Læsetid: 6 min.

'Jeg valgte eksilet frem for døden...'

28. november 1997

Kinas mest kendte dissident Wei Jingsheng fortæller i et ekslusivt interview om sin kamp og sin lange indespærring

INTERVIEW
Wei Jingsheng, den kinesiske demokratibevægelses fader, nød det triste privilegium at tilbringe sine sidste fængselsår i en celle, der var specielt konstrueret til ham - en slags akvarium med to vægge af glas, som var oplyst 24 timer i døgnet, for at intet skulle undgå fangevogternes opmærksomhed. Wei, der for knap 14 dage siden blev løsladt og sendt til USA, har tabt næsten alle sine tænder, hans blodtryk er for højt, og han lider af en hjertesygdom, men hans personlighed er ikke forandret efter 18 år i fængsel og arbejdslejr.

Eksil eller døden
På et lille hotel i New York modtager han sine gæster med et stort smil, der afslører de dårligt tilpassede forlorne tænder. Han siger, at han kun gik med til at forlade sit land, fordi han blev nødt til at vælge mellem eksil eller at dø i fængslet. Forfatteren til den berømte artikel "Den femte modernisering: demokrati", som blev slået op på Demokrati-muren i slutningen af 1970'erne, blev i 1979 idømt 15 års fængsel.
Han blev løsladt i 1993 - seks måneder før tiden - som led i det kinesiske styres bestræbelser for at få OL 2000 til Beijing, men "forsvandt" igen allerede i april året efter. Efter 18 måneder på et "hotel" blev han formelt anholdt i november 1995 og dømt til 14 års fængsel for "forsøg på at styrte regeringen".

Dengs fange
- De er blevet kaldt "Deng Xiaopings fange", fordi Kinas egentlige leder, der døde i februar, havde gjort Deres sag til et personligt anliggende. Er det rigtigt?
"Min første løsladelse i 1993 kunne ikke være sket uden hans samtykke. Derimod ser det ikke ud til, at han blev spurgt til råds, da jeg blev arresteret igen."
- Hvad gjorde De for at bevare Deres mentale sundhed og Deres forstand i fængslet?
"Visheden om min sags retfærdighed betød, at jeg aldrig lod mig rokke i min overbevisning, og det gav mig en afgørende psykologiske styrke."
"Men ind imellem måtte jeg også støtte mig til nogle teknikker for at overleve intellektuelt; kommunistpartiets mål med at indespærre én er nemlig ganske enkelt at gøre én gal. Når man lever i et så begrænset univers langt fra den ydre virkelighed, henfalder man uvilkårligt til at tænke de samme tanker om og om igen."
"Jeg forsøgte at forestille mig mekaniske eller videnskabelige opfindelser, jeg genkaldte mig en eller anden roman, eller jeg gav mig simpelthen til at synge. Det vigtigste er, at man hele tiden lader hjernen skifte mellem forskellige aktiviteter."
- Hvad var det værste?
"Følelsen af total ensomhed, når omverdenen ikke taler til en, og man ikke kan tale med den. Man føler sig, som om man befinder sig i et mørkt rum. Det er faktisk værre end at blive slået. En gang imellem ønsker man ligefrem at blive slået, for uanset hvor brutalt det er, er der dog i det mindste tale om en kontakt med andre. Det kunne endda give én en vis... glæde."
- Hvilke former for pres har De været udsat for de sidste år?
"De satte mig i en celle sammen med "almindelige forbrydere", der havde ordre til ikke at tage øjnene fra mig et sekund. Under normale forhold bliver man snart utilpas, hvis et menneske, man ikke kender, uden grund begynder at stirre på én. Men forestil Dem så, hvordan det er at holde det ud 24 timer i døgnet - også selv om natten - 365 dage om året!"
"Da det åbenbart ikke var nok, rev de to af cellens mure ned og erstattede dem med en væg af glas; på den måde kunne de iagttage mig mere intenst, hvert sekund på dagen og natten. De placerede sig systematisk foran mig, hver gang jeg gik på toilettet."

Systematisk tæsk
- Blev De tortureret?
"Da de så, at jeg holdt stand, gik de over til fysisk vold. De "almindelige forbrydere" i cellen benyttede enhver lejlighed til at provokere mig, og det endte næsten altid med, at de gennemtævede mig. Hvis jeg forsøgte at forsvare mig, kom fangevogterne ind og holdt mine hænder fast på ryggen. Den behandling (af politiske fanger) blev indført i de kinesiske fængsler for et par år siden."
- Efter ordre opfra?
"Jeg ved med sikkerhed, at ordren kom fra justitsministeriet. Det har jeg fået at vide. Det er også meget muligt, at disse forholdsregler er blevet godkendt af både (præsident) Jiang Zemin og (ministerpræsident) Li Peng."
- Hvad vil myndighederne opnå med det?
"De forsøger at nedbryde ens personlighed med alle midler, fysiske såvel som psykologiske."
- Hvordan blev De overtalt til at gå i eksil?
"Den 9. november kom repræsentanter for myndighederne til mig og foreslog, at jeg blev løsladt "af helbredsmæssige grunde" og sendt mig til USA. Jeg svarede, at jeg foretrak at komme under behandling i Kina, men det afviste de kategorisk."
"Da mit helbred virkelig var dårligt, sagde jeg til mig sev, at det ikke ville tjene noget formål at lade mig slå ihjel af dem, og at det var bedre at rejse, fordi jeg så kunne fortsætte mine aktiviteter fra udlandet."
- Vil De tilbage til Kina?
"Jeg har aldrig ønsket at forlade Kina. Men jeg har ikke fået noget klart svar på, hvornår jeg kan vende tilbage som en fri mand."
- Hvad er Deres umiddelbare planer?
"Naturligvis at blive rask, men endnu vigtigere at bruge min tid til at fremme demokratiet og friheden i Kina. Hvordan jeg vil gøre det, ved jeg ikke endnu."
"Først regner jeg med at skrive en bog om de kinesiske fængsler for at afsløre kommunistpartiets utrolige påstande om dette emne. Man må ikke tro, at der er sket meget med hensyn til menneskerettigheder og demokrati, siden Jiang Zemin kom til magten. I virkeligheden er der ingen ændring, og det er mine erfaring fra de to sidste år et håndgribeligt eksempel på."
- Hvor mange politiske fanger er der i Kina i dag?
"Myndighederne indrømmer, at omkring 2.000 "kontra-revolutionære" er tilbageholdt. Men det er langt fra alle politiske fanger, der placeres i denne kategori. Nogle er under genopdragelse i arbejdslejre, hvor de tilbageholdes uden dom i lange perioder; andre dømmes for almindelige lovovertrædelser som f.eks. "forstyrrelse af den offentlige orden". Det virkelige tal er helt afgjort langt større end det officielle."
- Bliver der flere eller færre?
"For ti år siden var der færre end i dag, fordi det politiske klima var lidt mere afslappet. Siden 1989 er det politiske klima hele tiden blevet hårdere, og antallet af politiske fanger er vokset tilsvarende."

Demokrati er muligt
- Hvordan vil De karakterisere regimet i Kina?
"Det er et etparti-diktatur."
- Kan kommunistpartiet demokratiseres indefra?
"Ja, men kun hvis det er under konstant pres fra et samfund, der kræver demokrati og har besluttet sig for lidt efter lidt at erobre den magt, der tilkommer det."
- De skrev i 1978, at moderniseringen er umulig uden demokrati. Har Kinas økonomiske udvikling ikke modbevist denne påstand?
"Den økonomiske situation i Kina er langtfra strålende. Den bureaukratiske kapitalisme, der blev indført i begyndelsen af 1980'erne, har først og fremmest gavnet bureaukraterne, ikke almindelige mennesker. De grådige funktionærer bliver ved med at malke de statslige og halv-privatiserede virksomheder, så mange af dem nu er i store vanskeligheder."
"Partiets økonomiske politik indeholder hverken planøkonomiens tryghed eller markedsøkonomiens garanti for fri konkurrence. Det er et laisser-faire politik, som tilsyneladende er ved at nå sine grænser. Mange virksomheder lukker, samtidig med at millioner af arbejdsløse er på jagt efter arbejde. Hvordan kan man under disse forhold hævde, at den kinesiske økonomi klarer sig godt?"

Arven fra '89
- Kan kineserne glemme den blodige undertrykkelse af demokratibevægelsen i 1989?
"Naturligvis ikke. Så mange mennesker udgød deres blod, og så mange mennesker i Kinas store byer - i Beijing alle indbyggerne - gik på gaden for at kræve, at kommunistpartiet skulle give folket magten! Massakren var den højeste ydmygelse, og sådan noget glemmer man ikke. Det åbnede folks øjne."
- Har udenlandsk pres medvirket til Deres løsladelse?
"Ja, bestemt. Men jeg må tilføje, at det fremkalder væmmelse hos mange kinesere, når de ser præsident Jacques Chirac trykke repræsentanter for Kinas Kommunistiske Parti i hånden og hører ham give udtryk for stort set samme synspunkter som partiet."
"Tidligere fortalte partiet befolkningen, at udlandet blot foregav at ville hjælpe Kina, men det troede man naturligvis ikke på. Når Chirac nu giver udtryk for så broderlige følelser over for partiet, begynder mange at tvivle på, at udlandet virkelig vil hjælpe os."

© 1997 Libération
& Information.

Oversat af Birgit Ibsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her