Læsetid: 3 min.

Tingsliggjort

1. november 1997

RADIO & TV
Onsdag aften sendte DR 1 en times dokumentarprogram om en autistisk pige, Helle, der er selvskadende. Så snart hun kan komme til det, dunker hun hovedet ind i døre og vægge eller kradser sig til blods, hvor hun kan komme til det. Det indebærer i praksis, at hun skal overvåges døgnet rundt. Når hun sover, skal hun være spændt fast, og når hun er vågen, skal hun gå med styrthjelm og vanter, så hun ikke kan gøre skade på sig selv.
Ifølge foromtalen har det taget tilrettelæggeren, Sten Baadsgaard, tre år at lave filmen. Hvis man funderer over, hvor meget film der er klippet fra, er det oplagt, at der må være en rød tråd i programmet. Tænker man nærmere over det spørgsmål, aftegner der sig et svar, som måske går ud på, at det med en enorm indsats af seks-otte pædagoger og plejere kan lade sig gøre at få konturerne af noget menneskeligt frem i en person, der i starten mest af alt minder om et vildt dyr.
På den anden side kan der udmærket være manipuleret med rækkefølgen af optagelserne, så det er muligvis ikke hele sandheden. Den kender kun forældrene, plejepersonalet og Sten Baadsgaard.

Det får imidlertid være. Det problematiske ved en film som Se på mig, Helle er ikke, at det umiddelbart er svært at se, hvad hensigten med den er. Det er fint nok.
Følelsen af skepsis bunder snarere i en strukturel selvmodsigelse i projektet som sådant. Problemet er, at uanset hensigterne reduceres pigen skånselsløst til en ting, man kan betragte med væmmelse, fascination eller videnskabelig interesse.
Der er to bemærkelsesværdige scener halvt henne i filmen. I den ene går en af plejerne ud af døren, hvorefter kameraet panorerer hen til pigen, der ligger fastspændt på sengen og stirrer ud i luften. Hun er tilsyneladende alene. Men selvfølgelig er hun ikke det. Kameramanden er der, så alle får chancen for at belure hende. I den anden scene ligger hun og sover, og voyeur-effekten er på sit højeste, da der zoomes ind på hendes ansigt, der fastholdes i små 10 sekunder. Har man ret til at belure folk på den måde? Ja, i fiktion må man godt. Der ved vi nemlig alle sammen, at det er fiktion. Men i virkeligheden er det forbudt, fordi man overskrider nogle grænser og krænker en personlig integritet. Det gælder dog ikke, hvis der er tale om observation af forsøgsdyr.
Det er præcis her modsigelsen ligger. Pigen er en slags menneske - ellers ville programmet ikke være lavet - samtidig med at hun observeres klinisk som en rotte, der har fået indgivet en dosis af et stof, der f.eks. simulerer skizofreni. Her kan man med rette tale om en uacceptabel form for tingsliggørelse.

Tingsliggørelse, om end i en lidt anden forstand, var også det bærende princip i Lene Bredsdorffs udsendelse Den nye nordiske hjemstavn fredag eftermiddag på radioens program 1.
Ved et træf i Kvols, drøftede en række nordiske forfattere intenst, om de ikke med rette kunne kaldes hjemstavnsforfattere. Ikke som en Aakjær eller Skjoldborg, men i en ny og mere strømlinet variant, der omfatter hele Skandinavien. Allerede her blev begrebet totalt meningsløst.
Men endnu mere interessant var det at høre, hvordan de tingsliggjorde deres egen eksistens, som om de ikke kunne erkende omverdenen, medmindre de blev udstyret med en etikette.
Bortset fra det var det en underlig rodet udsendelse. Det var uklart, om man skulle tage de nye hjemstavnsforfattere alvorligt. Eksisterer de? Er de et litterært fænomen? Et sociologisk fænomen? Det vides ikke.
De gav prøver på deres kunst, men det blev man ikke meget klogere af. En af danskerne læste op på livet løs af en kort tekst, men blev afbrudt under henvisning til, at nu var tiden gået og udsendelsen slut. Resten måtte lytterne have til gode til en anden gang.
Det ser vi frem til.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her