Læsetid: 5 min.

En tam Nietzsche

4. november 1997

Peter Thielst forfladiger Nietzsches liv og værk i forsøger på at gøre ham lettilgængelig

NY BOG
Friedrich Nietzsche havde det 19. århundredes største overskæg. Han endte sit bevidste liv med grædende at falde en udpint hest om halsen. Det gjorde han efter - som en anden Atlas - at have taget hele verden på sine skuldre, for at omvurdere alle værdier. I en nihilistisk verden, hvor ingen endnu ville høre på, at tåben på torvet bekendtgjorde, at Gud for længst var død, og at tiden var inde til, at mennesket, overmennesket, skulle tage hans plads.
Hvem vil ikke gerne høre historien om dette gale og klarsynede menneske, hvis ideer med en middelmådig søsters mellemværende blev forvrænget og brugt af nazisterne? Om en mand, der allerede som 24-årig var professor i filologi, og skrev pæne akademiske arbjeder, for at ende med at skrive et nærmest bibelsk-profetisk værk Således talte Zarathustra.
Så man sætter sig spændt til rette i lænestolen, og kaster sig ud i Peter Thielsts 288 sider lange historie, i okkergult omslag, med en morsom hammersvingende filosof og den lovende titel Jeg er ikke noget menneske - jeg er dynamit.
Thielst har åbenbart sat sig for at popularisere de store tænkere i eksistensfilosofiens bagtæppe. Det er afgjort ikke nogen let opgave at skrive letforståeligt om tanker, der både dengang - og nu - er sprængstof for sjælen. Til gengæld kan der være al mulig grund til at forsøge sig, fordi f.eks. Nietzsches filosofi stiller skarpt på en række civilisationskritiske og filosofiske spørgsmål, som er mere aktuelle nu end nogensinde.
Thielst strejfer selv flere gange, hvordan den postmodernistiske tilstand, vi åbenbart er midt i, snarere ligner det nihilistiske kaos, som Nietzsche kritiserer, end den værdisættende perspektivforskydning, som han rekommanderer. Men Thielst følger ikke denne tanke til dørs. For problemet med Thielst historie om Nietzsche er, at den ikke ved, hvad den vil. Og det er grove løjer, når det nu er dynamit, man har mellem hænderne.

Den danske vinkel
Thielst har klogeligt kaldt bogen for en historie, og i starten har man det også bedst, hvis man forestiller sig en talende fortæller: Nu skal jeg fortælle jer om Nietzsche, Nietzsche var en meget artig dreng, men han plager alle med sin spørgen...
Med behørigt henblik på sit danske publikum, lægger Thielst ud med Brandes opdagelse af Nietzsche i 1887. Så er vor folkesjæl smigret, selvom det nok ikke skyldes os, men netop denne vidt belæste og berejste forskers fremsyn. Brandes anderkendelse havde vitterlig meget stor betydning for Nietzsche, her få år før sammenbruddet i 1889.
I det følgende afsnit sætter Thielst søsteren Elisabeth på plads, som den ualmindeligt dårlige forvalter af Nietzsches værker hun var. Hun blev af broderen kaldt 'lamaen' - først kærligt, senere spydigt - da hun giftede sig med antisemitten Bernhard Förster, og forpestede Nietzsches i forvejen noget vaklende kærlighedsliv.
Hun klippede og klistrede frit i broderens værker, hvilket medfører, at forskerne stort set kun regner de af Nietzsche selv udgivne bøger med i produktionen. Det har Thielst da også valgt at gøre.
Herefter vendes der tilbage til kronologien, som følges slavisk gennem skole, universitet, værker og rejser. Præstefaderens tidlige død fortælles, og der snakkes om det kvindelige sentimentalt-religiøse univers, som Nietzsche derefter var spærret inde i. Der tales om venner, bekendte og igen om sygdom og rejse og værk. Vi møder Wagner og hans skønne Cosima, vi følger begejstringen og bruddet. Vi møder også vennen Paul Rée og endelig forelskelsen i Lou Salomé. Hun afstedkom dog i det mindste, at migrænen blev væk et par uger.
Og til sidst følger vi nærmest selvfølgeligt Nietzsche ind i den sindsygdom og åndsformørkelse, han forblev i til sin død i århundredets daggry, 1900.

Berøringsangst
Men hvad er det dog for en berøringsangst med dette livsmateriale, som gør, at historien alligevel aldrig kommer i gang? Der er aldrig noget, som bliver nærværende, hverken som liv - eller som grund til, at vi nu skal høre om dette liv. For Thielst går hverken i klinch med livet eller filosofien, det hele fremstår nærmest som kausalforhold, af den slags Nietzsche ville have afskyet. Liv og værk går aldrig i forbindelse med hinanden, men fremstår parallelt.
Thielst fastholder ikke engang sin egen æstetik, tonen går fra det friskfyrsagtige til det salvelsesfulde, fra gadedreng til klerk, og værst af alt synes meningen med fortællingen så at være, at ruske moralsk op i vor materielle livsverden.
Hvis dette, at fortælle historien om et liv, ikke skal blive det rene Billed Blads-snak, så må man vove en tand og tolke. Det er måske billigt at trække Nietzsches filosofiske krav ind i denne kritik, men hans store fordring til mennesket - idealiseret i overmennesket - var dog den værdisættende tolkning, at rive slørene væk, illusionens filosof som han var.
Og det er simpelthen åndsløs forfladigelse af Nietzsches liv, at se ham som en undsluppen småborger, som plejer sin migræne på kursteder, mens moderen med passende mellemrum sender tyske skinker til ham. Det er måske sandt nok i en vis forstand, men netop ikke i Nietzsches. Man får ski-lift op til toppen og går derfor ganske glip af, hvad der er på færde, man gør det farlige ufarligt og fordøjeligt, og dermed forråder man både Nietzsches liv og filosofi.

Åndløst
Freud har sagt om Nietzsche, at han var ét af de mennesker, som kendte sig selv allerbedst. Hvordan kan man så feje migrænerne af bordet som værende psyko-somatiske, og lade være med at tage livtag med Nietzsches faderfigur-problemer og eventuelle homoseksualitet. På side 184 åbner Thielst mærkeligt nok en parentes om denne homoseksualitet, som han aldrig lukker - i bogstaveligste forstand.
Nietzsche var selv en af de første, som overhovedet tematiserede sublimeringen. Han tolkede nærmest hele den kristne verden som én stor sublimering af viljen til magt. Forstået som en vilje til at magte livet i modsætning til den officielle kristendoms afmagstdyrkelse - slavemoralen. At erkende Guds død ligger jo i øvrigt snublende nær at erkende sin fars død, en nærhed, som vel især kunne berøres i en biografi...
Og når talen er faldet på afmagt, så kan man jo også betænke Nietzsches forhold til sin egen sygelige tilstand: Hvorfor lader han sig ikke slå ud, eller som så mange andre gør en dyd ud af nødvendigheden - at hylde lidelsen?
Nietzsche havde nok forregnet sig med, hvor meget de døde Guder stadig bar - og bærer - verden. Og han var bare et menneske - Ecce homo - og ingen gudesøn som Jesus eller Dionysos - eller Atlas.
Til sidst brasede verden sammen over ham. "Jeg siger jer: man må endnu have kaos i sig, for at kunne føde en dansende stjerne".
Således talte Zarathustra og Nietzsche. Og hos Thielst er Nietzsche på trods af - eller på grund af - et væld af biografiske oplysninger tæmmet til noget alt for forståeligt og derfor helt uigenkendeligt.

*Peter Thielst. Jeg er ikke noget menneske - jeg er dynamit! Historien om Friedrich Nietzsche. 288 s. 248 kr. Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

ja, det er klart, at hvis man finder homoseksualitet og faderkomplekser så interessante, og i øvrigt ikke bryder sig om at gå i dybden med filosofi, så vil man naturligvis finde Nietzsche tam.