Læsetid: 5 min.

Venstre har mistet luften

7. november 1997

Venstres mange vælgere er ved at vælge om. På et par måneder har partiet mistet fem procent af vælgerskaren

Venstre har tabt sit touch.
I sommer lå Danmarks Liberale Parti lunt som Danmarks største parti.
Ved et valg nu vil partiet gentage det sidste valgresultat.
En fremgang på fem-otte procent er sat til på et halvt år, og tilbagegangen er ikke nødvendigvis slut.
For midt i et foreløbigt lavpunkt, hvor målingskurven for første gang siden sidste valg er tilbage på valgresultatet, står Venstre splittet og i indre strid om flygtningepolitikken.
Da Venstre holdt jubel-landsmøde i september - for bare to måneder siden - anede ingen af de delegerede, at de ikke længere skulle lægge nye stemmer til bunkerne, men tværtimod skulle til at forsvare sidste valgs høst.
Dengang var fanen højt hævet, og Venstre begyndte sin bevidste satsning på flygtningepolitikken som slagvåben overfor Dansk Folkeparti.
Uffe Ellemann-Jensens tale på september-landsmødet koncentrerede sig om fire punkter. Flygtningepolitikken og de tre kommende valg.
Siden da har Venstre smidt mindst fem procent af vælgerkorpset fra sig. I dag spår de bedste meningsmålinger godt 25 procent til de liberale. En BT-måling først på ugen gav endda kun Venstre 23 procent.
Det er laveste resultat i fire år.
Godt en fjerdedel af vælgerne stemmer hver gang på et nyt parti i forhold til sidste valg. Og yderligere en fjerdedel overvejer at stemme på et andet parti.

Det er ikke kernetropper med medlemskort nogen steder, og de kan flyttes. Det er de blevet. Venstre har siden i sommer været på glatis i medierne i fire omgange.
Det startede dumt med Venstrelederens skænderi med en direktør i Jyske Bank om skiltning af flugtveje.
Uffe Ellemann-Jensen skød fra hoften og ramte sig selv i foden. Han skældte en bankdirektør hæder og ære fra, skønt bankdirektøren havde ret i en påstand.
Næste omgang var en mere politisk sag.
I en diskussion om udlicitering havde Venstres forhandlere, Fogh Rasmussen og Thor Pedersen, lovet fodslag med de konservative på et krav om øget udlicitering. Bagefter kørte Venstres magtfulde kommunalfløj en vogn på tværs, og Ellemann-Jensen måtte trække i land. Han kaldte bagefter tankegodset om udliciteringer for en strøtanke. Og endnu en postgang senere lod han Venstre-landsmødet hylde ideen om udliciteringer.
Den tredje, og største, mediesag kom ved statsministerens åbningstale.
Meget, meget firkantet afviste Venstre - og Uffe - at der skulle tvangsopspares i ATP. 24 timer senere indgik Venstre forlig med regeringen om tvangsopsparing i ATP.
Samtidig undlod V og K at vælte regeringen, selvom de havde chancen. V og Uffe Ellemann-Jensen har ellers i flere år krævet valg her og nu og så hurtigt som muligt.
Og nu, senest, bakkede Uffe Ellemann-Jensen op bag et rabiat forslag fra Inge Dahl Sørensen om en skærpet kurs i udlændingepolitikken. For et par døgn senere at undsige Dahl Sørensen, samtidig med at han - helt i strid med sandheden - påstod, at Venstre skam ikke havde ændret politik på området.
Og at han selv aldrig havde bakket det oprindelige Dahl Sørensen-forslag op.
Fire store fodfejl, som hver især har rystet vælgere af Venstres træ.
Og de falder som bekendt tæt på stammen. Og tæt på stammen står Pia Kjærsgaard's Folkeparti, som med rekordfart har samlet de vælgere op, som Ellemanns skøjteture har rystet af træet.

Forholdet mellem Venstre og Dansk Folkeparti indeholder et stort paradoks.
Midt i Venstres bratte vælgerfald, er Venstre tættere på at erobre statsministerstolen end nogensinde før. Pia's vækst er godt nok mest lavet af Venstrestemmer, men der ryger både socialdemokrater og SF'ere med i Pias kurv. De er flyttet over midten, og dermed hældt i vægtskålen sammen med Uffes.
I dét lys er det en fordel for Venstre, at Dansk Folkeparti vokser.
Men set i forhold til sidste valgkamp er der en lektie at lære.
"Vi behøver ikke at føre valgkamp. Vi skal bare sige VKZ, så går tingene af sig selv", sagde socialdemokraterne under sidste valgkamp. Det var dengang, hvor Venstre gik fra cirka 28 procent i meningsmålingerne til et valgresultat på 23,5 procent - på få uger.
Derfor lægger Uffe Ellemann-Jensen også masser af luft til Folkepartiet.
De kan få lov til at stemme for hans politik, men indflydelse får de ikke. Siger Elleman-Jensen.
Nyrup og hans socialdemokrater er i gang med at sige det modsatte, og dér tegner sig et hovedtema i valgkampen. Folkepartiets rolle efter et valg.

Men det skal stadig forklares, hvorfor Venstre pludselig - efter ti år med meningsmålingsfremgang - er begyndt at miste stemmer.
Lars Bille, lektor på Københavns Universitet, og forfatter til bogen Partierne i forandring, opsummerer det kort:
"Hvad der kommer let, går let".
Lars Bille peger på Venstres oplevelse omkring valget i 1975 og valget i 1977. I 1975 fik Venstre 42 mandater. I 1977 var partiet halveret. Fænomenet er set før.
"Men det bliver selvfølgelig til en spekulation i signaler, når tilbagegangen skal forklares. Det er problemet ved politiske komentatorer. En mulig forklaring på et fænomen bliver pludselig til forklaringen. Men det er baseret på gætværk," siger han
"Mit gæt går på, at folk jo får deres informationer fra medierne. Og hér har man i de sidste dage set skiftende signaler fra ledende Venstrefolk. Det giver en usikkerhed om, hvor Venstre egentlig står. Og dertil kommer at Uffe Ellemann-Jensens skarpe stil, som han oprindeligt vandt stemmerne på, er blevet velkendt, og ikke kan trække nye til," siger Lars Bille.
I Venstre spekuleres der også over, hvad der egentlig er sket.
"Nu behøver man jo ikke selv at have gjort noget galt for at gå tilbage i meningsmålingerne," siger en Venstremand.

I Venstre trives en tro på, at vælgerne trods alt, når de står i stemmeboksen, sætter krydset mere forsigtigt end meningsmålingerne antyder. Dermed skulle mange af de forfløjne Dansk Folkeparti-stemmer komme hjem igen.
Det er en effekt, som altid er kommet socialdemokraterne til gode.
Helt traditionelt vinder de et par procentpoint af stemmerne, når folk først er i enrum med deres stemmeseddel.
Men heller ikke i Venstre er der et nagelfast bud på, hvorfor vælgerne har valgt november måned til at sænke myten om den evige, liberale fremgang. I stedet vælger Venstrefolkene at glæde sig over de store borgerlige flertal i alle meningsmålinger. Så kan de nok så meget være baseret på et stort Dansk Folkeparti.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu