Læsetid: 5 min.

Om stråle-skader og børn

24. november 1997

Dårligt nyt for atomkraftværkernes arbejdere og deres børn: Strålings-skader kan måske nedarves

Det har ikke været nemt at være hibakusha - overlevende efter atombombeangrebene på Hiroshima og Nagasaki i 1945. Ikke nok med at kræftformer som leukæmi og lungekraft har optrådt med stor hyppighed blandt de overlevende - de har også haft stort besvær med at finde ægtefæller. Femten år efter krigen var halvdelen af de kvindelige ofre og en fjerdedel af de mandlige endnu ikke blevet gift.
Hibakusha'erne blev skyet på ægteskabsmarkedet, fordi man frygtede, at den stråling, de havde væ-ret udsat for, havde beskadiget deres gener. Man frygtede, at de ikke ville kunne sætte normale, sunde børn til verden på grund af strålingsskader på deres kønsceller.
Frygten har vist sig ikke at holde stik.
Forskningsinstitutionen for Strålevirkninger, der blev oprettet i Hiroshima i 1947 for at studere følgerne af bombeangrebet, har fulgt hibakusha'erne nøje. Den har lavet en række store undersøgelser, der ikke har kunnet påvise øget mutationsgrad - skader på DNA'et - hos de overlevende og deres børn.
Det er betryggende information: Selvom de, der udsættes for stråling, kan komme til at lide frygteligt under forskellige sygdomme, så videregiver de ramte ikke dårligdomme, i form af beskadiget DNA, til deres afkom. Menneskeslægten kan føres videre uden at lide alt for meget under fortidens synder.
Den viden, som det enorme forskningsprojekt i Hiroshima har tilvejebragt, er i en række år blevet brugt flittigt af fortalerne for atomkraft.

Sellafield
I 1990 påviste den engelske forsker Martin Gardner, at der var en sammenhæng mellem den strå-lingspåvirkning, som de mandlige arbejdere blev udsat for på det berygtede atomkraftværk Sellafield, og graden af leukæmi hos deres børn. Atomindustrien har med de japanske tal i ryggen kunnet tilbagevise, at den øgede frekvens af kræftsygdommen skulle skyldes den stråling, som fædrene var blevet udsat for, før børnene blev født.
Nu har en ny undersøgelse givet den britiske atomindustri endnu et argument i hånden. Forskere fra National Radiological Protection Board og fra universiteterne i Oxford og Birmingham har, ifølge det engelske tidskrift New Scientist, offentliggjort en undersøgelse af 36.000 børn med kræft. Ligesom i undersøgelsen fra 1990 fandt forskerne også denne gang en forhøjet frekvens af bl.a. leukæmi hos børn af arbejdere fra landets atomkraftværker. Mere overraskende fandt de også, at der ikke var nogen sammenhæng mellem de strålingsdoser, de enkelte arbejdere blev udsat for, og risikoen for udvikling af kræft hos børnene.
De engelske forskere er dermed meget tæt på at slå en stor streg hen over overførselteorien - Gerald Draper, der ledede undersøgelsen, mener, at den nye undersøgelse giver overvældende beviser for, at der ikke er sammenhæng mellem den stråling forældrene er blevet udsat for og børnenes sygdomme. Helt i tråd med Hiroshima-undersøgelsen.
Der er dog - som altid - et men i denne sag.
Det forholder sig nemlig sådan, at de filmstrimler, som måler strålingsbelastningen for den enkelte arbejder, ikke kan kan måle alpha-stråling inde i kroppen. Alpha-strålingen kunne f. eks. komme fra plutonium, som en arbejder var så uheldig at optage i sin krop. Andre eksperter på området mener da også, at der er behov for øget forskning, før overførselsteorien helt kan afvises.

Nedarvning af fejl
En endnu mere alarmerende melding, som sætter spørgsmålstegn ved de vandtætte skotter mellem forældres udsættelse for stråling og deres afkoms sygdomme, kom for et par uger siden ved en konference i Kyoto i Japan.
Her kunne den amerikanske biolog Lynn Wiley, ifølge New Scientist, fremvise resultater, der ikke kun tyder på, at strålingsinducerede mutationer i DNA'et kan nedarves, men også at effekten bliver vær-re og værre, for hver generation de gives videre til.
Wiley og hendes medarbejdere lavede et 'konkurrenceforsøg', hvor de sammenlignede celledelingen i musefostre fra bestrålede og ubestrålede fædre. De sammensmeltede et normalt fire-celle foster med et fire-celle foster undfanget af en bestrålet han. Efter 30 til 35 timer udgjorde andelen af celler fra den bestrålede han kun 48 procent af alle cellerne i fosteret.
Da forskerholdet gentog forsøget med sæd fra det afkom, der kom fra bestrålede fædre, udgjorde andelen af celler med et 'bestrålet' ophav kun 44 procent. Forsøget er også blevet gentaget med en 'børnebørns-generation' af de bestrålede mus, og her viser de første resultater en mindst ligeså lav andel. Noget tyder altså på, at bestrålingen af hannerne gør, at deres afkoms celler ikke er i stand til at dele sig lige så hurtigt som celler fra normale fædre.
Forklaringen på den langsomme celledeling, mener Wiley, er at cellerne har travlt med reparere det beskadigede DNA. Afkom af de bestrålede mus havde et forhøjet niveau af det kræftbekæmpende protein p53. Proteinet bremser celledelingen, og giver dermed cellerne tid til at reparere deres DNA.
Det er en slags energimæssig handel cellerne laver: celledelingen sløves ned, til gengæld ordnes fejlene i de nedarvede gener.

Genomisk ustabilitet
Lignende resultater er på det seneste blevet offentliggjort af en håndfuld laboratorier rundt om i verden. I disse undersøgelser har man påvist det, man på dansk ville kalde "strålingsinduceret genomisk ustabilitet".
Bag den lettere krybtiske titel gemmer der sig en nyopdaget måde, hvorpå stråling kan skade menneskers gener.
Tidligere troede man, at en celles DNA ved bestråling enten muterede og videregav mutationen til alle de efterfølgende celler, eller også gik så meget i stykker, at cellen døde og mutationen således ikke kunne videregives.
De nye undersøgelser tyder på, at mutationerne kun i nogle tilfælde gives videre når cellerne deler sig - at genomet (DNA'et) er ustabilt.
Både undersøgelserne, der har påvist den strå-lingsinducerede genomiske ustabilitet, og Lynn Wileys resultater antyder, at strålingsskader på menneskers DNA måske først viser sig lang tid efter, at de er opstået. Det, der gør Wileys arbejde enestående, er, at hun og hendes kollegaer, som de første har påvist, at skaderne kan spredes fra generation til generation.
Hvis deres resultater kan overføres til mennesker, kan det betyde, at vi endnu ikke har set de endelige ødelæggelser forårsaget af atombomberne over Hiroshima og Nagasaki.
Efterkommere af hibakusha'erne går måske rundt med genetiske defekter, som endnu ikke er fundet, og først vil afsløre sig et godt stykke ind i fremtiden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu