger Norton.
Dertil kommer, at Clinton er omgivet af stærkt pro-israelske medarbejdere i den del af det rådgivende apparat, der beskæftiger sig med Mellemøsten.

Jørgen Bæk Simonsen, der er lektor ved Carsten Niebuhr Instituttet ved Københavns Universitet mener, at USA igennem mange år har vist en manglende evne til at forstå den arabiske verden.
"Bare halvanden måned før shah-styret blev væltet i Iran i 1979, slog den daværende amerikanske regerings rådgivere fast, at styret sad fast i sadlen. Og efter den israelske invasion af Libanon i 1982 sendte USA soldater afsted for siden at trække dem hjem uden at have opnået andet end at miste en del af dem," siger Jørgen Bæk Simonsen.
I den aktuelle konflikt med Irak advarer Richard Norton dog mod at tro, at den nu er helt overstået. Han mener, at det er så pinligt for USA at have sendt adskillige krigsfly og en større flådestyrke til Mellemøsten blot for at kalde hele apparatet hjem igen.
"Lad os se tiden an de nærmeste dage. De amerikanske styrker bliver i området, og hvis bare Hussein gør noget, der er tilnærmelsesvist provokerende, kan man ikke udelukke at USA vil slå til militært," siger Norton.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu