Læsetid: 4 min.

100 filmhistorier

2. december 1997

Filmelskeren Jørgen Stegelmann har beriget os med en bog, der både personligt og medrivende fortæller om hans 100 yndlingsfilm

NY BOG
For ca. 11 år siden skrev filmkritikeren og filmelskeren Jørgen Stegelmann en meget personlig og kærlig bog om sine biografer, 40 af slagsen, som han havde besøgt gennem hele sit liv både som privatperson og som professionel.
Mine biografer handlede ikke så meget om filmene, som om oplevelserne med de enkelte film i de forskellige biografer, og Stegelmann får "fortalt en masse om at opleve film på ydmyge steder, at finde guldkorn midt i braset, (...) hvor 'virkelighedens' følelser i erindringen glider sammen med biografoplevelserne til gensidig belysning og erindring". Som Morten Piil skrev i sin anmeldelse her i avisen.
Efter et par mere regulære filmbiografier om bl.a. Ib Schønberg, er Stegelmann nu tilbage med Mine 100 film, der i stil med Mine biografer dyrker den personlige vinkel og den store kærlighed til filmmediet i sine tekster om forfatterens 100 yndlingsfilm.

Forfriskende rablerier
Jørgen Stegelmann har udvalgt bogens film efter den simple devise, at de film, der har gjort størst indtryk på ham i årenes løb, har fået en plads blandt de heldige 100. Og således ser han - i hvert fald i følge sit forord - forfriskende stort på både kunst og kultur, når han lader hukommelsen og følelserne råde.
Og det er både bogens styrke og dens svaghed. For når Stegelmann er begejstret, og det er han næsten hele bogen igennem, så rabler han ord, vendinger og billeder af sig, så det er en fornøjelse. Man lader sig rive med af hans energiske følelsesudladninger, mens hans alenlange sætninger med deres heftige kommatering raser forbi. Det giver et dynamisk udtryk og er en god formidler af Stegelmanns umiddelbare kærlighed til film.
Og specielt hans forkærlighed for musical-genren er tydeligt repræsenteret ved både Vincente Minnelli, Gene Kelly og Fred Astaire, hvilket da også har resulteret i nogle af bogens mest fornøjelige tekster.
Desværre bevirker den hurtige stil også, at man ind i mellem taber pusten og overblikket og må tage sig selv i at lade tankerne vandre udenom alle tekstens nuancer. Og det er ærgerligt, for Jørgen Stegelmann har en fin fornemmelse for stemninger og detaljer i de enkelte film.

Gammeldags
Jeg vil lade være med at kommentere udvalget af film, da det jo helt og holdent tilhører forfatteren, bogens præmis taget i betragtning. Men jeg vil dog konstantere, at de nyeste film, som Stegelmann giver plads til, er Den sidste forestilling ('71) og Paper Moon ('72) af Peter Bog-danovitch og så Woody Allens Hannah og hendes søstre fra 1986.
Det giver bogen en noget antikveret tone, som sammenholdt med hyppige Stegelmann-kommentarer i retning af "det var dengang, de kunne finde ud af at lave film" efterlader sin læser med en idé om, at Stegelmanns filmverdensbillede ikke helt er fulgt med tiden.

Lystfuldt
Bogens form har givet plads til både korte og lange læsninger af de 100 film, klassikere, kunstværker og mere ukendte titler blandet sammen, og ret beset bør man ikke blande sig i Stegelmanns gennemgang af filmene, der ikke så meget er anmeldelser som lystfulde genfortællinger af gode filmoplevelser - som man ville fortælle dem til en god ven eller veninde.
Stegelmann har, som han anfører det i sit forord, næsten udelukkende forladt sig på sine erindringer og kortfattede notater om de enkelte film.
Og til hans ros skal det siges, at han husker forbandet godt, og at det er imponerende med så mangefacetteret og levende en gennemgang, når det er den ofte så upålidelige hukommelse, han baserer sig på.

Enøjet
Grænserne for, hvor Stegelmann henholdsvis anmelder og genfortæller, er en smule flydende, og derfor er det også på sin plads med en smule kritik af den diffuse form.
Som f.eks. den hurtighed og eftertrykkelighed, hvormed Stegelmann til tider kan hylde en film som den bedste i en instruktørs værk og dernæst afvise instruktørens øvrige værker - ikke som dårlige, men som denne ene film underlegne.
I Woody Allens tilfælde er Hannah og hendes søstre hans hidtil bedste film, før han blev for fortænkt og "skandinavisk." Et udsagn, der er direkte forkert, når man tager Allens seneste fire film, der alle er rendyrkede komedier, i betragtning. At Stegelmann også samtidig afviser film som bl.a. Små og store synder, Mænd og koner og den seneste Alle siger I Love You, synes også en smule betænkeligt.
Stegelmann bliver meget enøjet og afvisende, når han 'anmelder' sine film, og det er i de passager, at bogen fungerer dårligst.
Der er enkelte steder, hvor han husker forkert og således illustrerer, at man ved at læne sig op ad erindringen kan være medvirkende til at formidle nogle indtryk og vaneforestillinger, som er urigtige og misforståede.
Som f.eks. når Stegelmann i sin gennemgang af Orson Welles' Den store mand udnævner Kanes mor til en heks af den anden verden - og filmen ved et gensyn faktisk skildrer hende som det gode element i Kanes barndom.
Men overordnet er der tale om en bog, der læst i brudstykker og gerne med de enkelte film i frisk erindring, giver et uhøjtideligt og dejlig begejstret vue nedover yndlingsfilmene hos en af Danmarks store filmanmeldere - og det er jo i sig selv et stykke vedkommende filmhistorie.

*Jørgen Stegelmann: Mine 100 film, 243 sider, kr. 248,00, Aschehoug Dansk Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu