Læsetid: 7 min.

Valgkorts magi

22. november 1997

Intermetzo
Ikke et ord mere om kommunevalget. Sket er sket. Gjort gerning står først til at ændre om fire år. Pia Kjærsgaards fremmedfikserede tosser har afløst Fremskridtspartiets do do, og statsministeren og Ellemann-Jensen kan som gamle fagfolk inden for det statsvidenskabelige fag en tid lang - og formentlig frem til folketingsvalget i januar/februar eller september - fortsætte skænderiet om, hvad der skal til eller ikke til i tabte procentpoints for at kunne påberåbe sig en sejr i forhold til den anden.
Herning på heden gik til Helge Sander, hvilket i betragtning af denne ihærdige venstremands højtidelige trussel til byen om at opgive sin plads i Folketinget og fremover bruge al sin tid i byen og borgmesterstolen kan forekomme forbløffende.
Dragør viste gammelpartierne vintervejen og skænkede al magt til liste T, der ifølge en af dens stiftere, Informations gamle medarbejder Hans Bischoff, er Danmarks første miljøliste, før miljøet var andet og mere end et sted man havde det rart. Og det har man altså i Dragør ifølge H.V. Bischoff selv, David kronikredaktør Rehling, som vil være velkendt i disse spalter, samt Jesper Gris på Gaflen Jensen, alle Dragør.
Kommunehospitalet bliver reddet, teaterfuglen skvatter ned af sin Pind (!) og himstregimsen på Rådhuspladsen, kan man nu være så sikker på, som man kan være sikker på den slags ting, vil af det nye flertal på Rådhuset blive jævnet med jorden. Hvad mere kan man forlange, hvad anbelanger kommunevalg i storbyen, hvor disse linier skrives. Altså ikke mere om den sag.
Og dog - når røgen nu har lagt sig, og alle andre har rettet blikket målbevidst mod nye nederlag - så kan man alligevel ikke lade være med at tænke på kommunevalget som sådan - som én af flere andre af de store begivenheder i ens liv. Valghandlingerne i den række af myndighedsår, der nu engang er os mennesker beskåret, hører efter klummistens opfattelse så afgjort til kategorien af store begivenheder. Er man i selverkendelsens torturkammer nået til den vished, at det politiske bageri ikke er stedet at stikke sin sarte næse, vil valghandlinger af indlysende årsager være situationer, hvor man med sin person kommer lugten nærmest. Her anes den følelse af magt, som aktiv politisk gerning dagligt lader tilflyde dens udøvere.
Med en manifestation af det konkrete magtapparat i hånden, valgkortet, bevæger man sig determineret ad velkendte gader for på valgstedet at udøve sin demokratiske dont.
Flere dage før denne skæbnevandring spændes forventningen allerede til bristepunktet. Under afventning af valgkortets komme forventningen om selve det højtidelige øjeblik, folkestyrets Amen i kirken: stemmeafgivningen. Dag efter dag, post og intet valgkort. Men, endelig. Åh, så ligger det dér, valgkortet, på entrégulvet mellem rudekuverter, postkort, lokalaviser og anonyme smædeskrivelser: valgkortet. Mit valgkort.
Med navn, adresse og meddelelse om stemmested og valgbord. I hele den vide verden eksisterer kun det samme valgkort. Akkurat som med fingeraftryk eller DNA. End ikke enæggede tvillingers fingerspidser har eksakt det samme mønster. Således også med valgkort. Man kan med andre ord ikke hævde, at har man set ét valgkort, har man set dem alle. Et valgkort er et unikum. Dertil kommer valgkortet som enestående intimt offentligt dokument, der ikke bør fremvises, endsige overdrages til andre.
Udstyret med valgkortet begiver man sig på valgdagen af sted mod valglokalet. I foreliggende tilfælde en gymnastiksal i den nærliggende skole, hvor stemningen på valgdage normalt står på fridag. Børnene er altid sendt hjem for ikke med sanglege og ilter adfærd i skolegården at profanere valghandlingen for voksne. Dog åbenbart ikke når det gælder kommunevalg, hvad der sikkert fortæller noget om den officielle vægtning af dette i forhold til folketingsvalg. I gymnastiksalen, der ikke lugter af bageri, men umiskendelig gymnastiksal, sidder de valgtilforordnede fra vælgerforeningerne ved lange borde på bukke, som senere bliver anvendt som grundlag for den endelige optælling af stemmerne - con manu. Valgboksene til højre, hvor andre tilforordnede i striktrøjer og cerut står vagt om folkestyret. Scenen er sat.

Der foreligger herefter forskellige varianter af dansk normaladfærd i stemmelokalet. Såfremt man som vælger gerne vil give det udtryk af, at man har kontrol over følelser og situation, kan man med sit valgkort fast i hånden og øjnene stift rettet mod angivelsen af valgbordsnummeret målbevidst bevæge sig hen til det forkerte valgbord, hvorfra man henvises til det rigtige, hvor køen er uendelig. På vejen frem mod de nu anviste tilforordnede, sker det, at valgkortet af sig selv forsvinder i ens omfangsrige klædning, således at kortet først bliver fundet når frakken skal til rensning. Eller ved næste valg.
Eller man bevæger sig med det samme til det korrekte valgbord, men kan heller ikke finde valgkortet, skønt man jo har det med. Efter skamfulde undskyldninger og fremvist dokumentation af anden art stemmes vel alligevel, men følelsen af det store øjeblik i øjeblikket indtræffer herefter ikke. Valgkortets rette opbevaring, medbringelse samt aflevering er således afgørende for den demokratiske oplevelse.
Vel anbragt i valgboksens isolation er risikoen så afgjort til stede for at gå i mental baglås ved nærkontakt med den omfangsrige stemmeseddel. Navnestudiet af kandidatlisterne burde for udbyttets skyld strække sig over flere dage, og afslører allerede ved første skrålæsning en bande velkendte fæhoveder, som man troede enten afdøde eller landsforviste. Herefter følger den endelige krydsafgivning, valgkortets mål og mening, højdepunktets højdepunkt, folkestyrets zenit, en konkrethandling, der i øvrigt fysisk er forbundet med efterfølgende muskelsmerter i skrivearm og tungen midt i munden. Angsten for at afgive kryds forkert og skulle stå til regnskab og ulejlighed ved det just forladte valgbord - eller i befippelse slå stregen over kanten eller tvære topkandidatidiotens navn ud i et anfald af krampegråd og ugyldiggøre sedlen og sig selv og måske kommune og amt stikker dybt hos mange i flinkeskolen.
Et kryds er et kryds, fast og mandigt og utvetydigt. Bagefter skal det helst se lige så ordentligt og tjekket ud. Og når sedlen skal i boksen, skal det ske med manér. Som i nyhedsudsendelsernes reportager med de store drenges stemmeafgivelse, når de i lange figurfrakker og konen ved siden og med yndefulde håndbevægelser og faste selvfortroende smil smyger sagen i sprækken og vinker til det anonyme plebs og generte tilforordnede med venstrehånden.
Men først skal sedlen foldes, siden skal den mingeleres med stemmeafgiveren ud af boksen, hvilket indebærer, at forhænget skubbes til side, hvilket igen indebærer, at man har fundet ud af hvor stemmeboksgardinstoffet skiller, hvilket ikke altid er så ligetil, som det ser ud i tv. Men som regel sidder der kun et par søvnige tilforordnede på nogle stole langt væk, og interesser sig i øvrigt ikke en skid for ens indstuderede stemmeseddelsurnesprækkeindføring.

Til sidst følger udgangen af stemmelokalet, hvor Røde Kors-folk med raslebøsser og underskriftindsamlere for haleukuperede hunderacer altid danner espalier. Og lænset for småpenge til haleløse hundes vel og Jørgen Poulsen møder man på vejen ud af skolegården manden, der råber: Nå, fik du stemt på de rigtige! Og man svarer: Mnjajo, det kommer an på, hvad du mener med de rigtige. Og tænker bagefter: Mon han står på lur hver gang, der er valg, og kun venter på det øjeblik, hvor han kan se på sine ofre, at de ikke kan svare noget bedre, fordi man stadig har den højtidelige valghandling i tanken.
Og så er det hele ovre. Højtiden udrunden. Hverdagen atter rullet ud som en skidengrå løber. Festen forbi. Men altsammen beror på valgkortet, det ene, unikke.

Når alt dette er sagt om valgkortet og dets ukrænkelighed i denne den bedste af alle verdener, der - hvad valghandlinger angår - har indrettet sig med henblik på at undgå rystelser, siger det sig selv, at man bliver rystet, når rystelserne på trods af alle forholdsregler, der skønnes menneskeligt mulige, alligevel indtræffer og ryster ens grundvold.
Denne gang oplevedes nemlig i storstaden to på hinanden spændte forventningens bristepunkter op til det højtidelige øjeblik, idet klummisten og hans hustru på to på hinanden følgende dage fik to på hinanden følgende valgkort. Hver. En særpræget fornemmelse af organiseret orden i baglandet og egen særlig betydningsfuldhed. Måske ikke en administrativ løsagtighed, der uden aktiv lusk fra multivalgkortsmodtagers side ville kunne føre over i kriminelt misbrug, men alligevel.
Et andet sted i landet overlod en mands venner ham deres valgkort, således at den gesjæftige med de mange valgkort kunne gå til stemmelokalerne og stemme adskillige gange, hvilket i vort idiotsikrede samfund ikke skulle kunne lade sig gøre, men lod sig. Adspurgt om én af de valgkortsudstedende venner ikke havde været lidt urolig over fremgangsmåden, lød det bedårende svar, at det vel ikke betød noget videre, når blot den valgkortsstorforbrugende ungersvend havde humor. Og sådan kan man jo også se på det.
Ikke et ord mere om kommunevalget.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu