Læsetid: 5 min.

Vandkur i Vancouver

24. november 1997

Det årlige asiatisk-amerikanske topmøde bliver ingen munter fest, men en inspektion af bankkrak, valutafald og syndebukke

Kommentar
Festen blev afholdt sidste år i Manila. Nu er der tømmermænd i Vancouver. Sjældent er hybris blevet straffet så eftertrykkeligt.
For 12 måneder siden i Manila var de 17 lande i den asiatisk-amerikanske handelssammenslutning APEC overbeviste om, at det 21. århundrede tilhørte dem. Den spæde handelsblok rundt om Stillehavet rummer to milliarder indbyggere - en tredjedel af jordens befolkning - herunder praktisk talt hver eneste økonomisk tigerland på kloden.
Kina, Chile, Thailand, Sydkorea, Indonesien, Malaysia og Taiwan; alle med vækstrater på 7, 8, 9 - ja selv 10 procent, var tilstede, og de håbefulde Universets Herskere var i humør til at blære sig med det. Men det var dengang.
Siden juli er Thailands valuta faldet med 40 procent, 58 finansinstituter er blevet lukket, og de thailandske bankers kapitalværdi er i dag negativ med et meget stort beløb. Regeringen er faldet og Bangkok har måttet optage et 17 milliarder dollar stort nødlån fra den internationale valutafond IMF.

Næppe i bedre form
Indonesien er næppe i bedre form: 16 banker er lukket, valutaen nede med 43 procent, arbejdsløsheden i Jakarta-området er steget med en million bare i år - og et 38 milliarder dollar stort lån er på vej fra IMF. Den filippinske peso og den malayiske ringgit er også stærkt svedne, og senest har Sydkorea fulgt trop nedad.
Selv Hong Kong-dollar, med sin massive kinesiske valutaopbakning, har været under angreb, og vi har endnu ikke set, hvad der sker, når investorer opdager, at Kinas egne enorme økonomi er blevet styret med mindre disciplin end nabolandenes.
Det asiatiske økonomiske mirakel er suspenderet de næste tre-fem år, og med bare en smule mere uheld er hele verden på vej mod et økonomisk tilbageslag. Selv det frygtede ord depression er blevet hørt udtalt fra mere end én bankdirektør.

Brandbælter
Så det er en lidt tristere gruppe end sidste år, der i dag samles i Vancouver for at inspicere vragresterne. Om det også er en klogere gruppe, venter vi fortsat på at se. Hvis mødet forfalder til moraliseren og fingerpegning kan de værste forudsigelser blive til virkelighed. Det vigtigste arbejde er imidlertid at - for det første - finde ud af hvad der præcist gik galt, og for det andet at lave brandbælter rundt om de asiatiske katastrofer.
Det er ikke så svært at se, hvad der gik galt. Da landene mødtes sidste år på højden af bølgekammen, strømmede der mere kapital ind i Asien og Latinamerika, end der havde gjort igennem hele 1980'erne. Den blev uansvarligt investeret, en stor del af den i vildt spekulative ejendomsprojekter. Men kapitalen var også uansvarligt udlånt.
Lånerne var fjolser, og det samme var deres regeringer. Det er for eksempel kun to uger siden, at den indonesiske centralbank indkaldte alle landets overlevende banker til et møde, hvor den uddelte spørgeskemaer for at få oplyst, hvor stor en udlandsgæld bankerne havde fået samlet sammen. Indtil da havde ingen bekymret sig om at holde øje med det - og tallet på 65 milliarder dollar kom en del bag på alle.
Nu ligger halvdelen af alle byggepladser i Indonesiens Jakarta og Surabaya stille, samtidig med at lånene skal tilbagebetales i rupies, der kun har halvdelen af sin august-værdi. Ikke smart. Men hvad med udlånerne?
Sidste gang vi oplevede noget af det samme, dog ikke helt så vidtgående, var den massive udlåning til den tredje verden af petrodollars i 1970'erne. Efter firdoblingen af olieprisen i 1973 skvulpede bankerne over af kontanter, så de nærmest skovlede dem ud af dørene som lån, så hurtigt de kunne. Stort set alle kunne låne, hvad de ville til et hvilketsomhelst hjernedødt projekt, især i Latinamerika. Da bankernes krise var ovre, havde den tredje verden en såkaldt gældskrise.
I 1979, lige før det hele brød sammen, stod jeg i direktørens kontor i et latinamerikanske hovedkvarter for en stor international bank, og kiggede fra 44. sal ned på aktiviteten i det intetanende Sao Paolo. Jeg vendte mig og spurgte direktøren: "Blir du ikke hængt, når alle disse lån blir afskrevet?"
"Selvfølgelig ikke", svarede han. "Lånene er skam også godkendt i hovedkvarteret".
Han vidste, hvad der var under opsejling, og det gjorde alle andre også i banken. De havde fået orden i deres balance og tilfredsstillet deres aktieejere på bekostning af naive lånere; og de havde sikret sig, at ingen af dem ville blive gjort personligt ansvarlig. Andre skulle feje stumperne op.

Systemet forgiftet
Samme er undervejs nu: Udlånerne, lige som lånerne, var hverken idioter eller slyngler. Men hele systemet var blevet forgiftet, og det nytter ikke at anklage den ene part. Løsningen består i at få det internationale valutasystem til at arrangere en blød landing, og det afhænger i vid udstrækning af APEC-ledernes beslutninger i Vancouver.
"Bid smerten i jer, slug den bitre medicin - kald det hvad I vil, men skynd jer ind i smerten og få den overstået hurtigt", sagde Singapores 81-årige landsfader Lee Kuan Yew den 18. november. Han har ret: Hvis den håndfuld asiatiske lande, som nu sidder fast i forfærdende problemer handler hurtigt, gennemfører de nødvendige reformer og genopbygger tilliden til dem, så spredes pesten sandsynligvis ikke.
Det er der til gengæld ingen garantier for.
For at komme hurtigt gennem krisen "er vi nødt til at se virksomheder bryde sammen, banker krakke, ejendomsfirmaer gå under og bære konsekvenserne af alt dette indtil markedet er genoprettet," siger John Mulcahy, direktør for selskabet Indosuez W.I. Carr.
Men i de mest autoritært styrede lande er dem, som især kommer til at tabe penge ved den angivne medicin nøjagtigt de samme, som holder styret oppe. Det er en snæver politisk-økonomisk elite, som er blevet købt og betalt for andres penge. Hvis de ikke bliver knægtet, så bryder alle anstrengelser sammen.
Derfor består det vigtigste arbejde i Vancouver i at finde måder til at overtale disse regeringer til at gør det nødvendige, selv om de dermed risikerer en livstruende konflikt med deres vigtigste støtter.
Ellers spreder råddenskaben sig. Men det er vigtigt at huske, at ansvaret for rodet ikke alene skal placeres i Asien.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu