Læsetid: 6 min.

Tiden er inde til fred i Nordirland

20. november 1997

Fredsforhandlingerne omkring Nordirland truer med kollaps. Blair og den britiske regering tøver, men håbet om fred er svært at slå ihjel

Da han var 16 år gammel, blev Gerry Adams hårdt såret af tre britiske politifolk. Han selv havde også skudt på dem. Men kun en enkelt kugle ramte en enkelt politimand - i foden. De andre kugler floppede helt, for revolveren havde ligget for længe i jorden til, at den virkede ordentligt.
Fire års fængsel og to års ægteskab senere blev Gerry Adams far til en søn, der fik faderens navn, som det er skik og brug hos katolikkerne i Nordirland.
I dag er sønnen blevet leder af Sinn Fein, IRA's politiske arm, og han er på nippet til at droppe faderens årelange kamp for et forenet Irland, styret af ét parlament - det i Dublin - til gengæld for fred.

Efterhånden som fredsforhandlingerne knirker afsted mellem pro-britiske unionister og republikanerne, som helst vil have Nordirland slået sammen med resten af den grønne ø, står det klart, at løsningen ligger et sted midt imellem rent britisk styre og et forenet Irland.
Det ved Gerry Adams godt. Han har sagt, at målet er at få briterne smidt ud af Nordirland. Men resultatet behøver ikke være et forenet Irland - "i mellemtiden" - som han udtrykker det.
At det også er uholdbart at fortsætte direkte britisk styre turde være indlysende efter årtiers blodig borgerkrig. Og det er de kræfter i Nordirland, som betragter unionen med Storbritannien som givet af Gud, velsignet af historien og derfor uantastelig, som har fremtiden imod sig.
For selv om fødselstallet i Nord-irland falder, får den katolske del af befolkningen flere børn end det protestantiske flertal. På et tidspunkt vil katolikkerne derfor ikke længere være et mindretal, og så er det slut med protestanternes overmagt.
Samtidig er både katolikker og protestanter godt trætte af at skulle døje synet af pansrede militærkøretøjer, bare de skal på juleindkøb i Belfasts centrum.
Alt det ved de pro-britiske unionister fra protestanternes rækker også godt. Og derfor sidder lederen af det største unionistparti, David Trimble, i dag ved et forhandlingsbord sammen med ærkefjenden Gerry Adams.
Men på begge sider af konflikten er der ekstreme grupper med våben, som føler, at intet mindre end 100 procents imødekommelse af egne krav er godt nok. De har ikke nødvendigvis nogen interesse i fred. Efter mange års liv med Semtex og Kalashnikover ville de knap nok vide, hvad de skulle stille op med den.
For at holde de elementer i bare nogenlunde ro er det vigtigt for forhandlerne, at en løsning hos republikanerne skal kunne opfattes som et skridt på vej mod irsk enhed, mens den hos pro-briterne skal kunne ses som et bolværk mod det samme.
Derfor insisterer David Trimble og hans unionister hele tiden på, at Republikken Irland skal fjerne de passager i landets grundlov, som hentyder til et forenet Irland. Det er lig med et territorialt krav mod Nordirland, siger Trimble, og de paragraffer skal væk.
Det kommer de måske også. Men hvis det hverken er parlamentet i Dublin eller det i London, som skal styre Nordirland, hvem skal så?

Irlands og Storbritanniens regeringer, som sponsorerer forhandlingerne, vil formentlig forsøge at sælge deltagerne en kombination af en grænseoverskridende myndighed mellem Nordirland og Irland og en form for hjemmestyre til Nordirland.
Den holdning finder genklang hos de mere kompromissøgende partier. John Hume, som er leder af det største katolske parti i
Nordirland, SDLP, sagde for nylig, at "et forenet Irland, hvor syd overtager nord, kan ikke føre til varig fred".
Han forestiller sig en løsning baseret på de principper, der også ligger til grund for den europæiske enhed, der er nået i dag efter århundreders krig mellem de europæiske folkeslag. Altså at man skaber fælles institutioner, hvor hver især afgiver noget suverænitet til fordel for det fælles bedste.
"Vi vil følge det eksempel", sagde han.

Hvis forhandlingerne altså når så langt. For i øjeblikket er der kraftig tvivl, om de overhovedet kan overleve.
En række IRA-folk siges at have forladt deres poster i organisationen i protest mod forhandlingernes langsommelighed og unionisternes manglende imødekommenhed. Splittelsen kan true IRA's våbenhvile, som er en forudsætning for, at samtalerne kan finde sted, selv om det ikke står helt klart, hvor mange aktivister har forladt selve IRA, og hvem der blot har sagt deres tillidsposter op.
Republikanerne er også utilfredse med, at den nye britiske regering ikke har skubbet nok på for at få forhandlerne til mere end bare at parodiere de velkendte holdninger rundt som gamle manegeheste.
De er skuffede over tre ting, forklarer professor ved London School of Economics, Brendan
O'Leary.
"Den britiske regering har ikke været så hurtig, som den lovede, til at få sendt IRA-fanger til
Nordirland for at udstå deres straf dér i stedet for i Storbritannien. Områderne nær grænsen til Irland er ikke blevet demilitariseret af briterne til gengæld for IRA's våbenhvile. Og der er utilfredshed med forhandlingerne selv, hvor unionisterne ikke har været særligt konstruktive", siger han.
På to af de tre områder sker der noget nu. En række fanger kan vente at komme hjem til jul, og lederen af forhandlingerne, den amerikanske senator George Mit-chell, er i denne uge gået i gang med at snakke enkeltvis med deltagerne for at bringe diskussionerne videre.

Til trods for IRA-splittelsen og den genstridige holdning hos unionstilhængerne er der stadig grund til - forsigtig - optimisme.
For de vigtigste af konfliktens hoveddeltagere sidder stadig ved bordet. Våbenhvilen holder endnu. Og unionstilhængerne er i en ny situation. De har i mange år kunnet læne sig tilbage, vel vidende at den konservative regering i London anså Storbritanniens enhed som urokkelig, og at de britiske soldater i Nordirland nok skulle vide at forsvare den mod republikanerne. Det kan de ikke mere.
For mest af alt giver det måske håb, at Labour regeringen i London ikke har den samme pro-union bagage som forgængerne. Den overlever heller ikke på de nordirske mandaters nåde. Det lammede John Major, at han til sidst kun kunne regere ved hjælp af unionisterne. Med 170 stemmers flertal i Underhuset kan Tony Blair stort set gøre, som det passer ham.
Det sætter de ekstreme pro-briter i Nordirland under pres.
For hvis fredsforhandlingerne fører til noget, som de ikke bryder sig om, kan de selvfølgelig godt begynde at bombe løs igen. De vil så bare befinde sig i den bizarre situation, at de vil blive bekæmpet af deres traditionelle fæller - de britiske styrker i Nordirland.

Men hvorfor sker der så ikke noget? Professor O'Leary skyder skylden på den nye Labour-regering.
"Det skyldes Blair-regeringens intellektuelle frygtsomhed", siger han og tegner et billede af en regering, der nok vil have fredsforhandlinger men ikke rigtig ved, hvad den vil med dem.
Så skal forhandlingerne føre til succes, må Blair tage sig sammen. Ellers risikerer han at gå over i historien som en klodrian, der lod en historisk lejlighed glide sig af hænde
For der har aldrig været så meget at håbe på som nu. Også på den fløj, der vil have ændret på status quo - republikanerne.
Hvor Gerry Adams senior styrede sønnen ind i IRA og Sinn Fein, har Gerry Adams junior nærmest demonstrativt gjort det modsatte med sin egen søn - Gearoid.
Han er efter sigende hverken medlem af IRA eller Sinn Fein. Det farligste, han foretager sig, er at spille gælisk fodbold.
Når selv republikanernes leder nægter at give den våbenføre arv videre, som han selv fik fra sin far, er tiden inde til fred i Nordirland.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu