Læsetid: 2 min.

V: Kramer skal af pinden

18. november 1997

Socialdemokratiet mister måske sit flertal i København i dag. De radikale peger på sig selv som alternativ. Venstre stiller sig ikke i vejen

Københavns Kommune skal måske i dag vinke farvel til flere årtiers socialdemokratisk styre. En Sonar-meningsmåling i Morgenavisen Jyllands-Posten i går viser, at Kramers hidtidige bagland, bestående af S, SF og Enhedslisten ikke længere har de magiske 50 pct. af de københavnske vælgere bag sig.
Dermed er der i sidste time fornyet spænding om udfaldet af kommunalvalget i København.
En favorit til overborgmesterposten er i givet fald den radikale spidskandidat, Inger Marie Bruun-Vierø.
"Det er jo en meningsmåling, der vil noget. Den flytter markant på balancen i Borgerrepræsentationen, og giver mulighed for mange kombinationer og mange forhandlinger. Man må konstatere, at der er ved at ske et vælgerskred, og det her er et tegn på at vælgerne er ved at bane vejen for et systemskifte", siger Inge Marie Bruun-Vierø.
"I al beskedenhed mener jeg, at en radikal overborgmester er det eneste alternativ til Kramer", siger Vierø.
Venstres spidskandidat til kommunalvalget i København, den unge og kontroversielle Søren Pind, medgiver at det kunne ende med en radikal overborgmester efter dagens valg.
"Vi bakker naturligvis op om os selv til overborgmester-pladsen. Men jeg skal under ingen omstændigheder stå i vejen for et systemskifte. Systemskiftet er langt vigtigere end overborgmesterposten for os, selvom vi selvfølgelig gerne ville have den", siger Pind.

Fremgang for DF
Tidligere på året var SF endda tæt på at pege på netop Inger Marie Bruun-Vierø som SF's overborgmesterkandidat, men de har senere afmeldt den ide. Alligevel mener Inger Marie Bruun-Vierø selv, at hun ville kunne samarbejde med SF'erne, især på trafik- og miljøområdet.
I Jyllands-Postens Sonar går Socialdemokratiet syv procentpoint tilbage, fra 31 til 24 procent af stemmerne.
Dansk Folkeparti står til en tilsvarende fremgang - fra 0 til syv procent af de københavnske lokalstemmer.
Det er dog en halvering af Dansk Folkeparti i forhold til en tidligere Sonar-undersøgelse. Partiet vil næppe få en københavnsk borgmesterpost.
De radikale står ifølge Sonar-undersøgelsen til en tilbagegang fra 3,5 procent af stemmerne ved sidste valg, til 3,0 procent nu.
Heller ikke Venstre eller de konservative står til nogen videre fremgang i forhold til sidste kommunalvalg.
Fremgangen for den borgerlige lejr hentes alene hjem af Dansk Folkeparti.
Folkepartiets spidskandidat, Peter Skaarup, der til daglig er sekretariatsleder for Dansk Folkeparti på Christiansborg, har tidligere erklæret at han ønsker en folkeafstemning om, hvorvidt København skal være multietnisk, ligesom han helst ser modersmålsundervisningen droslet ned til det lovbefalede minimum.
På det udlændingepolitiske område har de radikale fremlagt et udspil, der blandt andet foreslår en bedre etnisk fordeling af de kommunalt ansatte i København.
Dén er Venstre ikke med på.
"Men der er mange ting i det radikale oplæg som jeg syntes er helt fine. Vi kan sagtens mødes, tror jeg, og jeg tror også, at udlændingepolitikken bliver en vigtig del af konstitueringen efter kommunalvalget," siger Søren Pind.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu