Læsetid: 4 min.

Valmuekrigen raser i Irland

10. november 1997

Hvad er pænest? En valmue eller et hvidkløver? Spørgsmålet har splittet irerne og
gjort indsættelsen af den nye præsident Mary McAleese til en øvelse i botanisk krigsførelse

LONDON
Irlands nye præsident, Mary McAleese, er endnu ikke blevet indsat i sit embede - det sker i morgen - men hun har allerede været ude i sin første
diplomatiske krise.
Striden handler om valmuer. Versus den trebladede hvidkløver.
Oprindelig er valmuen symbol på ofrene for de to verdenskrige i dette århundrede. Uanset hvor man kommer fra. Hvert år sælges der over alt på de britiske øer tusindvis af små, kunstige knaphulsvalmuer, og indtægten går til velgørenhed for veteranerne.
Kløveret er symbol på irernes kristne tro. Både i syd og i nord. Så man skulle tro, at de to markblomster kunne symbolisere noget fælles.

Ikke neutralt symbol
Men i nutidens Irland er der ikke noget, der hedder et neutralt symbol. Snart sagt alt muligt fortolkes i et prisme, som afspejler den afgrundsdybe splittelse mellem de pro-britiske protestanter i Nordirland og katolikkerne, som vil have, at provinsen skal slås sammen med republikken Irland.
Og især i Nordirland men også syd for den irsk-irske grænse er valmuen blevet et britisk symbol. British Legion holder altid en søndags-mindehøjtidelighed i forbindelse med 11. november - dagen for våbenhvilen efter første verdenskrig, hvor det vrimler med valmuer. I år fandt den sted i går.
Den dag er altid højspændt i Irland. Ikke mindst i år, hvor det er ti år siden, at en IRA-bombe dræbte elleve mennesker og sårede utallige andre i Enniskillen under byens mindehøjtidelighed.
Så valmuer er storpolitik i Nordirland. Der findes ligefrem en lov, som regulerer, hvornår man må begynde at sætte de små røde blomster i knaphullerne. Og den håndhæves. Fire arbejdere på frakkefabrikken Coats Viyella i Londonderry blev for nylig bortvist fra deres arbejde, fordi de havde taget valmuen på for tidligt. Den slags gør man ikke ustraffet i det meget republikanske Londonderry.
Den sag var så alvorlig, at selveste den britiske premierminster Tony Blair blev spurgt om den i Underhuset i London. Han lovede at sørge for, at ingen fremover straffes for noget så uskyldigt som at gå rundt med en blomst i knaphullet. Det vil nu vise sig, om han kan holde løftet.

Irsk nationalisme
Ligesådan er hvidkløveret gået hen og er blevet et symbol på irsk nationalisme. Den kan som bekendt tage særdeles voldelige former. Så valmuer og kløvere er altså blevet nogle meget ekstreme former for ukrudt i det irske landskab.
Nu er der så nogen, som synes, at det ville være et fint træk af den nye irske præsident, hvis hun ville bære en valmue på sin dragt, når hun indsættes i sit nye embede i morgen. Hun er fra Nordirland, og nord for grænsen betragtes hun i den britiske fraktion som en slags forlænget arm for republikanerne. IRA-sympatisør hviskes der. Og hun står vist Gerry
Adams, lederen af IRA's politiske gren Sinn Fein, nær, hvisker de videre.
Valmuen skulle altså pacificere disse kritikere ved at vise, at hun ikke er anti-britisk. Så række efter række af alvorsmænd har udbredt sig på tv om valmuens fordele frem for hvidkløveret. Eller omvendt. Stor var skuffelsen i den pro-britiske lejr, da Mary McAleese besluttede, at hun ikke ville bære valmuer nogen som helst steder under indsættelsesceremonien.
Hun har nu understreget sine anti-britiske holdninger, siger kritikerne.
Men nu er Mary McAleese altså ikke præsident for Storbritannien. Og de mere velovervejede observatører har da også erkendt, at det ville være ganske vanskeligt for en irsk præsident at bære et utilsløret britisk symbol den dag, hun indtager sit nye embede.
Der er da også tradition for, at irske præsidenter går rundt med et kløver i knaphullet på den store dag. Så det vil Mary McAleese også gøre, siger hun.
Men kritikken vil ikke forstumme.

En lille sløjfe
For Mary McAleeses forgænger i præsidentembedet, Mary Robinson, brød faktisk med kløvertraditionen. Hun valgte de nationalistiske symboler helt fra og præsenterede omverdenen for noget ganske andet - hun bar den lille sløjfe i sit knaphul, som symboliserer kampen mod AIDS.
Det symbol er ikke - endnu da - blevet taget til indtægt af nogle af siderne i den nordirske konflikt.
Så man kan diskutere, hvor godt Mary McAleese slap fra din første diplomatiske disput.
Men i det mindste drejede det sig kun om blomster. Og botanisk krigsførelse af den art er trods alt for småting at regne i sammenligning med den ægte vare.
"Knaphuller er bedre end kuglehuller," som kommentatoren Kevin Myers har udtrykt det i den britiske avis Sunday Telegraph.
Men man kan ikke undgå at spørge sig selv om følgende: Hvis folk i den grad kan hidse sig op over et par markblomster, hvor skævt kan det så ikke gå i de fredsforhandlinger, der i øjeblikket er i gang på Stormont-slottet uden for Belfast.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu