Læsetid: 7 min.

Det svenske skoleeventyr

25. november 1997

Et 100 år gammelt system er i opbrud - på vej væk fra klasseundervisning og enelærere

Skolen på kloden
Det er ikke helt ligesom dengang for længe siden, da de altid slog os i fodbold. Men man kan godt blive mindet om fornemmelsen, hvis man tager til Sverige og ser på skoler.
Det er som i gammelt eventyr. Alle i skoleverdenen er i gang med et forandrings-projekt. Det sker ikke i takt, for hver enkelt skole har sin egen historie, lærere, forældre, elever, økonomi og kommunale tilhørsforhold - og skolen er decentraliseret. Men det er en tendens - en trend, som de kalder det - som startede for kun otte år siden på en skole i Märsta og nu anslås at omfatte omkring halvdelen af skolerne.
Trenden bygger skoler om, nyindretter klasseværelser, giver en helt anden undervisning og nedbryder et system, der er ligeså gammelt som skolesystemet i Danmark.
Anna Forssell, embedsmand i den politiske ledelse af Undervisningsministeriet, anslår, at omkring halvdelen af skolerne er berørt. Men udviklingen går hurtigt, siger hun. Konsulent i Lærerforbundet, Ann-Christin Larsson, anslår ændringerne til at ske endnu hurtigere.
"Skolen ændrer sig næsten dag for dag. Hvis du for nogle år siden havde sagt til mig, at jeg ville finde pædagoger som ledere af skoler, havde jeg ikke troet dig. Men nu sker det faktisk. Det er udtryk for, at integrationen i skolen, samarbejdet med andre faggrupper og nye undervisnings-former for alvor slår igennem", siger Ann-Christin Larsson.
Den skole, som er ved at bryde igennem i Sverige, er den, som nogle lærere i Danmark har givet øgenavnet "verdens længste eftersidning". I Danmark findes kun noget tilsvarende på en enkelt folkeskole, Skalmeje-skolen ved Herning.
Der er ikke 45-minutters lektioner, men til gengæld et par lange frikvarterer i løbet af dagen, som i øvrigt varer til 13-14-tiden. Lærere og pædagoger arbejder sammen i de mindre klasser - og undervisningen veksler mellem projekter, kurser og individuelt arbejde.
"Vi kan ikke og vil heller ikke presse en bestemt undervisningsform ned over skolerne " siger sagkyndig i Undervisningsministeriet, Anne Forssell.
"Den type skole, der bryder frem de fleste steder, er jo også blot den, som tager udgangspunkt i vores skolelov fra 1994, som understreger, at børnene skal lære at lære og at der skal tages udgangspunkt i hver enkelt barn. Vi forestiller os ikke, at alle skolerne ender med at blive ens. Der er frit skolevalg, og forældre og elever skal have mulighed for at vælge. Så der vil sikkert blive mange forskellige retninger - og den traditionelle klasseundervisning vil også stadig findes nogle steder", Anne Forssell.

Rationaliseres
Opbruddet sker på en dyster baggrund, normalt den værste for nyskabelser: nedskæringer og pengemangel.
I slutningen af 80'erne og begyndelsen af 90'erne indtil 1995, da der var økonomisk tilbagegang i Sverige, blev skole-budgettet skåret ned med 20-30 procent. Det foregik samtidig med en voldsom decentralisering, hvor skolerne blev lagt ud til kommunalt selvstyre i stedet for at blive reguleret og få penge fra staten.
Da kommunerne fik ansvaret for både fritidshjem, skoler og børnehaver fandt politikerne hurtigt ud af, at der kunne rationaliseres ved at slå fritidsordninger og skolen sammen i delvist de samme lokaler. Lærere og pædagoger begyndte at udvikle ideer sammen. Især, da der også blev indført en børnehaveklasse.
"Når en børnehavepædagog kommer ind i skolen og ser på lokalerne, siger hun: Her kan man da ikke være. Hvorfor river vi ikke væggen ned ud til korridoren. Vi må have et tæppe, så vi kan have samling på gulvet. Og der må være nogle tegninger på væggen og nogle bløde stole. Det har været med til at skubbe på udviklingen", siger Anna Forssell.
Og formanden for Lärerforbundets 210.000 medlemmer, Christer Romilsson, giver hende ret:
"Det var en hård omgang. Og der er store problemer rundt omkring. Men der er tale om et af de sjældne tilfælde, hvor nedskæringer og rationaliseringer på nogle områder har ført til en højere kvalitet, fordi det har betydet til en bedre hverdag for børnene", siger han.
"Det vigtigste er jo børnene. Man taler om livslang læring. Det kan man ikke opnå, hvis børnene taber lysten til at lære noget. De lærer jo også i fritiden, af medierne, med computere, med alle mulige input. Derfor er fritid og skole for os ikke to helt forskellige verdener. Men når vi integrerer fritidsordningen i skolen, indgår jo også en masse leg og omsorg fra den verden til skolen. Det er ikke undervisning hele tiden. Langt fra", mener lærerformanden.

Inspektører
"Regeringen har to slagord for skolen i Sverige: Kvalitet og ligeværdighed", siger Anna Forssell. "Det første handler om, at børnene lærer noget. Selv om Sverige ligger fint i de internationale undersøgelser, skal vi alligevel omstille hele skolesystemet til videnssamfundet. Her er først og fremmest lærerne og deres uddannelse garanti for, at der er kvalitet i undervisningen".
Men ministeriet har også en styrelse, Skolverket, som overvåger kvaliteten i skolerne. De laver stikprøveundersøgelser og landdækkende kontroller.
Og i øjeblikket er de ved at finde et inspektør-korps, som skal rejse rundt og overvåge kvaliteten på de enkelte skoler.
"Det bliver ikke som i England, hvor de kan lukke skoler og være bussemænd. Inspektørerne skal opmuntre, samle erfaringer op og hjælpe der, hvor der er problemer. Men de skal til at være lidt tuffere", siger Anne Forssell med et nyt svensk modeord.
Ligeværdigheden handler om, at de demokratiske spilleregler, etik, miljø og lige mulighed for alle børn stadig skal være en del af skole-systemet, selv om undervisningen bliver mere individualiseret eller i grupper. Det handler også om de svage elever.

Taberne
"Omkring en femtedel af eleverne ikke kan få godkendt i deres prøver, når de forlader skolen. Dem har vi tabt på gulvet. Og det er katastrofalt. Sådan er det også i andre lande, og den type ulighed har altid været en del af skolen. Men for hver enkelt barn er det en katastrofe. Det bliver svært at klare sig i fremtidens samfund, hvis man ikke har lyst til hele tiden at lære noget nyt. Og det er næsten det værste: at de har mistet lysten til at lære. Det kommer også til at koste samfundet enorme summer at samle den gruppe op igen," siger Anna Forssell.
Derfor bliver den første opgave for de kommende inspektører at sætte fokus på de svageste elever.
"Det er ofte her, man har sparet, fordi det har været lettere at skære ned på speciallærere end at lægge klasser sammen. Og de svage blev ofte tabt i den gamle type klassepædagogik, hvor man sigtede imod midten," siger Anna Forssell.
Den nye pædagogik giver bedre muligheder for at tage sig af det enkelte barn, mener hun.
Desuden mener hun, at de svage elever vil drage nytte af, at der er flere forskellige slags voksne om at undervise. Hvis læreren ikke kan få fat i problemerne, kan pædagogen måske.
"Men det er selvfølgelig i sidste instans et spørgsmål om ressourcer. Der skal være tid til den enkelte elev", tilføjer hun.
Skolerevolutionen er også noget, der foregår inde i hovederne på de lærere og forældre, som skal stå model til forandringerne:
"Hvis du havde sagt til mig for 10 år siden, at en pædagog kunne blive leder af en skole, ville jeg ikke have troet dig. Men nu sker det flere steder," griner konsulent i Lärerforeningen, Ann-Christin Larsson.

Kolleger at grine med
Baggrunden for samarbejdet med pædagogerne er blandt andet, at lærerne har måttet lære at leve med en overenskomst, hvor forberedelsestiden er mere eller mindre lokalt bestemt, og hvor en del af forberedelsestiden skal ligge på skolen og foregå i team.
Men de lærere, som først er sluppet ud af enelærer-systemet, vil ikke tilbage igen, beretter Ann-Christin Larsson:
"Alle har brug for kolleger til at læne sig op ad, græde ud hos og grine sammen med. Det er en kæmpe støtte at kunne diskutere de situationer, som opstår. Og man skæver da også lige til hinanden og lærer af de andres fejl og gode ideer", siger hun.
Mange lærere og forældre er dog skeptiske over for de nye ideer. Spørger man en gruppen lærere, hvor de største problemer ligger i at skifte undervisningssystem, lyder svaret samstemmende:
"Forældrene".
"Ja, vil kender jo allesammen skolen fra dengang, vi selv gik der. Det er trygt, at det er genkendeligt, når ens børn begynder," siger Ann-Christin Larssson. Men tilføjer, at forældrene ofte bliver glade for forandringerne, når børnene bliver gladere for at gå i skole.
Intet eventyr er slut, før økonomien er bragt på plads. De svenske skoler har ikke fået et halvt kongerige. Men den generelt optimistiske stilling har også en økonomisk baggrund: Regeringen har i juli givet kommunerne 8 milliarder kroner og lovet dem yderligere 16 til næste år, som i øvrigt er valgår. Der er dog stadig kommunalt selvstyre.
"Vi håber, at det vil føre til, at kommunerne begynder selv at gå ind i debatten om, hvordan skolen skal være i netop deres kommune", siger lærerformand Christer Romilsson.

*Dette er den syvende artikel i en serie om den internationale skoledebat. De tidligere artikler blev bragt 5., 6., 11., 13., 15. og 22. november.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu