Læsetid: 7 min.

Thule - en sag

10. november 1997

Underholdende og kritisk bog om Grønland i dansk sikkerhedspolitik -
i journalistisk og ahistorisk fortolkning

NY BOG
En af de meget få danske journalister, som længe inden den såkaldte Thule-sag eksploderede i offentligheden i sommeren 1995 havde fattet mere end almindelig interesse for det amerikanske militærs aktiviteter i Grønland i efterkrigstiden, er TV-Avisens Poul Brink.
I 1986 begyndte han at efterspore nogle af de mange mørkelagte omstændigheder, da det brintbombebærende B-52 bombefly forulykkede ved Thulebasen i januar 1968. Brink har nu udgivet en velskrevet, kritisk og på mange måder nyttig, men også noget problematisk bog om sagen.
I henved to tredjedele af bogen beskriver Brink sit eftersporingsarbejde frem til 1994, mens den sidste trediedel behandler oprulningen af Thule-sagen (efter afsløringen af H.C. Hansen-papiret) fra sommeren 1995 og frem til og med udgivelsen først i 1997 af Dansk Udenrigspolitisk Instituts (DUPI) hvidbog om Grønland i dansk og amerikansk sikkerhedspolitik frem til 1968. Brinks bog bringer ikke substantielt nyt stof for dagen i forhold til det, som i dag er kendt via ikke mindst DUPI-redegørelsen.
Den hører genremæssigt til et sted imellem investigative journalism - dog her desværre helt uden den angelsaksiske tradition for referencer til kilder og litteratur - og den delvis personligt oplevede fortælling (new journalism). Forfatteren forfalder dog heldigvis kun i begrænset omfang til at konstruere spekulative dialoger og anstrengt dramaturgi over situationer, han ikke selv har overværet.

Politianmeldelse
Resultatet er ganske vellykket og ligefrem underholdende, især hvor Brink - tydeligvis bl.a. på grundlag af egne båndoptagelser - fastfryser mange af de mindeværdige, verbale krumspring og udflugter, tidligere og nuværende ministre og andre involverede foretog under sagens gradvise, foreløbige optrævling i sommeren 1995, indtil regeringen modstræbende gav efter for mediepresset og bebudede en udredning fra DUPI af hele det historiske forløb.
Næppe mange i ministerier, Rigsarkiv eller politimyndighed er formentlig i dag stolte over forsøget på, åbenbart direkte eller indirekte på amerikansk foranledning, at få Poul Brink retsforfulgt bl.a. for at have faxet det famøse H.C. Hansen-papir og andre på det tidspunkt endnu båndlagte dokumenter til USA inden et planlagt interview med en fhv. amerikansk viceforsvarsminister om sagen - selv om hovedindholdet af flere af dokumenterne, herunder H.C. Hansen-papiret, forlængst havde været gengivet i både TV-Avisen og den skrevne presse uden problemer. Brink nævner dog ikke, at han ved at viderebringe sine nøjagtige afskrifter in extenso af akterne kunne hævdes reelt at have brudt det løfte, han havde underskrevet om ikke at kopiere og kun at citere kortere passager fra de dokumenter, han fik adgang til.
Det var selvfølgelig kun en mindre overtrædelse af nogle i situationen tåbelige regler, men de bureaukratiske formalia var brudt, og dermed stod de ansvarlige danske embedsmænd svagt over for et krav om retsforfølgelse.

Problematisk fortolkning
Det mere problematiske ved Brinks bog er den overordnede fortolkningsramme, som den levende, stedvis endda morsomme, skildring af begivenhedsforløbet er blevet spændt ind i.
Lidt groft sagt er der for meget konspirationsteori - allerede antydet i bogens undertitlen: Løgnens univers - og for lidt eller for ringe overordnet politisk-historisk analyse i bogen til, at de subjektive tolkninger, Brink anlægger af den førte danske sikkerhedspolitik, især i forhold til Grønland, bliver overbevisende.
Således synger Brink fuldtonigt med på den så ofte spillede melodi om, at "40 års hemmelig dansk atompolitik" var et bedrag af en intetanende befolkning og et udtryk for de ansvarlige top-politikeres og top-embedsmænds ønske om at lade Danmark køre på "fribillet" i NATO - altså slippe billigt og bekvemt om ved alliancebeskyttelsens solidariske forpligtelser ved at holde det afgørende grønlandske atomvåbenbidrag hemmeligt for befolkningen, og derved undgå ballade.
Brinks ræsonnement afspejler en ærlig forargelse, men det bidrager ikke til en større historisk indsigt i de dybt alvorlige sikkerhedspolitiske overvejelser og dilemmaer, de danske beslutningstagere stod med i den kolde krigs barskeste år - snarere tværtimod. Brink konstruerer således (s. 154) en alliance mellem "alle danske politikere, embedsmænd, universiteter og historiebøger", som "altid havde prædiket", at der ikke var atomvåben på dansk jord - og så var sandheden altså en helt anden.
Brink overser, ligesom forbavsende mange andre deltagere i debatten om Thule-sagen har gjort det, den afgørende kendsgerning, at US Air Force's aktiviteter i Grønland i virkeligheden har været en af efterkrigstidens dårligst bevarede sikkerhedspolitiske hemmeligheder.

Stiltiende accept
Enhver, som ønskede at vide besked, kunne gennem 1950'erne og 1960'erne ved 1) at skaffe sig blot de elementære, offentligt tilgængelige oplysninger om USA's atomstrategi, og 2) at kaste et blik på en globus, uden videre lægge to og to sammen og nå det uundgåelige resultat: Thule-basen lå på de atomvåbenbærende bombeflys direkte luftrute mellem USA's og Sovjetunionens kerneområder; både i offensiv og defensiv henseende var Thules atomstrategiske betydning derfor indlysende. 1951-aftalen mellem USA og Danmark om "forsvaret af Grønland", som blev fremlagt og vedtaget i Rigsdagen, fastslog USA's reelt uindskrænkede militære forrettigheder på baserne i Grønland.
Alle vidste, at sådan var det - og alle accepterede det stiltiende, fordi alle vidste, at det ikke kunne være anderledes: dertil var Grønland for vigtig for USA. Selv ikke de kompromisløse NATO-modstandere i DKP og SF gjorde større ophævelser over, endsige søgte at kulegrave, Grønlands-basernes store betydning for USA's atomstrategi - ikke engang, viser DUPI-rapporten, bag de lukkede døre lige efter B-52-ulykken i 1968!
I dette lys er det forfejlet og ahistorisk at tale om en særlig dansk "sikkerhedspolitisk dobbeltmoral" og et "løgnens univers" i forbindelse med Grønlandspolitikken. Alle de - inklusive Poul Brink - der i 1990'erne åbenbart er blevet så forbløffede over det, der i 1950'erne og 1960'erne var almindelig kendt eller i al fald underforstået (omend detaljerne naturligvis kun var kendt af de øverste politikere og embedsmænd) er snarere ofre for en kollektiv fortrængning af de barske vilkår, som et lille, ekstremt udsat land som Danmark dengang stod i:
I øst et tilsyneladende truende og i hvert fald totalitært Sovjetunionen, og i vest vor store beskyttende, men undertiden også frembusende og lidt naive amerikanske allierede, som mange ledende danske sikkerhedspolitiske beslutningstagere i begyndelsen af 1950'erne i virkeligheden var mere betænkelig ved, end mange i dag formentlig gør sig klart.
Ikke se, ikke høre, ikke tale
Skulle USA udløse et forebyggende overraskelses-
atomangreb på Sovjetunionen, sådan som fremtrædende amerikanske debattører i disse år jævnligt krævede, og som danske beslutningstagere internt talte om og frygtede i begyndelsen af 1950'erne, ville Grønland og Thule spille en central rolle, uden at Danmark ville have en jordisk chance for at modsætte sig det.
I så fald var det bedst for den danske regering ikke at kende til, hvad USA konkret forberedte og foretog sig i Grønland. I modsat fald ville Danmark påtage sig et medansvar for USA's mulige angreb, og dermed risikere direkte militære repressalier fra sovjetisk side på et tidspunkt, hvor NATO's forsvarsplaner endnu ikke omfattede Danmark.
Sådan var de overvejelser, man gjorde sig i den danske sikkerhedspolitiske inderkreds. Men offentliggjorde man dem, var det ikke svært at forestille sig de potentielt ødelæggende konsekvenser for Danmarks fortsatte NATO-medlemskab: Washington ville rase, Moskvas propagandamølle ville brøle, og de hjemlige kommunister ville triumfere. Heraf dén ikke-se-ikke-høre-ikke-tale-politik, den selvvalgte uvidenheds politik, som skiftende danske regeringer valgte at føre over for USA's militære aktiviteter i Grønland, og som H.C. Hansen-papiret blot var én logisk konsekvens af.
Vel var det ikke nogen glorværdig dansk politik. Men den kolde krig var heller ikke nogen glorværdig tid, især ikke for små, klemte lande som Danmark. De danske beslutningstagere søgte at få det bedste ud af en uhyre vanskelig situation.
Samtidig skulle det danske (og norske) nej til bl.a. baser og atomvåben i Syddanmark (og i Norge) bidrage til at neddæmpe det militære spændingsniveau mellem Øst og Vest i det skandinaviske område. Dén politik lykkedes faktisk forbavsende godt. Den forudsatte uheldigvis fortielser og undertiden halve og hele usandheder.
Men de var i høj grad dikteret udefra. Ikke mindst af en krigsfrygt, som forstærkedes og oppiskedes i USA fra og med slutningen af 1940'erne, og som amerikansk diplomatis 'grand old man', 93-årige George F. Kennan, på en konference for nylig i anledning af CIAs 50-års fødselsdag karakteriserede således:
"Der bredte sig (i USA's efterretningsmiljø, PV) antagelser om, og en tendens til at overvurdere, postuleret blindt aggressive militære forberedelser på sovjetisk side, forberedelser, som var fuldstændig adskilte fra de politiske begrænsninger og bevidstheden om de basale svagheder i Sovjetunionens civile og økonomiske grundlag, som uundgåeligt modificerede det sovjetiske diplomati."
Kennan tilføjede, at årsagen til de fejlagtige amerikanske vurderinger (som han vel at mærke allerede dengang selv kritiserede) primært var en "total udelukkelse af enhver kritisk tanke om vores egen politik og egne handlinger", dvs. om hvordan USA's politik blev opfattet i Moskva.
I denne kennan'ske forstand kan man tale om "sikkerhedspolitisk dobbeltmoral" og endda om et "løgnens univers" - men dét univers omfattede, i varierende grad, alle spillerne på den kolde krigs ofte bizare scene. Desværre har Poul Brink i sin ellers velkomne bog slet ikke blik for sådanne overordnede sammenhænge.

*Poul Brink: Thulesagen - Løgnens univers. 341 s. 248 kr. Aschehoug. Udkommer i dag.

Poul Villaume er lektor, dr.phil. i samtidshistorie ved KU. Han udgav i 1995 disputatsen 'Allieret med forbehold' om dansk NATO-politik i 1950erne, og har fulgt Thule-sagen tæt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu