Læsetid: 5 min.

Tabla og teknologi

10. november 1997

Dansk pladerunde fra Kim Kristensen over Lars Møller, Peter Danstrup og Ole Theill til Jakob Dinesen, Kasper Tranberg, August Engkilde og Music Spoken Here

Uden at gøre det store væsen af sig, er komponisten og tangentspilleren Kim Kristensen ved at opbygge en produktion som hører til det mest personlige i dansk nutidsjazz. Hans sidste plader er indspillet i eget studie i selskab med blot to andre musikere, hvilket givetvis har gjort projekterne mere økonomisk overskuelige, samtidig med at han har kunnet bruge den tid på dem som han finder nødvendig.
Der er også den lighed mellem de to plader at den ene medvirkende i begge tilfælde er en førende yngre saxofonist, men ellers er der stor forskel på Erindringens brønd (dacapo DCCD 9425/68 min./Olga) og Other Species (Kimilydlab KKCD 9701/67 min./ ambia-GDC).
På den første medvirker sangerinden Mona Larsen, som også har skrevet sangtekster til Kristensens kompositioner, og både titler og tekster har et senromantisk præg, der ikke er ukendt fra tidligere musik af Kristensen.
Jeg må tilstå at jeg finder både teksterne og deres foredrag begrænset interessante (her rimes sågar hjerte på smerte), men heldigvis er der også meget ordløs sang, hvor vokalistens musikalitet kommer bedre til udtryk. Saxofonisten er her Fredrik Lundin, som høres mest på sopran men i øvrigt er forbløffende meget i baggrunden.
Det samme gælder Kristensens klaver (men hør drager mod vand), modsat hans synthesizere, som gør musikken mere orkestral, og som med lyd af sitar (turde du alvoren?) og koto (pigen) tilfører world music-karakter
På den anden plade er saxofonisten Thomas Agergaard, der udnyttes meget bedre end Lundin, mest med sopran, men også med tenor og tværfløjte. Igen synes jeg at der er alt for lidt klaver, men dog i Andet og Tredje frispil, hvor der også er fremtrædende tablaspil af Ole Theill, denne trios trediemand.
Pladens musik er langt mere samlet og direkte end den førstes, en positiv udvikling, skulle jeg mene.

Theills tabla
Mens Theill kun spiller tabla med Kristensen, betjener han i sit faste job med tenorsaxofonisten Lars Møller også trommesæt, hvad han gør udmærket, men det er hans lette og elegante tablaspil der giver mest karakter og er med til at gøre Colours (Stunt STUCD 19711/52 min./GDC) til Møllers hidtil bedste plade. Det har Møllers tenor, John Abercrombies guitar, Thomas Ovesens bas og Jacob Christoffersens klaver dog også deres store andele i.
På bassisten Peter Danstrups Aisha (dacapo DCCD 9426/49 min./Olga) er Theills tabla kun med i det afsluttende nummer, men trækker den dominerende marokkanske lyd velgørende i retning af det indiske, som klæder denne gnawa-musik bedre end rock-indslagene andre steder. Også i denne verdensmusik møder vi et sted Fredrik Lundin (på tenor), skønt han dårligt nok er nævnt.
I betragtning af hvor meget andre benytter Theills tabla, er det ironisk at hans egen ny plade - Ole Theill (Stunt STUCD 19715/44 min./GDC) - splittes af så mange medvirkende, modsat hans to tidligere plader med Bombay Hotel-trioen. Her er rigeligt med rock og techno for min smag, men heldigvis også et enkelt nummer som Solsorten, blot med Kenneth Knudsens synthesizere og Theills tabla. Det måtte godt have fyldt hele pladen, evt. i kombination med andet af samme duo.

Rundt om parken m.m.
Once Around the Park er en af de mest aktive yngre danske jazzgrupper, men har været længe om at udkomme på plade, i modsætning til den nogenlunde jævnaldrende When Granny Sleeps, der allerede har to plader ude, tilmed på et større mærke, mens OAtP har måttet nøjes med et mindre (Unity, Family FACD 1402-2/62 min./Polygram). Gruppen bæres først og fremmest af Jakob Dinesen, en tenorsaxofonist med en meget personlig, ofte lidt sløret klang, og undertiden med et fjernt slægtskab med Stan Getz.
Brugen af hammond-orgel (Nikolai Torp Larsen) kan give associationer til mere folkelig jazzmusik, men minder snart mere om Larry Young og hans post-Coltrane orgel, og guitaristen (Rune Funch) og det velspillende bas/tromme-team (Anders Christensen og Michael Finding) trækker også i retning af det mere avancerede. Gruppen er som kollektiv ansvarlig for repertoiret, der kan virke noget lukket og depressivt i tonefaldet, men alligevel smager efter mere (det kan man få i Copenhagen JazzHouse 2. juledag).
Dinesen medvirker også på trompetisten Kasper Tranbergs Yakuza Zhuffle (Storyville STCD 4214/43 min./GDC), der har karakteristiske prøver på kapelmesterens iderige og originale, men også noget uslebne spil, bl.a. med half-valve teknik à la Rex Stewart i Peculiar Air (som han slutter med en alt for lang coda). Der er også en velspillende rytmegruppe med den kvindelige japanske pianist (og ophavskvinde til de to af seks numre som Tranberg ikke står for) Hiroshi Minami, bassisten Nils Davidsen og trommeslageren Anders Mogensen.

Indre trang?
Tranberg kan også høres på debut-cd'en med bassisten August Engkildes septet, Band of Inner Urge (Storyville STCD 4210/52 min./GDC). På trods af orkestrets umulige navn er det en absolut hørværdig plade, hvor basunisten Mads Hyhne er særligt lanceret solist, flankeret af Tranberg og Fredrik Lundin (med uvant guttural tone i "Some afro fiddle dee-dee"). Engkilde befæster sin position som en af de mest talentfulde unge bassister, men mere overraskende er det at han viser sig at være en så god komponist og arrangør, med særlig fornemmelse for latin-amerikansk stil, næsten i klasse med en Horace Silver (som i "A warm singing sunday").
Noget tilsvarende kan man ikke sige om Music Spoken Here, en kvartet der både kompositorisk og solistisk domineres af guitaristen Henrik Andersen og tangentspilleren Niels Ulbrandt, som tilsammen afstedkommer en overdrevent blød, Pat Metheny-agtig musik. Så hjælper det ikke så meget at der er vitalt bas-og trommespil af Kaspar Vadsholdt og Anders Mogensen, og at man på Jazzpolice (Stunt STUCD 19607/65 min./GDC) har bl.a. Hans Ulrik som gæst (der dog ikke synes at føle sig specielt hjemme).
Så for at opsummere: Af de her omtalte plader ville jeg især gå efter følgende fire: Kim Kristensens Other Species, Lars Møllers Colours, Once Around the Parks Unity og August Engkildes Band of Inner Urge.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu