Læsetid: 4 min.

Er velfærdsstaten da i fare?

5. november 1997

Erik Ib Schmidt vil gerne provokere, men han fremstår snarere som forsvarer af det bestående i debatbog om velfærdssamfundet

NY BOG
Velfærdsstaten har ifølge denne bog et højt skattetryk, ventelister og problemer med kvalitet og bureaukrati.
Velfærdsstaten er tillige for meget blevet en forsørgerstat, der bare stikker folk nogle penge. Der er behov for at omstille. Vi burde i stedet forebygge, eventuelt helbrede, selv om det er vanskeligere. Osv.
Sådan går melodien i Erik Schmidts nye debatbog Red velfærdsstaten, bogens katalog over velfærdsstatens problemer er ikke nyt. Og der er intet i bogen, der berettiger titlens konnotationer om et nært forestående sammenbrud for velfærdsstaten.
Men bogen indeholder mange iagttagelser og foreslag, selv om det meste er hørt før: F.eks. nævnes de såkaldte samspilproblemer mellem skattelovgivning og tilskud og arbejdsløshedskasserne stive båse påpeges. Der tales om "arbejdsmarkedets kunstige stivhed". Og der tales velformuleret for øget brugerbetaling, privatisering, udlicitering og privathospitaler.
Selv om mange forslag ikke er nye, så kan de godt være aktuelle og relevante. Men bogen analyserer kun lidt de hindringer, der er for at gennemføre selv de tilsyneladende mest fornuftige forslag. Alt for forenklet er det næsten kun fagbevægelsen, som holdes ansvarlig for forandringstrægheden.
Der bliver ikke rigtig fulgt op på de indledende sider om samfundets store sociale og økonomiske uligheder. Nok så ofte taler bogen om ikke at gå for vidt i bestræbelserne for at få lighed. Og heller ikke temaet om forebyggelse af sociale problemer spilles igennem.

Begrænset baggrund
Erik Ib Schmidt har siden sin kommunistiske ungdom haft et strejf af samfundskritiker. Men han var også engang statens mægtigste embedsmand og er i sit lange liv støt drevet til højre - og uundgåeligt begrænset af sin baggrund.
Han er en fuldblods økonom på godt og ondt. Schmidt erkender, at der idag er miljøproblemer, men som økonom vil eller kan han ikke medtænke dem. Hans historiske, politologiske og juridiske indsigt står heller ikke mål med den økonomiske.
Men det er jo imponerende, at en nu 86-årig forhenværende departementschef udsender den ene bog efter den anden om samfundets nuværende og fremtidige problemer. Tilmed er Schmidt en af de fremtrædende, mere eller mindre socialdemokratiske økonomer, der enten som politikere eller embedsmænd spillede en stor rolle i udformningen af den offentlige sektor, vi kender i dag.
Andre i denne gruppe var f.eks. Viggo Kampmann, Jens Otto Krag og Paul Gersmann. Et par af disse er endog ved forskellige lejligheder blevet udnævnt til "velfærdsstatens arkitekt". Denne betegnelse har man også hæftet på Erik Ib Schmidt.

Prætentiøs forklaring
Det er derfor velgørende, at Erik Ib Schmidt afliver myten om, at velfærdsstaten var et på forhånd planlagt socialdemokratisk projekt. Denne opfattelse er ellers endog blevet fremført af samfundsforskere. Den er resultatet af en uhellig alliance mellem socialdemokratisk agitation og elementær uvidenhed om dansk historie.
På den anden side er Schmidt for prætentiøs, når han foregiver at forklare, hvordan velfærdsstaten faktisk blev til.
Det er et af de mest komplicerede spørgsmål, forskningen kender. Der er på nuværende tidspunkt kun fragmenter til en besvarelse af dette spørgsmål. Det vides ikke om Schmidt kender disse fragmenter, men hans 'besvarelse' af spørgsmålet er ganske løs og helt uden en historisk dybde, der går bag om hans egen tid som topembedsmand.
Velskrevet
Da jeg studerede, talte mange unge akademikere om at "forske for arbejderklassen" og "om at være samfundsrelevant". Desværre skrev de fleste ulæseligt. Ofte om emner hvis "samfundsrelevans" var helt uigennemskuelig.
Mange af os yngre kunne lære meget af de ældre debattører som Schmidt eller den nu afdøde Thorkil Kristensen. De var børn af den gode danske folkeoplysningstradition. De skriver/skrev et klart og letforståeligt dansk. Uden at slå sig for brystet af den grund. Schmidts stil er i sig selv et smukt udtryk for forpligtethed overfor det samfund, han henvender sig til.
Der er dog også analytiske afsnit af et lidt vel embedsmandsagtigt tilsnit. De er ikke svære at forstå, men problemet er især, at Schmidt ikke altid er helt klar med, hvor han vil hen.

Uklart og kedeligt
På endnu et punkt kan jeg være i tvivl om Schmidt helt har gjort sig nutiden klar.
I slutningen af bogen kommer han ind på det politiske styringssystem. Han har her en række kortfattede, men ind i mellem lysende klare påvisninger af problemer i Grundloven og i vore institutioner i øvrigt. Der er ikke så meget nyt her. Selv den lette udvej på 'problemet' med de mange partier at hæve spærregrænsen forskånes læseren ikke for.
Men når Schmidt taler om departementer og departementschefer blive han let det beståendes forsvarer i stedet for forandringsagent.
Schmidt taler om "departementernes højt kvalificerede folk" med en "sum af politiske erfaringer". Er det nu også virkeligheden? Muligvis er Schmidt uopmærksom på, at man har meget formløse ansættelsesprocedurer og nu mange uddannelser og mange konkurrerende kriterier ved udvælgelsen af topchefer.
Vi ved knap nok overhovedet længere, hvad der bestemmer om den ene eller anden bliver topembedsmand/ ministerrådgiver. Derimod ved vi, at det langt fra er alle politikere og embedsmænd, der vurderer, at embedsmændene altid er gode til politisk rådgivning. Sæt dog gaflen i det problem, Erik Ib Schmidt!
Schmidt har villet en debatbog. Bogen kan her og der ægge til modsigelse. Ikke fordi den overrasker, men fordi den er samfundselitens konventionelle konsensusvisdom. Med beklagelse må man dog sige, at den mest keder.

*Erik Ib Schmidt: Red velfærdsstaten - Et debatoplæg, Forlaget Munksgaard/Rosinante, 221 s. 198 kr. Udkommer i dag
Tim Knudsen er professor ved Institut for Statskundskab, KU.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her