Læsetid: 2 min.

Uden staffage - og med

12. november 1997

Doky-brødrene i triosammenhæng

KONCERT
Mandag og tirsdag spillede brødrene Doky - Niels Lan på klaver og Chr. Minh på bas - i Copenhagen JazzHouse i det regi som efter min mening klæder dem bedst, alene sammen med en trommeslager, som i dette tilfælde var Anders Mogensen, den mest dynamiske blandt vore yngre udøvere af trommefaget. Det var nok til at skaffe fuldt hus, men tiltrak måske ikke så mange mennesker som hvis brødrene havde haft den slags added attractions som de ellers gerne lokker publikum med, på tribuner og plader. Her var ingen alamodiske blæsere og ingen applauslystne vokalister, bare en trio som spillede sin musik, og tak for det!
Også fordi 'sin musik' under disse omstændigheder først og fremmest betød brødrenes egne kompositioner, som både er mere hørværdige end en del af det, de henter ind udefra, og byder musikerne mere inspirerende spillegrundlag.
Brødrene - og Niels Lan Doky før lillebroderen kom til - har tradition for at benytte førsteklasses trommeslagere som Terri Lyne Carrington og Alex Riel. Anders Mogensen bryder ikke traditionen, men det slog mig, at det ikke er en ideel situation for en trommeslager at skulle finde sin plads i en trio, hvor de to af musikerne er så sammenspillede som Doky-brødrene, der primært er opmærksomme på hinandens spil.
Men immervæk var man fri for en program-sammensætning som på brødrenes sidste plade, der er et kludetæppe af tilføjede navne, et for hvert nummer - tre popvokalister, hvoriblandt sågar Sanne Salomonsen, og diverse instrumentalsolister (John Scofield, Bill Evans, David Sanborn, Randy Brecker), hvis soloer virker påklistrede og åbenbart også er optaget separat.
Nå, heldigvis er her da også fire trio-numre med Alex Riel og i et enkelt tilfælde Jeff
'Tain' Watts på trommer. Til denne kategori, som løfter pladens musikalske niveau betydeligt, regner jeg også det af trionumrene, hvor Toots Thielemans tilføjer sin ubetalelige mundharmonika.
Pladen illustrerer således, i endnu højere grad end sine forgængere, det skisma som er brødrenes (og selvfølgelig ikke kun deres): Der er den musik, som ved hjælp af alskens staffage trækker et større publikum til end et par begavede jazzmusikere kunne forvente ud fra deres egen musik, og der er den musik de spiller alene, og som er musikalsk anderledes spændende, men kun appellerer til en mindre kreds af tilhørere. På lidt af pladen, men ved hele koncerten, er og var det den sidste slags Doky-musik det drejede sig om.

*Doky Brothers i Copenhagen JazzHouse mandag.
*Samme: Doky Brothers 2 (60 min.). Blue Note 856.458-2 (EMI).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her