Læsetid: 5 min.

Sygdommen til døden

20. november 1997

André Glucksmanns polemiske bog om aids' indflydelse på det moderne samfund balancerer fint mellem indignation og reel oplysning

Ny bog
Aids vil efter al sandsynlighed endnu i mange år udstille lægevidenskabens begrænsede muligheder for behandling. Succes-kriteriet er ikke helbredelse, men muligheden for at trække sygdommens faser i langdrag. Den hiv-positive kan håbe på bedre medicin, der kan forlænge livet og lindre smerten, men som situationen er nu, er aids sygdommen, der ender i døden.
Derfor er sygdommen, der til tider har bredt sig med en epidemis hastighed, et slag i ansigtet på den moderne lægevidenskabs forestilling om befolkningens fremadskridende hygiejne og sundhed. Men perspektiverne rækker langt ud over det rent medicinske.
Den franske filosof André Glucksmann analyserer i Verdens brist - Etik og aids, hvordan aids anfægter "både de inderste følelser og den indbyrdes kommunikation, institutionernes anseelse, videnskabens prestige og hvert eneste menneskes professionelle og private hæderlighed".
Som en sygdom der sætter tingene på spidsen, fungerer den også som en slags lakmus-prøve på den sociale adfærd i de moderne samfund. Glucksmanns interesse er ikke mindst rettet mod myndighedernes træge anerkendelse af sygdommens farlighed og ledende lægers påviselige ansvarsløshed, angiveligt af hensyn til ikke at sprede panik i befolkningen.

Den offentlige orden
Som en overvejende seksuelt overført sygdom bringer den bogstaveligt talt begæret, kærligheden og døden i værelse sammen, og bringer uundgåeligt dødstanken ind i de mest intime menneskelige relationer.
Den klassiske filosofiske dualisme mellem bevidsthed og krop bliver ubehagelig konkret, når man for sin egen skyld bør foretage en fornuftig risikovurdering midt i lidenskaben: "Hvis du vil færdes i natklubmiljøet, så husk din Decartes. Mistænk mig, hvis du elsker mig. Bliv ædru, hvis jeg beruser dig. Åbn øjnene, hvis du drømmer. Kom ned på jorden, hvis du er i den syvende himmel".
Glucksmann henviser til et rædselsfuldt eksempel på, at aids har gjort overvejelser over seksual-partnerens moral nødvendig. To unge smittede piger, der som prostituerede begiver sig på hævntogt i frustration over egen ulykke, og som afskedshilsen på hotelværelsernes spejle skriver: "Velkommen i aids-klubben".
På det sundhedspolitiske plan har aids været sygdommen, der har stillet spørgsmålstegn ved de forestillinger om tryghed og sikkerhed, som har drevet lægevidenskaben frem, særligt siden det 19. århundredes store sociale sundheds-utopier om total desinfiktion:
Drømmen om et samfund forvaltet som et velfungerende hospital. Men som en sygdom uden grænser har aids placeret drømmen, om et samfund uden sygdom og smerte, på "museet for transcendentale illusioner".
Verdens brist er en filosofisk og historisk undersøgelse, der grundlæggende er rettet mod myndighedernes sene og bornerte håndtering af sagen og den folkelige modstand mod at følge rådene fra de statslige oplysningskampagner, om at beskytte sig.
Således har aids tydeliggjort et statsligt dilemma mellem, at oplyse om en ny sygdom og hensynet til den offentlige orden og moral, og befolkningens adfærd, hvor den sunde fornuft delvist har lidt nederlag til menneskets til tider tåbelige natur.
Både institutioner og individer har i historien om aids udvist en forbløffende evne til at glemme og fortrænge viden.

Blodtransfusion
Det gælder f.eks. formanden for den franske lægeforening, der efter at have fået en blodtransfusion rådes til at tage en hiv-test, som viser sig at være negativ. På intet tidspunkt overvejer han at gå videre til offentligheden med det private gode råd, han har fået af en kollega. Han kunne stå som et levende symbol på myndighedernes moralske tømmermænd ovenpå deres bevidste blindhed i de kritiske år mellem 1982 og 1985.
Mellem 5.000 og 20.000 mennesker blev i Frankrig hiv-positive som følge af trafikuheld, kejsersnit eller kirurgiske indgreb.
Det er svært ikke at lade sig rive med af Glucksmanns hidsighed, når han ser dette som moderne menneskeofringer bragt på almenvellets og den offentlige ordens alter: "Hvem andre ser man virke bag ministeren i en demokratisk republik eller inde i hovedet på en yppie-agtig chef for den statslige blodbank end forhistoriens offerbringer".
Glucksmann har disponeret bogen sådan, at passager med polemik mod og analyse af disse fænomener afløses af passager med faktuelle oplysninger i form af længere citater hentet fra aviser, tidsskrifter, offentlige dokumenter og undersøgelsesrapporter. Denne vekselvirkning udligner en del af den meget skarpe polemik i bogen og skaber en god balance i bogen mellem oplysning og indignation.
Pessimistisk psykologisk kan man mene, at mennesket er et dyr, der i ekstrem grad er i stand til at glemme og fortrænge, hvad det egentligt godt ved, eller pege på mere systematiske årsager i de mangeartede, og ingenlunde harmoniske hensyn, som moderne institutioner er fanget i mellem, som en hund i et spil kegler.
Der henvises til en afhandling fra 1957 om lægelige synspunkter fra det 18. århundrede, hvori der tales om reaktionen på en pest på en måde, der til forveksling minder om myndighedernes reaktion på aids: "af frygt for uro i befolkningen, tøvede myndighederne med at indrømme smittens eksistens". Denne mentalitet omtales et andet sted som enighed eller konsensus om afdramatisering.
Interessant nok tages sygdommen mere systematisk op som offentligt tema i takt med dens udbredelse ud over særlige minoritets- og risikogrupper, særligt bøsser og narkomaner.

En moderne tragedie
Glucksmann har skrevet en snørklet og til tider noget patetisk bog med mange gode og forstandige pointer. Og selv om man ikke kan sige sig fri for en fornemmelse af, at han overdriver og dramatiserer sådan, at aids får næsten apokalyptiske dimensioner, ser det sort ud i visse storbyer i Afrika og sydøst-asien.
Man forstår udmærket, hvis danskere, franskmænd eller englændere, der har været ude for et trafikuheld, og er blevet smittet med hiv gennem blodtransfusion, sammen med Glucksmann kan opfatte staten og dens sundhedsmyndigheder som onde stedfædre, der ikke interesserede sig nok for den enkelte borgers vé og vel. Der foretages en noget patetisk identifikation med Shakespeares Hamlet i slutningen af Verdens brist: "Jeg tvinger morderkongen og min mor dronningen til at tænke over den skændsel som de har begået".
Bogen bringer ingen filosofiske nyheder til torvs, men megen berettiget moralsk indignation over, at en ny og overraskende sygdom blev håndteret med en sådan kynisk statsræson, at den forvandlede sig til en moderne tragedie.

*André Glucksmann: Verdens brist. Etik og aids. Oversættelse ved Inger Merete Sander. 248 kr., 291 sider. Borgen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu