Læsetid: 3 min.

Min vej eller motorvejen!

12. november 1997

Den danske tegneserie- og videokunstner Sverre H. Kristensen er død, 31 år

NEKROLOG
Det danske tegneserie- og videomiljø er blevet en markant personlighed fattigere. Den multidisciplinære kunstner Sverre H. Kristensen er efter længere tids kræftsygdom død bare 31 år gammel.
Sverre H. Kristensen, oprindeligt født i Horsens, bosat over en længere periode i Norge og uddannet fra Kolding kunsthåndværkerskole, startede allerede tidligt med at sætte sin radikale streg på tryk bl.a. for den norske udgave af Mad. Herhjemme tegnede han bl.a hæfterne Donald Fuck og Det magiske cirkus. Hans tegneseriestriber nåede også international udbredelse i både canadiske og amerikanske udgivelser som Zepsis, Boiled Angel og senest Malefact.
Sverre valgte tidligt at arbejde også med video som formsprog fordi, som han sagde: At det var dét medie at bruge, hvis man ville nå ud til masserne.
Af hans mange videoproduktioner kan nævnes No sense makes sense, en
schratchdokumentarfilm om den amerikanske kultleder Charles Manson og filmen om den postmoderne konceptuelt funderede frikirke Church of the subgenious med den piberygende Bob som et ikon. Begge film har været vist på internationale videofestivaller og senest på natfilmfestivallen sidste år.

Schratch dokumentar
I sit arbejde med videokunst udviklede Sverre genren schratch dokumentar, udfra ideen om, at dokumentarfilm er ligeså iscenesatte og baserede på en grov manipulation fra fortællerens side som enhvert fiktionsværk; filmene var en montage af både dokumentaristisk materiale og fiktion sat sammen i en hastig, aggressiv klipperytme. Sine videoer beskrev han selv som et forsøg på at dekode og regenerere de informationer, som vi bliver bombarderet med hver dag igennem fjernsynet.
Sverre var konsekvent både som menneske og kunstner. Han kunne ikke udstå middelmådighed. Hans udtalelser om det danske tegne-seriemiljø bl.a i magasinet Billedstorm, placerede ham som en både hadet og udskældt person, en rolle der i grunden passede ham udmærket.
Problemet med det danske tegneseriemiljø er, at der er en masse idioter, der ikke har noget fornuftigt på hjerte. Hvorfor laver de tegneserier for at folk skal kunne lide det og for at stille så mange som muligt tilfredse? Det rykker jo ikke ved noget som helst! Sverres eget univers var inspireret af forfatteren Boyd Rice, i tegneserieregi Mike Diana, Tex Avery og ikke mindst Jim Goad, redaktør af answer me!, en amerikansk udgivelse i hate-genren.

To mottoer
Sverres to mottoer: Hvor langt ude kan langt ude komme og Min vej eller motorvejen, gennemsyrede alt hvad han foretog sig, men var også et udtryk for en svært provokerende humor, der lå latent i alle hans udgivelser. En humor, der ikke altid blev imødekommet og aflæst af en voksengeneration, der ikke deler referencer med den yngre generation. Bl.a. opnåede Sverre at blive censureret i forbindelse med udgivelsen af magasinet Sewer cunt i Australien. Bladet blev gjort illegalt i forbindelse med en razzia i en boghandel i Melbourne. Denne sag underbyggede bare Sverres syn på kunstnerens rolle i samfundet, nemlig som én, der angriber og provokerer et eksisterende systems normer.
Sverres alvorlige situation forhindrede ham ikke i at vedblive med at følge denne vej. I det lange sygdomsforløb udgav han cd'en Music to listen to when your dead med bandet Anus presley, og det lykkedes ham også at færdiggøre tegneserihæftet Bad
Pills, hvori historien om hans egen kamp med kræftsygdommen i striben King cancer indgår.
Det er med en anden alvor, at jeg sætter pennen til papiret denne gang, for hver streg er måske min sidste, sagde han i en samtale for nogle måneder siden.
Bad Pills bliver utvivlsomt Sverres internationale gennembrud og udkommer til jul på det amerikanske forlag Mike Hunt; Sverre selv var klar over, at han måske ikke kom til at opleve udgivelsen af Bad pills, men det tog han ganske roligt.
Det vigtigste var at lave den og at få den færdig. Resten kan være ligemeget. Sverre levede i sin sidste tid mest af alt for sin familie og deres rejser til den norske natur.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu