Læsetid: 4 min.

Velkommen til Danmark

26. november 1997

Gæster beriger vores kultur. Læs her om projekter med musikalske venner, der giver inspiration til det videre arbejde

I forlængelse af sidste uges klumme om arbejdet med at integrere børn og unge i det nordiske musikliv, kom der bulletiner med lykkelige beretninger fra hjemmefronten.
I en e-mail fra en læser i Aalborg hedder det således:
"... vi er et par stykker i Aalborg, der gør noget af det, du efterlyser: det 'sort-hvide' samarbejde. Jeg kender ikke de grupper du nævner, men jeg kender en anden meget spændende gruppe, der kalder sig 'Fra Senegal til Setesdal', som består af to norske folkesangere (Kirsten Bråthen Berg og Bjørgulv Straume, der også spiller på kæbeharpe) og to vestafrikanske musikere (Solo Cissoko og Kouame Sereba fra hhv. Senegal og Elfenbenskysten på hhv. kora og djembe). De leverer en smuk, enkel og meget organisk udgave af folkelige musiktraditioner fra Norge og Vestafrika. De har deres danske debutkoncert på Huset i Aalborg, den 29.11."
Så er den besked leveret til læ-serne. I Århus gør man også noget ved sagen. Århus Amt er medarrangør af kongressen Musikundervisning i et flerkulturelt samfund, 2.-5. juli 1998.
Det er Statens Musikråd, Århus Amt, Dansk Musiker Forbund, Rytmisk Konservatorium, der sammen med International Music Council afholder kongressen.
Politikere og musikfolk verden over interesserer sig for emnet, fordi samfundene bliver mere og mere flerkulturelle, og musik er ofte den bedste måde at skabe kontakt mellem kulturerne, navnlig hvis undervisningen forstår at drage nytte af mulighederne. Sådan som de norske Rikskonsertenes afdeling Flerkulturelt Center har gjort det.
Ved kongressen i Århus vil der være foredrag og debat. Undervisning og koncerter er åbne for alle og vil foregå i Musikhuset Aarhus. Yderligere oplysninger på tlf. 8944 6032 eller e-mail: janole45@inet.uni2.dk. WWW: http://inet2.dk/~janole45/imc98.htm.

Bassissimo!
Hvis De har et godt øre til kontrabasmusik, så skal De være opmærksom på et arrangement lørdag eftermiddag. I projektet Bassissimo! medvirker et halvt hundrede bassister fra nær og fjern. Det sker i Radiohusets Koncertsal kl. 15.
Special Guest er Eugene Levinson fra The New York Philharmonic. Eugene er måske også med i masseorkestret: 50 kontrabasser og orgel er instrumenterne i en opførelse af Killing Me Softly. (Man må sandeligen håbe at der er tale om el-orgel og ikke bare koncertsalens almindelige orgel).
Ellers kan de opleve uropførelser, kvartetter, duetter, soloer. Der vil være Morgensang fra
Elverskud. Tre generationer kontrabassister fra 9 til 73 år optræder. At dømme ud fra listen af de medvirkende, er der tale om et bredt spektrum af stilarter. Erik Moseholm står for præsentationen. De kan i øvrigt læse mere om sagen i det seneste nummer af Bastidende (9. årg. nr. 2).

De fremmede er her!
I strygerfamilien finder vi udover bas også cello, bratsch og violin. I staten New York lidt uden for byen af samme navn, finder vi en ret lille by med det græske navn Ithaca. I et pragtfuldt landskab ligger denne by, der har et ganske usædvanlig godt spillende strygerorkester.
Dette strygerorkester, hvor den ældste medvirkende er 19, er i Danmark lige nu. Mens De læser disse linier, er disse unge mennesker integreret i gode danske hjem. Og der er intet at være nervøs over, det skal nok gå godt. Og til skeptikerne: De tager hjem igen. Men først når de har spillet sammen med unge danske strygere ved to koncerter.
I aften kl. 20 spiller de i Garnisonskirken kl. 20 og på lørdag spiller de i Arken i Ishøj kl. 14. På programmet står værker af bl.a. Mozart, Bach, Britten, Kreisler, Stravinsky og Shinichi Suzuki. Især programsætningen af sidstnævnte, den snart 100 år gamle violin-metode-opfinder, giver os et vink om de bagvedliggende kræfter i projektet: Det Danske Suzuki Institut. Den orkestrale fusion af fremmede og ikke-fremmede kalder de ansvarlige Det Danske Suzukis Kammerorkester. Ved denne lejlighed under ledelse af bl.a. Béla Detreköy.

Nordiske netværk
At vi kan lære af de fremmede, er også festivalen Verden i Norden et eksempel på. Det er en fæl-lesnordisk festival, som henter alle mulige folkeslag ind i det nordiske rum. Sammen laver de musik. Men de musikalske integrationer har videre perspektiver. Tom Graveli fra Norske Rikskonsertenes Multikulturelle Center siger:
"Vi bygger ikke blot et nordisk netværk op, vi bygger også en fælles nordisk kompetence som gør det lettere at samarbejde i fremtiden. Vi etablerer et netværk for indvandrermusik på et nordisk og internationalt plan."
Vi kender allerede til fordelene ved musikalske fusioner: I Sydafrika er der lykkelige sammensmeltninger, og sigøjnerne har ført gode traditioner med sig rundt i verden, osv.
Den moderne indvandring i Norden er endnu i et tidligt stadium, men konsekvenserne kan allerede anes. Og de er positive. Vi skal heller ikke glemme at de nordiske folk selv har været ude og hente inspiration - tango er som bekendt Finlands egentlige nationalmusik.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her