Læsetid: 5 min.

Tre hundrede miles fra Brisbane

26. november 1997

Meget seværdig udstilling af den australske fotograf og instruktør Tracey Moffatt hos Galleri Faurschou

UDSTILLING
Længsel efter billeder. Billeder af længsel. Mellem disse to positioner pendler den i internationale kunstkredse stærkt feterede australske instruktør og fotograf Tracey Moffatt, hvis filmiske serier af storformat-billeder for tiden kan ses hos Galleri Faurschou i København.
Som billedkunstner opererer Moffatt inden for det såkaldte iscenesatte fotografi, og hendes tilgang til mediet afspejler en stærk optagethed af populærkultur, især som den kommer til udtryk i film og tv.
Moffatt er født i 1960 og tilhører således generationen, der er opflasket med et stort forbrug af sitcoms, tv-reklamer og senere MTV. Men samtidig er hun via sin baggrund - etnisk aboriginal, men opvokset hos en hvid plejefamilie i Brisbane - præget af kulturel sammensathed, provinsiel isolation og en længsel efter 'noget andet', 'noget mere'.
Denne længsel kommer mest direkte til udtryk i gennembrudsværket Something More, den ene af de tre fotoserier, der indgår i udstillingen. De to øvrige serier er Up in the Sky samt Scarred for Life. Sidstnævnte var et af de mere oplivende indslag på årets Biennale i Venedig.
Something More (1989) består af ni motiver, seks i farve, tre i sort/hvid. Billederne er umiddelbart appellerende med deres varme farver og klare dramatiske dispositioner, men samtidig rummer de anfægtende eller ligefrem
urovækkende signaler.

Something more
Serien fremtræder som en række filmstills, stemningsmæssigt et eller andet sted mellem en tegneserieversion af Vredens druer og David
Lynch på gæstevisit i den australske outback. Som i en musikvideo må publikum selv fylde hullerne ud i det skitserede forløb. Ved første øjekast fornemmes et logisk fremadskridende forløb. Men ved nærmere granskning er der træk ved både personkonstellationen og de enkelte motiver, som peger ud over de mest oplagte tolkninger.
Seriens gennemgående figur er en ung kvinde af ubestemmelig etnisk herkomst (Tracey Moffatt). Hun er iført en fin rød- og sortmønstret kjole, der er flosset forneden. Håret er mørkt, og ansigtet er åbent og troskyldigt. I første billede er hun placeret foran en simpel træhytte. Ved siden af hytten, på baggrund af et stiliseret landskab, ses to hvide teenagedrenge samt en ung mand med asiatiske træk. I døråbningen står en hvid kvinde iført underkjole, med udtværet læbestift og en cigaret i mundvigen. Bag hende anes en kraftig mand i færd med at drikke øl.
Hovedpersonen aflæses straks som prototypen på 'den unge kvinde fra landet', der higer efter 'noget mere', 'et andet liv'. Samtidig repræsenterer hun i forhold til de øvrige karakterer 'noget fremmed', 'noget andet'.
Fra første motivs Hollywood-klassiske og gennemkomponerede afsæt for et melodrama om flugt og fremmedhed iværksættes i de følgende billeder en række historier med voldelige, seksuelle og sadomasochistiske undertoner. Kvinden synes at fungere som katalysator for de øvrige personers handlinger. Hun udsættes (måske) for et overgreb, og endelig sætter hun ud på en flugt med en brat afslutning. På det sidste billede ligger hun med ansigtet tværet ned i asfalten, 300 miles fra Brisbane, må-ske som et offer for sin egen længsel.

Iscenesatte motiver
Med hensyn til arbejdsmetode skelner Tracey Moffatt ikke stort mellem film og fotografi. Siden hun i 1982 afsluttede sin uddannelse ved Queensland College of Art, har hun med base i Sydney instrueret en række film i forskellige genrer. Hun har lavet kortfilm om aboriginal-problematikken, dokumentarfilm for tv, musikvideoer for INXS og andre grupper samt spillefilmen Bedevil, der i 1993 blev vist i Un Certain Regard-serien på festivalen i Cannes.
Det er dog som fotograf, Moffatt siden gennembruddet med Something More har vakt størst opsigt, og dette på trods af at hun efter eget udsagn ikke selv kan håndtere et kamera. Hun iscenesætter sine fotoserier på samme måde, som man iscenesætter filmscener - med filmhold, statister og stjerner - og uanset medium opfatter hun snarere sig selv som instruktør end som fotograf.

Sprængt univers
Mens undersøgelsen af forholdet mellem narration, autenticitet og kunstighed i Something More er lagt ud over et forløb af motiver, afvikles fortællingen inden for rammerne af det enkelte billede i serien Scarred for Life (1994). Her opereres med en sammenstilling af det enkelte billedes titel, en kortfattet tekst samt det iscenesatte motiv. En række punktnedslag i perioden fra midten af 50'erne til midten af 70'erne giver i koncentreret form eksempler på situationer, hvor (forældre)autoriteten sætter afgørende mærker på barnets bevidsthed, specielt hvad angår kønsidentitet og selvfølelse.
Et eksempel er billedet Doll Birth, 1972: To store, hvide drenge leger, at den ene hjælper den anden med at føde en sort dukke. Teksten lyder: "His mother caught him giving birth to a doll. He was banned from playing with the boy next door again."
Udstillingens tredje serie, Up in the Sky (1997), er visuelt den mest fængslende, og på sin vis også den mest udfordrende, idet der her er tale om en filmisk serie, som ikke lader sig føje sammen til en historie. Et sprængt univers, hvor brudstykker af en fortælling stritter i alle retninger.
Visse træk bringer tankerne hen på en kryptisk, 'australsk' udgave af Kristusmyten, men nogen handlingsmæssig sammenhæng mellem billederne kan ikke med sikkerhed påpeges.
Der er noget bekendt ved de enkelte motiver. En kvinde flygter med et barn i armene. En mand, indsmurt i snavs, holder en høne, som var det hans sidste ejendel. To mænd ruller omkring i støvet i brydetag. Men samtidig fornemmes en gennemgående stemning af uro, mystik, lidelse, angst. Liget af en ged hænger i et træ. En grinende olding kravler på alle fire over en asfaltvej.

I et skæringspunkt
For alle tre serier gælder det, at Tracey Moffats tilgang til det iscenesatte fotografi placerer hende i et skæringspunkt mellem filmens udfoldede fortælling og still-billedets koncentrerede udsagn. Samtidig opererer hun tematisk mellem den private erindring og populærkulturens kollektive billedbank.
Det kan virke, som om hun tager dén iscenesatte virkelighed, som er vævet ind i hendes personlige bagkatalog af erfaringer, og geniscenesætter den, dels som et led i en proces, der har som mål at komme overens med et komplekst sæt af livserfaringer, dels som en udadvendt gestus, der ikke blot korresponderer med publikums erfaringer, men som samtidig lægger nye brikker ud omkring aktuelle diskurser vedrørende race og identitet.
Serien Up in the Sky indgår i øvrigt i en større udstilling af Tracey Moffatt, som kan ses på Dia Center for the Arts i New York frem til 14. juni 1998.

*Tracey Moffatt: Something More. Scarred for Life. Up in the Sky. Galleri Faurschou. Til 24. januar. Katalog: Fever Pitch. 120 s. 350 kr. Kan købes på udstillingen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her