Læsetid: 6 min.

Tilbagetogets drømme

7. november 1997

- og en kortslutning på 19,5 cm eller 43 cicero

FRIE ORD
Landsorganisationen i Danmark, fylder 100 år om mindre end to måneder. Den 3. januar 1898 mødtes 405 repræsentanter for fagforbund, fagforeninger og fællersorganisationer i Folkets Hus på Enghavevej i København og besluttede at oprette De samvirkende Fagforbund i Danmark. Der siden fik sit nuværende pompøse navn, som få vist kender og færre i hvert fald bruger. Til gengæld er forkortelsen, LO, endnu af en sådan betydning, at journalisten ikke i almindelighed skal give de to bogstaver en nærmere forklaring, første gang de optræder i teksten. LO véd man hvad er.
Eller gør man?
For hundrede år siden blev LO første gang anmeldt Danmarkshistorien med en sejrsbebudelse, som organisationens første formand Jens Jensen var ophavsmand til:
"Vi kommer ikke som en krigerhorde, der går ud for at ødelægge landet, vi kommer som fredens mænd, der kun kræver ret for alle til at leve et menneskeligt liv. Men vi ved også, at for at nå dette mål, må vi være samlede under solidaritetens røde banner, væbnede med tankens blanke våben og opfyldt af begejstringens hellige ild."
84 år efter, da LO's daværende formand Thomas Nielsen ved repræsentantskabsmødet i 1982 trådte tilbage for at gå på pension, udtalte han de nu bevingede ord:
"Vi har sejret ad Helvede til."
I går udsendte forlaget Fremad 60 Drømme om Danmark under redaktion af dagbladet Politikens kulturredaktør Jes Stein Pedersen, som allerede i sit forord er i defensiven. Men prøver at gå til modstand:
"Det hævdes, at de store fortællinger om menneskeligt sammenhold og solidaritet er døde. Det passer ikke. De skal bare fortælles på en ny måde."
Den sympatiske Jes Stein Pedersen kan dog ikke skjule sin tvivl.
Han citerer Ebbe Kløvedal Reich: "Vi bliver større og større asociale røvhuller til en mere og mere sikker overenskomstløn." Og med sine egne ord konstaterer han, at "i Danmark har et flertal af lønmodtagerne mere tilfælles med samfundets svageste. I smørhullet Danmark er de dårligt stillede ikke længere de mange."
Trods sin indledende forsikring om, at den såkaldte postmodernisme lyver, når den erklærer den store fortælling om menneskeligt sammenhold og solidaritet for død og borte, må Jes Stein Pedersen erkende, at "det er uklart, hvem der i fremtidens telekommunikative on-line samfund vil, eller kan, overtage rollen som dem, der taler erhvervspinger midt imod og hejser flaget for det fællesskab og sammenhold, som det er så katastrofalt umoderne at tale om."
Hvor fjern lyder nu ikke Jens Jensens dåbstale til det nyfødte LO om solidaritetens røde banner, tankens blanke våben og begejstringens hellige ild. Er det virkelig kun hundrede år siden, at de ord kunne siges af en ærlig mand og vække uskrømtet glæde og håb hos tusinder af kvinder og mænd?
Når de ikke kan bruges længere, skønt Jes Stein Pedersen så gerne vil - og på velgørende vis kalder deres umodernitet for katastrofal - kræver det en forklaring.
Får vi den i hans og forlaget Fremads og den hundredåriges Drømme om Danmark ?

NEJ, IKKE RIGTIG - og heller ikke helt ved siden af, synes gårsdagens anmeldere i Information, Politiken og Aktuelt at være enige om.
"Der kommer noget besværgende over forestillingen om alt det nye, der vokser frem, men som ikke rigtigt bliver bestemt mere præcist," skriver Elo Nielsen her i bladet.
"Hvad gør fagbevægelsen, når det måske er den største politiske opgave i virkeligheden at erkende, at vi lever i et samfund, hvor overproduktion er det eneste vigtige problem?" spørger Finn Slumstrup i Politiken, der trods alt godt kan finde mønstre i mangfoldigheden af de 60 drømme: "Hvis man er over 50, har man i opvækst og ungdom fået nogle kvaliteter og normer ind, som man kan leve resten af livet på. Også selv om man ved, det er normer, der ikke længere er i høj kurs. Solidaritet og fællesskab er positive begreber med reelt indhold. Jo yngre de portrætterede er, desto tydeligere er det, at det personlige projekt tager alle kræfterne. Man må forme sig selv, når samfundet ikke giver én fælles normer at arbejde ud fra. Stor personlig frihed går tilsyneladende paradoksalt hånd i hånd med en følelse af magtesløshed."
Nok roser Niels Frid-Nielsen i LO's eget dagblad, Aktuelt, at Landsorganisationen i Danmark har modstået fristelsen til at udgive et selvrosende jubilæumsskrift, alligevel kalder han sin anmeldelse: "De rigtige meningers familiealbum".
Han deler Jes Stein Pedersens (og mange af de andres) drøm, der samtidig er den moderne kapitalismes skrækscenario: "Forbrugeren der nægter at købe ind. Bilisten der nægter at køre. Kvinderne der nægter at føde. Lønmodtagerne der insisterer på at bruge deres pensionsmilliarder til at finansiere bæredygtig produktion." Men Aktuelts anmelder "savner et godt gammeldags dumt svin. Bogen oser af joviale og inderligt sympatiske danskere og udgør på den måde et sandt familiealbum af rigtige meninger. Det havde været nok så spændende at få afdækket, hvad det er for drømme, der får folk til at blive fremmedfjendske og bevæge sig mod højre. De dumme svins drømme om Danmark kan i hvert fald svært ignoreres, hvis man vil sætte dagsorden i Danmark i dag."
Nemli'. Eller med Karen Ellen Spannows ord her i bladet den 22. oktober: "Men det kræver også, at man holder op med at snakke om kulturkløfter og den slags og i stedet taler lige ud af posen om de socio-økonomiske forskelle, der stadig vokser der, hvor bælgen spejler sin top i bølgen blå. Ja, det kan måske ligefrem blive nødvendigt at hanke op i den gamle klasseanalysemodel for at illustrere, hvad problemerne grunder i."
Skønt vi ikke længere kan slutte, som P. Holm for hundrede år siden afsluttede LO's stiftende kongres. Med at udbringe "et leve for idéen, den vækkende kraft, den begejstrende magt - socialismen!"

VI SKAL kunne socialt og økologisk indigneres. Men nu på tilbagetog fra de store fortællinger om vejene til det stensikre tusindårsrige, hvor økonomisk vækst og teknisk beherskelse af natur og samfund udrydder alle grænser, al smerte, sorg og død.
Hans Magnus Enzensberger sagde det allerede her i bladet (i Jørgen Bonde Jensens oversættelse) den 29. december 1989 i sit uforglemmelige essay Tilbagetogets helte:
"En tysk filosof har sagt, at det i slutningen af dette århundrede ikke kommer an på at forbedre verden men på at skåne den. Denne sætning har ikke bare gyldighed for de diktaturer, der i dag med større eller mindre kunstfærdighed hugges op for øjnene af os. Også de vestlige demokratier står over for en afrustning, som der ikke findes fortilfælde for. Det militære aspekt er kun et blandt mange. Andre uholdbare positioner skal rømmes i gældskrigen mod Den Tredje Verden, og det vanskeligste af alle tilbagetog forestår i den krig, som vi siden Den Industrielle Revolution har ført mod vores egen biosfære."
Slår man op på side 9 i tirsdagens udgave af Information i denne uge finder man ingen side 9 pige, men et mærkeligt sammentræf, der ligner en tanke.
Knud Vilby anfører i sin anmeldelse af en nyudgiven bog, at "'økonomien i verden i stigende grad har mistet enhver mening.' Økonomi er ikke længere et middel til at opnå noget, økonomi og især konkurrencedygtighed er et mål i sig selv."
Nøjagtig 19,5 cm - eller med typografisk mål: 43 cicero - til højre herfor, læser man i Elo Nielsens anmeldelse af et nyudgiven nummer af et tidsskrift om den meningsløse ungdomsvold: "En slags abstrakt almengørelse af konkurrenceprincippet, hvor det helt abstrakt blot drejer sig om at være overlegen, uden en særlig hensigt."
På hundrede år blev den sejrende vestlige verdens vækstøkonomi og tekniske beherskelse til en psykose, der har væksten og beherskelsen som abstrakt mål i sig selv. Dens nedslag i de socialt udstødtes sind bliver den meningsløse vold, der i al abstraktion bare skal vise, at man - har sejret.
Godt, at LO ikke sejrede. Katastrofalt, at det gjorde solidaritet og fællesskab umoderne. For solidaritet og fællesskab beror dog netop ikke på sejrherrer og tabere, men på noget andet: Vores fælles skæbne som dem, der aldrig - i kraft af tankens blanke våben - får den grænseløse vækst- og beherskelsestrang opfyldt.
Som derfor er prisgivet den gensidige solidaritet, også med vores biosfære.
Det må blive drømmen for LO de næste hundrede år. Hvis LO skal overleve.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her