Læsetid: 4 min.

Der vokser grønt græs på skranken

12. november 1997

En bank i Chinatown har lukket fantasien ind: høns i bankboksen og interaktiv spåkone
i Kontanten

Derude
Tænk, hvis der var levende billeder i Kontanten. Tænk, hvis man ikke bare skulle vælge mellem Kvittering Ja/Nej. Tænk, hvis man kunne føle sig hjemme i en bank og ikke skulle stå og slå øjnene ned af frygt for at blive set og mistænkt af vagtfolk og videokameraer. Tænk, hvis man kunne flytte ind i bankboksen med alle sine værdier - husdyr, vinduesblomster, familie.
På hjørnet af Canal Street (hovedgaden i New Yorks Chinatown) og Mott Street (som fører op til de italienske gader) lå indtil for ganske nylig en travl lille afdeling af ChaseManhattan-banken. Både Triaden og Mafiaen bor fast i disse gader, så der er åbenbart ikke megen omsætning i hvide penge. Filialen er blevet lukket - og har benyttet lejligheden til for en gangs skyld at lukke fantasien ind.
En kunstnergruppe (Manhattan Arts Project), som tidligere har bearbejdet et eksisterende kontorlandskab, har stået for afviklingen af banken.
I den lille forhal står en Kontant-maskine. Ordre-knapperne er de samme, men der kommer ingen penge ud af maskinen, ligegyldig hvor hårdt, man sparker. Til gengæld kommer der en interaktiv spåkone. Med lette fingerberøringer på skærmen ledes man ind i en eksistentiel diskussion om, hvorvidt det er spåkonen eller fingrenes ejermand, der styrer skæb-nen og fremtiden.
Pengebegrebet har gennemgået magiske transformationer - fra muslingeskaller til perler til guldbarrer til papirspenge til digitale overførsler. I denne Kontanten føres man rundt i pengenes og værdiernes verden af en magisk skærmprojektion.

Menneskeovervågning
Ved indgangen til banken bliver man gjort opmærksom på, at "transaktioner inde i selve banken er fritaget for videoovervågning. Aktiviteter i banken risikerer dog at blive overvåget og fortolket af andre, som måtte være til stede i lokalet..."
For pengefolk foregår det sjove formentlig på skærme og i mødelokaler, men for almindelige kunder er det skranken eller kassen det handler om. Her i Chinatown har jeg mødt min yndlingsskranke - og jeg tror aldrig den vil blive overgået: Skranke, kasseområde, skriveborde bag ekspedienterne har fået et tyndt lag muld og hele området er sået til med grønt græs. Feltet er lige blevet vandet, og det dufter svagt af eng og bondeland. Midt inde i Chinatown - med udsigt til World Trade Center og alle guldflipperne og deres luftige spekulationer.
Kunstneren fortæller, at mulden er "trukket fra" en bakke i Dublin og derefter "overført" og "deponeret" i Canal Street. Denne overførsel fra "en konto til en anden" er en demonstration i, hvordan man kan foretage et indskud i sin bank og modtage en "følelseskvittering, som man oven i købet kan gå på."
En mindre humoristisk og mere politisk kunstner har lagt nogle reb og håndjern og løse tænder i skålen, hvor pengene tidligere er fejet frem og tilbage.

Uden Washington
Mens vi her i landet skifter mønter hvert andet øjeblik (og med de nye Niels Bohr-sedler kan komme i tvivl om, hvorvidt det er alvor eller Matador) har man i USA haft de samme grønne i årtier. Gælder det ikke for andet i USA, kan man sige, at pengesedlerne er både hellige og ukrænkelige. Endollar-sedlen indeholder et portræt af nationens første præsident George Washington. I denne bank man man få "dollarsedler med fravær af Washington". Man kan forsøge sig med andre dekorationer. Kunstneren tilbyder et udvalg af stempler, men erkender selv, at en dollar uden Washington er som en cowboy uden hest.
I et af de små kontorer, hvor man før har kunnet forhandle lån - og hvad man nu ellers taler med sin bankrådgiver om - kører en video med tiggerhænder. En anden indeholder et realistisk computereksperiment: Hvor lang tid vil det tage for 100 dollars at forsvinde gennem en serie valutaomvekslinger? Man kan selv gå ned i en hvilken som helst bank også her i landet og gennemføre eksperimentet. Hvis man tager gebyrerne og lægger dem sammen med forskellen på købe- og vælge-valuta, så skulle det ikke tage mange minutter. Næste spørgsmål: Hvor ryger pengene hen? Du får ikke tre gæt.
En tredie boks har et lille forhæng. Man trækker tæppet til side og står midt i en katolsk skriftestol og er i fuld gang med synderegistret. Katolik eller ej - jeg har været der.
Et af de gamle bokslokaler er omdannet til hønsehus. Flere tusind æg er stablet og hønsene har travlt både på et lydbånd og en billedvæg. Som bekendt skal man ikke tælle sine æg før de er lagt og sine kyllinger før de er ruget ud og én fjer kan på ingen tid blive til fem høns og der er ingen grænser for, hvad dette rum minder én om af dumme, initiativdræbende råd.
Alle skufferne i bankens skriveborde bærer mærket TOM. Så grænseoverskridende er det at bevæge sig om bag skrankerne og de tykke døre, at det er ganske umuligt at holde nallerne fra skufferne. Men de er tomme. I hvert fald dem, jeg åbnede.
Et af skrivebordene er blevet forladt af en tænksom men nu forsvundet fuldmægtig, som har efterladt sig nogle overvejelser. En af dem lyder:
"Det kaos, som skabes af IT og den teknologiske revolution vil Gud være lovet ødelægge enhver tanke om massemarked. Antallet af valgmuligheder - og tilfældigheder - er totalt overvældende."
En anden har efterladt sig denne bemærkning:
"Jeg forsøger mig som kasserer i en bank, fordi jeg var en fiasko som servitrice. Jeg er tilsyneladende bedre til at omgås penge end at omgås mad."
Ved udgangen sidder en kvinde fra et privat vagtværn med pistol, kasket, uniform. Er hun en del af udstillingen? Nej, det ved Gud hun ikke er. Hun er ægte nok og helt sig selv og tager sin opgave meget alvorligt. Men - hvad er det egentlig hun skal beskytte og passe på?
Der er ingen penge i banken, men masser af mennesker - og er det kunst? Og er der penge i det?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her