Læsetid: 4 min.

En tabers hævn

19. november 1997

Selvbiografisk skandaleroman af høj klasse

NY BOG
"'Man siger, at uheld i spil betyder held i kærlighed,' siger jeg. 'Men for mig hænger det sammen. Jeg har uheld i alt'."
Det er en trist replik at have som sit livs-mantra, men sådan udleverer en af svensk litteraturs mest markante unge forfattere Carina Rydberg sig selv i sin nye åbenlyst selvbiografiske bog Den højeste kaste. Bogen er imidlertid ikke bare en selvbiografi, men også en iskold hævnakt, der sætter navn på kendte mennesker fra hendes bekendtskabskreds.

Etisk debat
Carina Rydberg har en række romaner bag sig, hvoraf de to seneste er oversat til dansk. Romanen Nattens amnesti fra 1996 fik således en imponerende modtagelse i Danmark, hvor den blev kaldt en stor roman.
Som roman har Den højeste kaste også fået en fantastisk flot modtagelse i Sverige. Men fordi bogen blandt andet udleverer en kendt forlægger, en journalist og en advokat, har den samtidig vakt en voldsom etisk debat.
Det vil romanen nok ikke komme til at gøre i samme grad her i Danmark, hvor de færreste kender dens personer. Ganske vist optræder en enkelt dansker, en filminstruktør og dramachef i DR TV1, som instruerede filmen Sort Lucia, (som Carina Rydberg skrev manuskriptet til), og som jeg derfor tipper må være Rumle Hammerich. I den forbindelse afslører Carina Rydberg, at hun aldrig har brudt sig om den færdige film og den måde den er klippet på. Samt at hun engang var forelsket i instruktøren.

Et klassisk tema
Men på en måde er det ligegyldigt, at bogen er et stykke virkelighed. Den er så tæt og voldsomt skrevet, at den ikke ville blive mindre interessant eller mindre relevant af at være fiktion, hvad man godt kunne tage den for at være.
I stil og fortællemåde ligner den en fiktiv roman fortalt i fiktiv nutid, med megen dialog og en enkel fremadskridende handling, hvori hovedpersonen Carina udvikler sig fra at være den svage, næsten selvdestruktive kvinde, der forsvarsløst lader sig udnytte til at blive den hævnlystne taber, som rejser sig for at gøre regnskabet op.
Allerede som barn oplever hun kærlighedstabet i "klasseværelsets kastesystem". Hun har svært ved at få en veninde, og ingen vil kysse hende, når klassen skal lege Russisk Postbud, der er en pubertetsleg à la 'S, P eller K'. Hun er grim og bebrillet, og selv om hun er klog, vil de andre helst undgå at blive set sammen med hende.
Senere rejser hun til Indien, møder en indisk filminstruktør, som siger han er parser - dvs. at han tilhører den højeste kaste. Hun bliver del af en trekant med ham og hans tyske kæreste. Et skævt forhold, der på alle måder symboliserer ydmygelsen ved at være den svage part i et kærlighedsforhold.
Bedre bliver det ikke tilbage i Sverige, hvor ikke-gengældt passion og længsel bliver hovedingredienserne i Carinas håbløse forelskelse i en fordrukken og uforløst advokat, der, som hendes venner forsøger at fortælle hende, langt fra er god nok til hende.
Den hævnlystne kvinde som med ond list gør regnskabet op på skæbnesvanger vis, er et tema man kender fra andre kvindelige forfattere - Karen Blixen er en af dem; en anden Fay Weldon, som i En hundjævels bekendelser skrev en ondskab frem man kun turde drømme om at realisere i virkeligheden.

Den kasteløse
Hvorfor har Carina Rydberg ikke valgt at camouflere sine personer, give dem fiktive navne, digte om på virkeligheden, bruge erfaringen fra livet i en 'rigtig' roman?
Til det kan man svare med et andet spørgsmål: Hvem har ikke drømt om at hænge en og anden ud til offentligt skue efter at være blevet svigtet af vedkommende - at læse hans eller hendes sårende ugerninger op i TV-Avisen for det ganske folk? Den slags er ikke alle og enhver beskåret, og netop ved at gøre det i en selvbiografi camoufleret som roman, slår Carina Rydberg bogens andet tema fast:
"Dette er magt. Og det er så enkelt, i hvert fald for mig. En pen og en notesbog. Det er mit våben, mit eneste," skriver hun i en scene fra barndommen, hvor hun første gang gør sin erfaring om pennens magt, idet hun får en kvinde til at skifte plads i tunnelbanen ved at skrive om hende i sin notesbog, mens kvinden ser på det.
Mange forfattere taler om, at de altid har følt sig udenfor, anderledes, "misfit". Det har Carina Rydberg også gjort:
"Jeg er udvalgt, jeg er anderledes, jeg tilhører en anden kaste."
Gennem det at skrive, gennem forfatterskabet opnår forfatterne en form for mening med det at stå udenfor. De er betragtere med sproget i deres magt, og dette at de kan skrive legaliserer anderledesheden og giver dem helle. Carina Rydberg har, lige fra hun var barn, været den udstødte, den der blev skubbet ud, den som oplevede ydmygende afvisninger, som altid tabte, i spil som i kærlighed.
Bogen er den svages hævn - det er ikke medlidenhed hun ønsker, men derimod revanche, balance i magtregnskabet. Det er således en modig forfatter og et modigt forlag, der har givet sig ud i denne litterære voodoo-akt, hvor en forsmået, forsømt og afvist kvindelig forfatter tager sin søde hævn med en sikkert ført pen i hånden.

*Carina Rydberg: Den højeste kaste. 413 s. 348 kr. Tiderne skifter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her