Læsetid: 4 min.

Thailandske tømmermænd

15. november 1997

Efter sommerens asiatiske børskrise er der faktisk ikke mange thailændere, der aner, hvor slemme efterveerne bliver

Bangkok
Hos Benz Thonglor på Sukhumvit Road i Bangkok kan man købe et brugt privatfly for en slik. Også speedbåde og luksusbiler: En næsten ny BMW, der kostede over to millioner baht (ca. 160.000 kr.) for få måneder siden, kan nu hentes for under én million.
Talat Nat Khon Kuey Ruay - frit oversat "de tidligere riges marked" - er allerede blevet et symbol på det nye Thailand.
Det var her, den asiatiske børskrise begyndte i sommer, og det er også her, de økonomiske tømmermænd bliver værst. Faktisk er der ikke mange thailændere, der aner, hvor slemme de bliver.
I øjeblikket sender de "tidligere rige" deres tjenestefolk til Benz Thonglor for at falbyde Mercedes'en og arvesølvet, når de står og mangler likvide midler.
Der er en vis status i, hvor lang tid det tager for folk at få deres penge tilbage fra de 58 børsmæglerfirmaer, der blev suspenderet i sommer: De, der har mindre end 10 millioner baht i klemme, skal officielt vente tre år, større investorer fem år.
Men hvis man tror på denne skrøne, behøver man bare kaste et blik på de 30 etager høje ufærdige og uudlejede kontorbygninger uden parkeringsmuligheder eller adgang til offentlig transport, der tårner sig op for enden af hveranden soi (sidegade) til Sukhumvit Road. Det er den slags vildt optimistiske projekter, pengene er gået til, og de kommer aldrig tilbage.
Folk fra middelklassen kører i deres Honda'er og Toyota'er til en parkeringsplads i en af Bangkoks butikscentre, åbner bagagerummet og begynder at sælge tøj og elektronik, ja, selv antikviteter. Butiksindehaverne i centret har ikke noget imod denne konkurrence, men opmuntrer den tværtimod: På den måde lokkes flere kunder til parkeringspladsen og derfra måske ind i forretningserne.
Seks måneder efter baht'ens devaluering (den har mistet halvdelen af sin tidligere værdi) har de fleste fra middelklassen stadig arbejde eller regner med snart at få det. Situationen er barsk, men ikke katastrofal. Men virkeligheden vil snart gå op for dem.

Ingen køber nye biler
I sidste uge meddelte To-yota, der står for omkring 30 procent af bilsalget i Thailand, at man indstiller produktionen på fabrikkerne i landet, fordi praktisk taget ingen køber nye biler. Efterhånden som den slags virksomhedslukninger breder sig, vil problemet hurtigt udvikle sig fra overkommelige "asiatiske" dimensioner til de kvaler, mexicanerne oplevede, da deres økonomi brød sammen i 1995. Og hvad vil regeringen så gøre?
Thailandske politikere er påfaldende korrupte, selv efter østasiatisk målestok, og det var deres grådighed, der sørgede for, at krisen ikke alene blev den første, men også den største i regionen.
Da de økonomiske problemer kom for dagen sidste år, blev de ignoreret af ministerpræsident Chavalit Yongchaiyudhs koalitionsregering, som fortsatte med at udplyndre staten som den plejede. Selv efter at nedsmeltningen begyndte i sommer, klamrede den sig til magten - hovedsageligt fordi ministrene havde brug for tid til at stjæle noget mere med henblik på at finansiere deres valgkamp til næste år.
Når Chavalit-regeringen nu endelig er gået i opløsning, skyldes det, at nogle af dens mest velhavende medlemmer - f.eks. Vatana Asavahem fra partiet Prachakorn Thai (Borgerpartiet) - har indset, at selv deres rigdom er truet, hvis der ikke tages skridt til at rydde op i økonomien.
"Jeg elsker mine venner, men jeg elsker mit land højere," sagde Montree Pongpanit, lederen af et andet lille parti, der forlod koalitionen. Men han elsker også sine penge, og det vejede i hvert fald lige så tungt.
Snart var der forekommet så mange afhopninger, at Det Demokratiske Partis leder, Chuan Leekpai, kunne danne en ny regering med mandat til at gennemføre reformer.
Chuan, hvis regering fra 1992 til 1995 var relativt anstændig efter thailandske forhold, står nu i spidsen for en koalitionsregering under ledelse af hans eget parti, der er det nærmeste man kommer til et bredt, moderne parti i Thailand. Det tiltrækker teknokrater og idealister såvel som forretningsmænd, dets beslutningsprocesser er åbne og demokratiske, og Chuan selv har ry for at være hæderlig.
Han har imidlertid også ry for at være en sendrægtig, forsigtig og ubeslutsom leder, og det er ikke lige det, situationen kræver. Det skal blive meget værre i Thailand, før det begynder at blive bedre igen.
Chuan har det dobbelte held, at han ikke var medlem af regeringen, da krisen satte ind, og at det næste valg skal finde sted, inden de mest smertefulde virkninger af genopretningen slår igennem hos vælgerne.
Det bliver sikkert ikke svært for ham at vinde over en opposition, der ikke længere har adgang til ubegrænsede pengestrømme, og desuden har en forfatningsændring gjort det sværere for små partier at komme ind i parlamentet.
For at forbedre sine chancer har Chuan allerede krævet genforhandling af de barske budgetnedskæringer, Den Internationale Valutafond (IMF) har stillet som betingelse for en saltvandsindsprøjtning på 17,2 milliarder dollar. Han ved udmærket godt, at nedskæringerne nødvendigvis må gennemføres senere, og at vælgerne om et års tid vil være bitre og desperate. Men på det tidspunkt vil valget være overstået.
Thailand kommer måske aldrig mere til at opleve en økonomisk vækst på otte procent om året, sådan som det har været tilfældet de sidste ti år. På længere sigt vil fem-seks procent nok være realistisk - hvis der ikke sker et globalt tilbageslag, hvis Chuan fører den rigtige politik, og hvis Kina ikke stjæler Thailands eksportmarked.
Men de næste to-tre år bliver livet meget, meget surt for thailænderne.

Gwynne Dyer er britisk freelance-journalist.

Oversat af Birgit Ibsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu