En nydelig klinik på Frederiksberg tilbyder zoneterapi og massage, men indenfor er der også mulighed for sex med de thailandske kvinder. En dansk mand står bag
BORDELLER
"Forkæl Dem selv. Thaimassage og Zoneterapi."
Med disse bogstaver klistret på det store vindue ud til gaden reklamerer en kun få måneder gammel klinik på Allégade på Frederiksberg.
Klinikken ligger i stueetagen i en flot, nyrestaureret ejendom - herude, lige ved Frederiksberg Rådhus, er vi langt fra de mere skumle klinikker på Vesterbro.
Også klinikkens annonce i Ekstra Bladet adskiller sig fra Vesterbro-klinikkernes. Her står blot, at man til priser fra 300 kroner kan få thai-massage i lækre omgivelser.
Men bag ejendommens nydelige facade lurer balladen.
Langt hovedparten af ejendommen er opdelt i andelslejligheder, her bor typisk familier med børn, og her er man ikke begejstrede for klinikken i stueetagen.
På beboerforeningens generalforsamling i slutningen af oktober lød kravet fra stort set alle beboere: Klinikken skal væk.
Beboernes holdning er kendt hos IP Administration, der bestyrer ejendommens erhvervslejemål.
Dette firma har Bent Andreasen siden 1. maj haft en lejekontrakt med. Han oplyste til IP Administration, at lokalerne i Allégade 29 skulle benyttes til kontor for engroshandel og til en klinik for zoneterapi og massage. Erhvervslejen er 5.000 om måneden.
Kort efter ankom flyttefolk med et flyttelæs til adressen.
"Jeg sad nede i anlægget foran ejendommen og så dem komme med flyttelæsset. Hov, tænkte jeg, da jeg så, at de bar en dobbeltseng ind - er de ikke klar over, at det er et erhvervslejemål og ikke må benyttes til beboelse..." fortæller Dorte Quist, som bor i ejendommen og er næstformand for boligbestyrelsen.
Siden er klinikken blevet den sag, Dorte Quist i sin tid som næstformand, har måttet bruge mest tid på. Beboerne klager, men har manglet håndfaste beviser på, at der tilbydes andet end zoneterapi og massage i klinikken.
Heller ikke IP Administration er synderligt tilfredse med situationen.
"Man kan sige, at Bent Andreasen ikke var helt åben omkring sit formål med at leje lokalerne," siger Poul Jensen fra administrationsselskabet til Information.
Den mørkeblå Audi
Ikke kun beboere, men også forretningsdrivende i nærheden af Lotus Thai Massage har lagt mærke til klinikken. Flere har desuden lagt mærke til en mørkeblå Audi, som dukker op hver morgen ved åbningstid. Føreren er en lidt korpulent mand, som kommer med de thailandske kvinder og sætter dem af ved klinikken.
Også ved lukketid kommer den blå Audi forbi.
Torsdag aften i denne uge når rådhusklokkerne på Frederiksberg Rådhus at slå ni, før Audi'en ankommer.
En mand stiger ud og går direkte hen til klinikken. Åbningstiden er forbi for en time siden - men manden har nøgle og låser sig ind.
Ti minutter går, så kommer to thailandske kvinder ud - efterfulgt af manden fra før, som låser døren efter sig. De tre sætter sig ind i bilen, kvinderne på bagsædet, hvorefter bilen i god fart kører ned ad Gammel Kongevej og ind gennem Københavns gader til mandens privatadresse.
Næste formiddag dukker manden med den mørkeblå bil igen op ved klinikken på Frederiksberg.
Ud af bilen myldrer fire thailandske kvinder, som går hen til klinikkens indgangsdør.
Holleufer, som har ventet ved klinikken, går hen til bilen og banker på ruden.
Føreren af bilen ruller vinduet ned og bekræfter, at han hedder Bent Andreasen.
"Pigerne har fortalt mig, at du kom og stillede spørgsmål i går," siger han og inviterer indenfor på klinikken.
Her benægter han pure, at sex er blandt tilbudene på klinikken.
"Jeg bryder mig ikke om, at du bruger ordet bordel," siger han, men Holleufer insisterer:
"Jeg fik tilbudt sex i går - for 400 kroner oven i."
Senere på dagen ringer Bent Andreasen uopfordret til Information og siger:
"Jeg har gået hårdt på pigerne her i dag. Der er ikke noget, der hedder sex i denne her forretning, så derfor er hun hældt ud. Lige med det samme."
Og han tilføjer:
"Jeg vil ikke sammenlignes med en eller anden sexklinik på Vesterbro. Hvis I skriver det om min forretning, så får I en sag på halsen. Jeg er sgu vant til at komme i retterne, så det er ikke noget problem."
Bent Andreasen er til gengæld ikke meget for at fortælle om, hvad han tjener på klinikken.
"Det er jo lige startet, det er ikke mere end et halvt år gammelt, vel, så jeg ved ikke nøjagtig, men jeg tror, at det er underskud indtil nu," siger han.
*Dette er den tredje artikel i en serie om organiseret prostitution. De tidligere artikler blev bragt den 25. og 27. november.