Læsetid: 7 min.

Teaterslagskibet i Paris

14. november 1997

La Comédie Française kæmper både klassisk og moderne

TEATER
Som weekendflanør bør man træde ind hos 'Chez Molìere'. Det er hverken navnet på en restaurantkæde eller en mu-seumsbutik, men på det kendteste fransk nationalteater La Comédie Française - et hus med over 300 års traditioner og historie i lasten.
For hvis Det kongelige Teater er "en gammel skude" (citat: Ghita Nørby), er La Comédie Française et slagskib, der kæmper både klassisk og moderne i en skizofren og opløst tid, der forankres af ensemblets tyngde. Og krudtet er langt fra tørt hos 'Chez Mo-lière'. Huset lever i kraft af ensemblets utroligt raffinerede og udtryksfulde spillestil. Især som dansker bør man unde sig at opleve den klassiske tragedie-stil, hvis manierisme og ekspressivitet ikke ligner noget, der kan opleves herhjemme. Det er unikt fransk.

Virtuos Fædra
Tag bare Anne Delbées iscenesættelse af Racines Phèdre, som havde premiere sidste sæson. Skuespillerne er virtuoser - instrumentet er både stemme og krop. Aleksandriner er ikke bare da-di-da-di-da-dum. Det er musik, lieder og larm, og behandles som sådan. Smygende, melodisk, kontrapunktisk, med punkteret rytme, skrig og spytklatter, hæse støn og en formidabel diktion, der måske nok frem-står affekteret, men som sikrer klarheden i udtalen og forståelsen af dialogen og blot-lægger stemmens sensualitet.
Kroppen vrides og samles, spredes i vilde fagter og lystrer i intime og seksuelle berøringer og koreografier personerne imellem. Front og blik kastet direkte og bevidst mod publikum veksler med det illuderende samspil. Og der spares ikke på tårerne.
Gennem denne svulmende, men nærværende form hentes nytolkede betydninger ud af Racines mytisk-klassiske tekst, og Phèdre bliver en nutidig spejling af den evigt magt-perverterede, incest-frustrerede og altødelæggende familie, der kvæles i et alt for lille rum - i et spejlkabinet, et narcissistisk glas-inferno.
En uventet intensitet i salen, publikum bryder ud i forskrækkede støn og i bravo-tilråb efter flere af de monologiske passager. En bestemt mere sydlansk, latinsk måde at gå i teatret på - eller 'assistere et skuespil', som det så aktivt hedder på fransk.
Og Anne Delbées opsætning af Phèdre baner vejen for hendes kommende bud på Cor-
neilles Suréna (28.4.-7.6. 1998 på Vieux-Colombier) og Jac-ques Rosners bud på Corneilles Rodogune (14.3.-20.7. 1998 i Salle Richelieu).

Comédie-gængerne
La Comédie Française kender sit publikum, som er mere sammensat end umiddelbart forventet. De faste Comédie-gængere (les habitués), der kommer mere end fem gange årligt, udgør i følge en intern undersøgelse over 60 pct. af det samlede publikumstal. Denne gruppes kulturforbrug er desuden især billedkunst, museumsbesøg, koncerter, opera og ballet. Aldersmæssigt er det de over 40-årige, der udgør denne gruppe, som La Comédie selv deler op i to: De 'borgerlige' og de 'intellektuelle'. Dertil kommer 'snuserne', som cruiser igennem La Comédie pga. teatrets status eller en større, omtalt succes. De unge under 24 år udgør til gengæld kun 11 pct.

Ledelsesdans
Teatrets kunstneriske leder har fra 1993 været Jean-Pierre Miquel, der kom fra en stilling som direktør i ni år for La Conservatoire (skuespilleruddannelsen) - sideløbende med en karriere som instruktør.
Miquel engageredes for en fem-årig ledelsesperiode mod tidligere tre år, og han har efterladt sig tydelige spor og nye veje for La Comédie at gå. En stor bedrift set i lyset af, at den kunstneriske leder ikke er alene om magten.
La Comédie er et ensemble, hvor skuespillerne udnævnes til livsstillingerne 'sociétaires' efter særlige præstationer af en komité, som består af syv 'sociétaires'. Den kunstneriske leder udpeges af kulturministeren og står for repertoire- og instruktørvalg, men komiteen står for rolledistribution og udnævnelse af ensemblet! Her er altså tale om et system, hvor lederen skal danse med en livstidsansat komité.
Men Miquel kan trinene, måske nok først og fremmest fordi han på forhånd har sagt nej til at være moderne for modens skyld. I en by med 140 (!) teatre mener Miquel, at avantgarden ikke kan være et 300 år gammelt ensembles ansvar. La Comédies specielle funktion ligger netop i det klassiske. Og dog har Miquel fornyet, og stået for en ekspansion.

Nyt om eftermiddagen
I 1993 indviedes La Comédies anneks-scene i det sagnomspundne Théâtre du Vieux-Colombier med tekster af Marguerite Duras. Denne scene spiller både moderne og klassisk - i denne sæson således to splinternye franske stykker, Tom Stoppard, Ada-mov, Corneille og en musik-kreation af Michaël Levinas baseret på tektser af Hector Berlioz, iscenesat af Miquel.
'Les Samedis du Vieux-Co-lombier' er eftermiddagsseancer, hvor der afholdes såkaldte lecture-spectacles (readings) af upublicerede dramer. Her har Les Comédiens-Français lige vist sig formidable i den moderne nouveau-roman-stil i nordmanden Jon Fosses Quel-qu'un va venir (Nogen kommer), som også opsættes på Café Teatret i denne sæson.
I 1996 åbnede La Comédie desuden den lille intimscene Studio-Théâtre med 136 pladser - i forretningscentret under Musée du Louvre. Igen ny-og-gammel-dramatik-konceptet (Topor, Zweig, Marivaux, Maroc og Duras) og litterære saloner, hvor en skuespiller læser forskellige forfattere op.
Formatet er bevidst mini og lige-til-at-gå-til: Lave billetpriser (max. 80 F), spilletid på højst 1 1/2 time tidligt på aftenen (Klokken 18.30 mod 20.30 i Salle Richelieu) og ingen reservation: Billetter kan kun købes samme aften en time før forestillingen. Et forsøg på at nærme sig biografgængernes spontane kulturvalg.
Endnu mere biograf-lignende er et nyt tilbud, som La Comédie kalder 'Théâtrothèque', og som er skabt sammen med ARTE - den fransk/tyske kultur-tv-kanal: På filmlærred vises teaterhistoriens hovedværker i eminente iscenesættelser fra de sidste 50 år til den beskedne sum af 30 F. Hver forevisning har kun to seancer, til gengæld vises der op mod 30 forskellige værker om året.

Gammelt og nyt
I den gamle teater Salle Richelieu holdes den klassiske linie med dramer af Turgeniev, Marivaux, Molière, Lessing, Corneille, Shakespeare, Tjekhov med Jean Genet som den mest moderne.
Her spilles desuden Offenbachs La Vie Parisienne, som den udefrakommende instruktør Daniel Mesguisch har befriet for alt det klassiske. For det første synges der ikke af skolede sangere, men af husets skuespillere, som gør det bevidst uskønt og pjanket. Den talte dialog er totalt skrevet om. Fuld af allusioner til tv, tegneserier, Saint-Exupérys Le Petit Prince, Holly-wood-dansefilm fra 30'rne og replikker som "Min rolle har kun to replikker. Det er fordi den originale Gabrielle sang godt, men spillede skidt. Det er ret nedbrydende for mig, Isabelle, som skuespillerinde!" En burlesk leg med fiktionens opløsningen for at vise hvor stærkt den sceniske tilstedeværelse virker i sig selv.
I komedien Les Fausses Confidences af Marivaux udforsker Jean-Pierre Miquel det tragiske, borgerlige univers, der ligger som et filter i flere af Marivaux' komedier med det konfliktfuldte kærlighed/økonomi-tema. Denne lidt overeksponerede tragik bevirker en kløft mellem det tunge, beherskede (men teknisk brillante) spil og replikkernes letbenede elegance. Marivaux som et borgerligt sørgespil af Lessing - et får i ulveklæder.
Spil og tekst smelter til gengæld sammen i opsætningen af Turgenievs En Måned på Landet. Iscenesat af russeren Andrei Smirnoff får den raffinerede franske stil tilsat en hel del pågåenhed af den ekspressive russiske Stanislavski-teknik. Passioner eksploderer i rammer, hvor de ikke kan rummes, og individet opløses i tomhed.
På den lille scene Studio-Théâtre spilles Roland Topors absurde lystspil L'Hiver sous la Table om den fattige oversætter Florence, som lejer pladsen under sit store skrivebord ud til den centraleuropæiske immigrant Dragomir. En hjertevarmende bagatel, der giver lyst.
På La Comédie Française føler man sig så underligt europæisk i denne skizofrene mo-saik af traditioner, klassiske bygninger, historiens skeletter og poesi, moderne ironi, letvægt og forvirret, fægtende nu-liv. Den tabte tid, der lever i erindringen - Molières dødstol står udstillet i foyer'en.

*La Comédie Française. Billetter: Tlf. 0033-1-4458-1515 hver dag kl. 11-18.
*Salle Richelieu: 'La Vie Parisienne' af Offenbach, 'Les Fausses Confidences' af Marivaux og 'Un Mois à la Campagne' af Turgeniev - priser fra 30-225 F.
*Studio-Théâtre, Galerie du Carrousel, Place de la Pyramide inversée, tlf. 0033-1-4458-9858: 'L'Hiver sous la Table' af Topor.
*Théâtre du Vieux-Colombier, 21 rue du Vieux-Colombier, tlf. 0033-1-4439-8700: 'La Tête dans les Nuages' af Marc Delaruelle.

Historien om historien
Den 18. august 1680 beordrer Ludvig d. 14 de tre konkurrerende teatertrupper L'Hôtel de Bourgogne (overvejende tragedie-repertoire), L'Hôtel Guénégaud (Molières trup) og Le Marais sammenlagt til én, La Comédie Française, og sætter en brat stopper for årelange rivaliseringer og intriger mellem kompagnierne.
Kongen centraliserer, og tre dage senere åbner La Comédie med Jean Racines Phèdre.
Molière har været død siden 1673, og sammenlægningen kan ses som en beskyttelse af de forskellige stilarter og genrer, hvis indbyrdes konkurrence kunne havde udslettet oplandet for dagens traditioner.
Molière har således aldrig spillet Chez Molière, men han er husets ånd, den mest elskede af publikum og den mest spillede med 31.655 opførelser ved udgangen af 1994. Racine, den næst-mest spillede, har til sammenligning fået 9.084 opførelser. I 1790 flytter La Comédie ind i det nuværende teater i rue de Riche-
lieu (ca. 890 pladser) ved siden af Palais Royal. Selve salen er bygget om og renoveret flere gange siden - senest i 1994.
Under Den franske Revolution ændrer kompagniet navn til Théâtre de la République eller bare Théâtre Français, et navn der stadig bruges.
Siden kommer Kejserdømmet og igen Repu-blikkerne med dagens demokrati, og igennem disse århundreder forbliver La Comédie Française sig selv og sit klassiske repertoire tro. Så tro, at huset helt op til 1960 næsten kun spiller klassikerne i scenesættelser forestået af ensemblets ledende skuespillere.
Huset lukker om sig selv, men fra 1960 satses der stadig oftere på instruktører udefra, og i 1989 opfører huset for første gang Brechts Galilæis liv i Antoine Vitez' instruktion.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu