Læsetid: 4 min.

En syg sjæl i et sygt samfund

13. november 1997

Mens mafia-rappen forsumper i luksuriøse soulrytmer, finder hip hoppens egentlige enfant terribles nye måder at provokere, men også moralisere på

Selvom der i Florida tilbage i '89 blev nedlagt forbud mod 2 Live Crews fjerde album As Nasty As They Wanna Be, og selvom Ice-T & Body Counts single Cop Killer to år senere fik daværende præsident George Bush til at se rødt, ja, så er det aldrig rigtig lykkedes for alvor at påtvinge hip hoppen censur. I stedet indførte man i USA i '90 det vejledende klistermærke "Parental Advisory - Explicit Lyrics", som snart var at finde på alle albums med respekt for sig selv. Og selvfølgelig blev det snart et kvalitetsstempel i hip hop-kredse, at få et bornert Amerikas misbilligelse klistret på sin udgivelse.
Men alligevel: dén overrumplingseffekt, som altid har været en del af hip hoppens sande natur, har længe været savnet i den mere etablerede ende af genren, som bevidstløst fortsætter med at svælge i egen rigdom, potens og voldelige adfærd. Tomgang.

Ingen anstødelighed
Mafia-rappere kunne man kalde de populære hip hoppere, der i dag signalerer økonomisk overflod og tætte 'familie'-bånd hip-hopperne imellem. Blandt nyere albums der emmer af mafiøs selvforståelse, kan man finde Snoop Dog-gy Doggs Tha Doggfather og endnu nyere samarbejdet The Firm - der sigende låner temaet fra Francis Ford Coppolas Godfather-trilogi - mens superstjernen Puff Daddys medsammensvorne meget passende kalder sig The Family. Gangsterrappen er således vokset til dynastistørrelse, i magt, men savner til gengæld den kreative farlighed, den anstødelighed, som den oprindelig besad.
Mens disse navne svøber sig i romantiseret kriminalitet og i luksuriøse, ofte konforme soul-grooves, så finder man anderledes pro-gressive takter og toner hos de egentlige provokatører og nytænkere i hip hoppen.
I den milde ende opdyrker Tha Alkaholiks på deres tredje album en elastisk hip hop, der ikke kun overgår de nævnte luksusflydere i afsæt og idérigdom, men også i egentlig personlighed. Likwidation (BMG/RCA/Loud) er et mangetunget, lyst tonet album, der griner den amerikanske helsefanatisme op i ansigtet. Her handler det om alkoholens velsignelser i et befriende politisk ukorrekt sceneri. Ganske vist isprænges Likwidation det lejlighedsvist angrende rim, men generelt viderefører trioen - uden at være hverken stilskabende eller grænsesprængende - hip hoppens stolte tradition for at være ill, for at undergrave norm, idyl, i bedste fald etablissement.

Inden dommedag
Anderledes seriøst er projektet The Psycho Realm (Sony/Columbia/Ruff house), der tæller B-Real fra Cypress Hill. "We (...) represent underdogs
world-wide/ On the hustle leading crooked lives/ we don't die we multiply".
I et klaustrofobisk univers har de tre herrer i The Psycho Realm tilslebet stø-vede loops, sammensplejset scratches, gamle vinylplader og fremmanet ildevarslende, svært hørbare detaljer på et debutalbum, der benytter sig af en klassisk ghetto-vinkel. Men her er ingen romantisering, ingen sentimentalitet, blot paranoide, desillusionerede sindbilleder fra bunden - ligeså håbløse som albummets glimrende, tilrøgede, dopede univers er underbelyst.
Insane Clown Posse er et stykke længere ude i hampen med deres grænsepsykotiske album The Great Milenko (Polygram/Island Records), som nåede at væ-re til salg fra Disney-koncernen i seks timer inden det blev trukket tilbage.
I stedet har britiske Island Records udgivet Detroit-duoens fjerde album, som fortsætter mytologien fra de tre foregående: Violent J og Shaggy 2 Dope er af den såkaldte Carnival Spirit blevet udnævnt til at præsentere seks åbenbaringer for menneskeheden inden dommedag er over os. The Great Milenko er den fjerde i rækken, og den præsenterer den store - onde - illusionist af samme navn. En tryllekunstner, der stikker menneskeheden blår i øjnene, tilbyder en livsstil fyldt med goder, men reelt baseret på forsyndelse og falskhed. Det kan man da kalde en samfundskritik. Men denne afvikles i forargelige, oftest hysterisk morsomme scenerier, hvor Mester Jakel-figurer har overtaget religiøse ikoners plads, hvor moral er et middelklasseproblem, hvor respektløshed er et kodeord. Mest underholdende i The Nuden Game, der parodierer utallige amerikanske find-en-ny-partner-shows: "Let's say you were to come over to my parents' house and have dinner with me and my family. Tell me what you'd do to make that first impression really stick."
"I'd probably show up naked like I always do and lick your mama in the eye" og så videre...
Musikalsk er The Great Milenko afledt af hip hoppens horror core-tradition, der præges af gyserfilms-melodier- og klange, ildevarslende baslinier og generel morbiditet. Men man kan også finde rockelementer - især asfalterede guitarblokke - og nuttede børnemelodier i effektfulde koblinger med Dope og Violent J's respektløse rå-beraps i grænselandet mellem stiliseret sindssyge og skingert hysteri.

Moraliserende tale
Gravediggaz var med deres debutalbum Niggamortiz med til at definere netop horror core. Der er reminiscenser af dette fremragende album på opfølgeren The Pick, The Sickle And The Shovel (MD/V2/Gee Street GEE-1000562), der dog præges af en lysere tone. Her er ikke kun, som i tidligere tider, skurrende melodier og konfrontatoriske, amoralske tekster, men også blåtonede stryger- og klaversamplinger og moraliserende tale. Linier som "Niggers are caught up in a mist of sex, you better grab a hold of your crucifix", en titel som Repentance Day og en forklarende sang som Hidden Emotions - om mandens følelsesmæssige stumhed - indikerer Gravediggaz' nye, mere seri-øse, men også pletvist banale tekstlinie.
The Pick... prydes af vanligt sublimt sammen-klippede, dynamiske, mangebundede lydcollager præget af en større klarhed end man er vant til fra lydkonstruktør RZA's arbejde med sit andet outfit Wu-Tang Clan. Mange transparente, akustiske klange præger lydbillederne, men også funkede grooves, støvede orkesterloops, elastiske basgange og skæve indslag som pludrende klokkespil på melodiske omveje og samplede operasangere. Og så besidder kvartetten ekstremt smidige rappere, der mestrer både hurtige flows og hårde udstansninger.
Det er så som så med de morbidt morsomme this is how it is-historier og de amoralske provokationer på The Pick..., men Gravediggaz er alligevel i en betragtelig vægtklasse med et andet album, der ikke kun myldrer med klang-indfald, men også med lyrisk og rappende smidighed, med en rytmisk formuleringsevne udover det sædvanlige.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu