Læsetid: 2 min.

Større men bedre

14. november 1997

Den sjette bogmesse i Forum, København, bliver den hidtil største

Bogmesse
En eller anden naturlov har afgjort, at messer, herunder bogmesser, har en tendens til at vokse. Således går det på verdens største bogmesse i Frankfurt, og således forløber udviklingen åbenbart også for vor hjemlige variant, BogForum i København.
Udvidelserne tegner imidlertid til også at være forbedringer. Siden sidste år er Forum blevet renoveret og udstillingsarealet udvidet. Således er der blevet plads til Store Scene indendørs, nemlig på balkonen, og scenen er samtidig blevet dobbelt så stor.

Udlændinge på visit
En række udenlandske forfattere besøger messen. Kerstin Ekman har været inviteret tre år i træk, men nu har hun sagt ja. På dansk er i foråret udsendt hendes fortælling om syv kvinder, Gør mig levende igen. Jan Kjærstad, der har udsendt bind to, Erobreren, i sin store romanserie, kommer også og desiden Jostein Gaarder og Märta Tikkanen fra det nordiske. Blandt de øvrige udenlandske navne kan nævnes Rosie Thomas, Alle kvinder har en hemmelighed,
Ruth Rendell, Nøglerne til gaden, og Philip Kerr, Den blege forbryder og Et tysk rekviem. Desuden Maragaret Drabble, ungarerne Peter Nadas og Peter Esterhazy, russeren Vasilij Aksjonov og indisk-canadiske Rohinton Mistry, der den 19. november, umiddelbart for messen, modtager ALOA-prisen på 10.000. Rohinton Mistry har efter sigende skrevet en af de helt store realistiske romaner om det indiske subkontinent. Politisk analyse, skarpe personkarakteristikker og et mylder af liv og historier går angiveligt op i en højere enhed.
Priskomiteen karakteriserer romanen som skrevet med "en mageløs sproglig energi, en sans for detaljer der aldrig overskygger men tværtimod understøtter helheden, og sidst men ikke mindst med en humor der bevæger sig fra det underfundigt ironiske til det sublimt groteske". Rohinton Mistry optræder på messen den 22. november kl. 14.15, hvor han i Bogcafeen interviewes af Søren Vinterberg.

Temaarrangementer
Også en lang række danske navne vil være at træffe: Suzanne Brøgger, Carsten Jensen, Michael Larsen, Jane Aamund, Inge Eriksen, Jens Martin Eriksen, Ole Wivel, Jørgen Gustava Brandt, Kirsten Hamann, Frederik Dessau, Marianne Eilenberger, Jørn Riel, Bente Scavenius, Thomas Winding og årets mest omtalte debutant Jan Sonnergaard.
Udover, at forfatterne optræder på forlagenes stande, kan de høres i Bogcafeen og på den ombyggede Store Scene, hvor en række temaarrangementer løber af stabelen.
Her er eksempelvis et arrangement med udvalgte debutanter, om "Litteraturens Europa", "Folkeskolen hvad nu?", om "Dansk film", en quiz om Nordisk Kvindelitteraturhistorie og om "Dansk dramatik", for blot at nævn nogle.

Den Gode Historie
For børnene er indrettet et særskilt rum ved navn Den Gode Historie, for - som det hedder i BogForums pressemeddelelse - at henlede opmærksomheden på den store landsdækkende kampagne for børnebogen, der under samme navn afvikles i marts 1998. I Den Gode Historie kan man blandt andet se film, høre Thomas Winding læse Den lille bamse-historier eller Vigga Bro Astrid Lindgren-historier.
I forbindelse med den store gamle dames 90-årsdag - i dag! - har Den Gode Historie iværksat en indsamling af hilsner til hende fra danske læsere. I en kæmpestor bog med forside af Lilian Brøgger kan man skrive sin hilsen, og når messen lukker, lukker bogen også, hvorefter den bliver afleveret i til Astrid Lindgren i Stockholm.

*Hilsner til Astrid Lindgren kan også sendes til Den Gode Historie, Den Danske Boghandlerforening, Siljangade 6, 2300 København S, senest den 21. nov.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu