Læsetid: 6 min.

Utilfredsheden er hans skæbne

6. november 1997

Andet bind af Carsten Jensens store rejseskildring er dybsindig og interessant - men han poserer også lidt for meget som verdenshistoriens vidne

NY BOG
"Når den lænkede Prometeus bliver løst fra sine lænker er det, han bliver sat fri til, blot utilfredshedens imperativ," skriver Carsten Jensen i andet bind af sin store rejseskildring, Jeg har hørt et stjerneskud, der udkommer i dag. Og det er denne utilfredshed og dens tvilling, længslen, der er bogens tema.
Som en prototype på det utilfredse menneske spejler Jensen sig i den vestlige kulturs utilfredshed, der på den ene side har ført til vækst og stadig forandring, på den anden side til drømmen om et sted langt borte at finde Utopias sande paradis.
Første del af jordomrejsen beskrev Jensen i den bog, der sidste år blev belønnet med Boghandlernes Gyldne Laurbær, Jeg har set verden begynde. I den nye bog beskriver han rejsens anden halvdel, der fører ham fra Hong Kong over diverse stillehavsøer til det sydamerikanske fastland.
Projektet er selvfølgelig det samme: En mand rejser ud i verden, både for at finde sig selv og fordi han er på flugt fra en kvinde, han har forladt. Slutningen blev allerede røbet i første binds indledning om et barns fødsel. Men meget mere hører vi ærgerligt nok ikke i den nye bog, hvor Jensen nøjes med at meddele, at hans "skyggekærlighed" ikke var et sår, der var længe om at hele, "men et spirende træ, der blev ved med at sætte skud." Rejseskildringen tegner altså en klassisk cirkel: Det, man søger, findes allerede derhjemme. Men man måtte verden rundt for at opdage det.
Den del af verden, Jensen denne gang rejser rundt i, er bla. de paradisiske Stillehavsøer, hvortil man i de kulturradikale 1930'ere, efter Gauguin, Freud og især Margaret Mead, gerne henlagde forestillingen om en fri og sanselig seksualitet. Uden at vide det indgik de fjerne folk således i antropologernes hjemlige kulturdebat.

Drømmekatalog
Jensen konfronterer de kulturradikale paradisdrømme med sine egne oplevelser, og allerede på side 15 vurderer han, at "antropologien i lige så høj grad (er) et katalog over vore drømme, som den er et katalog over menneskets mangfoldighed." Det, han møder på rejsen, er nemlig ikke Paradis, men overalt kulturmenneskets gamle kendinge, vold, seksualitet og arbejde. Og ikke mindst oplever han, hvordan de fleste betragter mennesker med en anden levevis som som mærkelige barbarer: "De er ikke mennesker".
Kort sagt, Paradiset er svært at fæstne præcist i tid og rum. Endnu værre går det på det sydamerikanske fastland, hvor folk holdes nede af surt slid og trøsteløs fattigdom, som tvivlsomme regimer ikke gør stort for at ændre. Jensen ser skarpsindigt, at vold og krig, som også visse såkaldte naturfolk excellerer i, måske ikke altid er det værst tænkelige. Volden kan også være menneskets forsøg på at vriste døden ud af naturens greb: "Var det virkelig mere civiliseret at dø nedbrudt af slid og sygdom eller af hungersnød forårsaget af fejlslagen høst, når man kunne vælge at dø i kamp?"
Jensen er ikke antropolog af fag, men han bruger øjne og ører og skriver så fascinerende, at man ofte glemmer, at man egentlig godt vidste det han fortæller, i hvert fald i hovedtræk. Man må også sympatisere med ham, når han på en skole i Stillehavet holder foredrag om sit land og falder for fristelsen til at advare om den fremtid, der kan ramme de uskyldige små, når fjernsynet får lokale myter til at blegne i glemsel. Ingen forstår ham, og han bemærker: Det var jo heller ikke min opgave at være romantisk på deres vegne.
En mand skulle være et skarn, om ikke han også havde gjort sig tanker om Stillehavets Gauguin-smukke kvinder, og Jensen møder i hvert fald en enkelt, det pragtfulde kvindedyr Karinna, skildret i bogens måske mest intense scene (og den eneste morsomme). Karinna hviler i sig selv og sit køn som virkeliggørelsen af enhver mands begær - også Jensens, som opflammet af særdeles reelle hensigter følger hende hjem. Akkurat tidsnok aner han nedenfor Karinnas hormonfremkaldte bryster og solide overarme et blødt strittende lem. Og han begriber det, han før har anet, nemlig at selv kønnet er et kulturprodukt og at Kvinden som arketype er et produkt af mandligt begær.
Den transseksuelle Karinna begærer at være kvinde, Jensen vil have hende.
Men heller ikke kønnet er altså helt hvad man håber det er.

Kynisk humor
Reelt er Jensens nye bog ét langt opgør med det 20. århundredes mange romantisk-naive forhåbninger. Et opgør, der også omfatter århundredets dominerende utopi, kommunismen, som han rammende karakteriserer i sin skildring af den chilenske Pablo Neruda. Som så mange andre forfattere blev Neruda kommunist, drevet, mener Jensen, af "længslen efter samhørighed med det jævne, simple, ærlige menneske. Der var et tidspunkt i historien, hvor det så ud, som om dette menneske fandtes, at han var kommunist og at man kunne mødes med ham og forbrødres med ham. Med andre ord: Melde sig ind i partiet."
Her viser Carsten Jensen den skeptiske kulturradikalisme og kyniske humor, der altid har gjort ham til et velgørende bidrag til vores hjemlige kulturdebat - som bekendt har temmelig mange tænkt som Neruda.
Men selv om jeg i grundtræk er enig med Jensen, er jeg ikke udelt tilfreds med hans bog.
For det første må man ærligt erkende, at bogen hverken sprogligt eller indholdsmæssigt står mål med rejseskildringens første bind. Konceptet, som det vel hedder, holder ikke helt til endnu 500 sider, især da denne del af rejsen ikke rummer lige så mange overraskelser eller glimrende portrætter af mennesker, man ønsker man selv havde mødt. En undtagelse er den fransktalende kurdiske dissident Aslan, som Jensen forskrækket spejler sig i: Aslan er sluppet ud af Tyrkiet og strandet på Papua Ny Guinea, som han ikke kan komme væk fra. Og uden sprogets og utilfredshedens fællesskab har Aslan ingenting at leve for.
Men bogens problem er også, at den stort set er støvsuget for humor. Mange af Jensens beskrivelser skæmmes ligefrem af selvhøjtidelig poseren, især når man fornemmer, at verdenshistorien først bliver til i det øjeblik, hvor Jensen gør sin entré og kan afhøre ånden i en knækket teglsten: "det var som om den tragedie der engang havde udspillet sig her, igen blev levende, som om vores ankomst havde vækket en sovende ånd, og dens klage nu brød frem med fornyet styrke." Selvironi har jo aldrig været Jensens stærke side, men ærgerligt er det ligegodt, at han i så stor og klog en bog aldrig udsætter sig selv for det bistre skarpsyn, der har været hans kendingsjingle som kritisk skribent. F. eks. har han efter mødet med sit alter ego Aslan mareridt om, at hans operationsar bryder op. Jensen har nemlig lidt af brok, og jeg tør slet ikke gætte på de vittige ordspil, kritikeren Jensen ville have vredet ud af den.
Alligevel aner man selvfølgelig bag Jensens brok og poseren som Verdenshistoriens Vidne en anden side: Angsten for at blive ældre (på rejsen er han 41), for at livet skal gå ham forbi, og for at Paradis på jord alligevel skulle findes hos kvinden derhjemme.
Vi ved, hvordan det endte, med kone og barn. Men hvis man ud af denne bog skulle udvinde en enkelt holdbar sandhed, udover den, at Paradiset altså kun findes i vore drømme, handler bogen faktisk også om, at det ikke bliver lettere at beslutte sig til at forpligte sig og få børn, når man er over 40.

*Carsten Jensen: Jeg har hørt et stjerneskud. 512 sider, 348 kr. Rosinante. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu