Læsetid: 2 min.

Surf på Susan

17. november 1997

Zsuzsa Polgar er gået på internettet

SKAK
Den ungarske skakverdens-mester, 28-årige Zsuzsa Polgar, er jo blevet gift og har slået sig ned i New York-forstaden Queens. Og det har tydeligt nok virket inspirerende på den ældste af de tre berømte Polgar-søstre. Zsuzsa er nemlig gået på internettet, hvor man kan få alt at vide om hendes karriere og aktuelle aktiviteter på adressen www.polgarchess.com.
Blandt andet at hun nu kalder sig Susan, og det forstår man jo godt: det der dobbelte zs går der nemt kage i, når man skal surfe hen over nettet.
Og for danske skak- og pc-freaks er der virkelig oplagte muligheder for at 'surfe på Susan'. Man kan læse om hendes simultanforestilling i den amerikanske kongres, hvor hun sammen med den tjekkiske stormester Lubomir Kavalek tog en række amerikanske politikere under kærlig behandling - i atten partier opnåede senatorerne kun en sølle remis. Det næste bliver vist et møde med Bill Clinton. Læs selv videre på nettet! Eller besøg hendes 'shop' og køb dig et nyt skakspil i glas eller bogen om hende Queen of the Kings' Game. Eller aftal en enetime pr. telefon formedelst 150 dollars. Et to timers foredrag koster 1500 dollars, mens prisen på en simultanforestilling begynder ved 5000 dollars. Ganske gratis - bortset fra telefontaksten - er det derimod at klikke sig ind på månedens parti med kommentarer af Susan Polgar. I november måned drejer det sig om et parti, som hendes (betydeligt stærkere!) lillesøster Judit for et par år siden vandt over den lettiske stormester Aleksej Sjirov, mens oktoberpartiet, som vi her viser, har Zsuzsa/-Susan selv i hovedrollen - som sort mod en vis Istvan Pataky, helt tilbage i 1978, da hun var bare ni år gammel:
1. f4, e5 2. fxe5, d6!
Froms gambit, minsandten. Og Polgar undlader ikke at nævne, at den i det 19. århundrede blev lanceret af danskeren Martin Severin From. Det vender vi her i bladet tilbage til i forbindelse med udgivelsen af en From-biografi.
3. Sf3, dxe5 4. Sxe5, Ld6 5. Sf3, g5! 6. c3? - den slags er der ikke tid til i denne variant - g4! 7. Da4+ ...
Springeren kunne jo ikke reddes: 7. Sd4, Dh4+ 8. g3, Lxg3+ fører jo til mat. Nu har den hvide konge imidlertid fået et flugtfelt.
7. -, Sc6 8. Sd4, Dh4+ 9. Kd1, g3 10. e3?
Hvids seneste træk tillader det spektakulære:
10. -, Dxh2! 11. Txh2 - tvunget, da tårnet ellers er solgt til stanglakrids - gxh2 12. Sxc6, h1D 13. Ke2 ...
Hvid har alligevel ingen givtig afdækkerskak.
13. -, Dh5+ 14. Kf2, Df5+ 15. Kg1, Ld7 16. Dd4, Lxc6 17. Dxh8 ...
Hvid fatter måske atter håb, da han er sluppet ud af forviklingerne med en bonde i overskud. Men hans udvikling er for dårlig, til at han kan slippe helskindet fra det.
17. -, 0-0-0 18. Dg7, Le5!
Den hvide dronning kan ikke uden videre betegnes som fanget, for hvid har tilsyneladende paraden:
19. g4 ...
Men det giver Zsuzsa lejlighed til atter at brillere:
19. -, Lh2+!
Og hvid opgav, da han bliver sat mat i fem, seks træk efter 20. Kxh2, Df2+ etc. Læsere med adgang til internettet kan selv overbevise sig om rigtigheden af denne påstand på www.polgarchess.com.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu